Lejre Kommune bakker op om fjernvarme i Osted 

Flere af kommunens bygninger i Osted har i dag naturgas. Hvis fjernvarmen kommer til byen, er kommunen klar til at gå med. 

Skrevet den. 19. oktober 2023

Osted skole, Osted Kulturhus og en del andre kommunale bygninger bliver i dag varmet op med naturgas. Lejre Kommune håber, at de kommunale gasfyr i Osted inden længe kan afløses af fjernvarme.  

Det fortæller borgmester Tina Mandrup:

“Naturgassen er under alle omstændigheder på vej ud som energikilde, og i Lejre Kommune lægger vi vægt på, at vores energiforbrug er så grønt som muligt. Derfor håber vi, at fjernvarmen kommer til Osted. Det vil bidrage til, at vi når vores klimamål. Samtidig ser vi fjernvarmen som en sikker, robust og økonomisk løsning, som vi gerne vil bakke op om”. 

Forsyningsselskabet Fors tilbyder i øjeblikket borgere og virksomheder i Lejre Kommune, at de kan skrive sig op til fjernvarme. Men hvis den skal blive til noget, kræver det opbakning fra mindst 70 procent af de potentielle kunder. 

“De store kommunale bygninger spiller en rolle i Osteds samlede energiforbrug. Det er blandt andet derfor, vi som kommune allerede nu melder ud, at vi går med: Vi vil gerne vise vores opbakning til projektet og samtidig øge sandsynligheden for, at det kan realiseres”, uddyber Tina Mandrup. 

Lejre Kommune har allerede udskiftet gasfyr med grønnere varmeløsninger i flere af de kommunale bygninger. Sidste år indviede kommunen f.eks. to store varmepumper ved Firkløverskolen i Kirke Sonnerup og Østergård Aktivitetscenter i Karleby. 

“Vi er glade for vores varmepumper dér, hvor vi har dem. Alligevel vil vi i Osted foretrække fjernvarmen, hvor det er muligt. Det betyder noget for os, at fjernvarmeselskabet løbende kan vælge den mest klimavenlige energikilde. Og det giver en ekstra tryghed, at det er et stort og erfarent forsyningsselskab, der står for hele driften”, siger borgmesteren. 

 

Fakta:

Der er tilmeldingsfrist for fjernvarme i Osted den 30. november. Interesserede kan læse mere på www.fors.dk/osted