Godis Grønt vinder Lejre Kommunes Erhvervspris 2023 

Til klapsalver fra flere end 100 lokale erhvervsfolk blev Erhvervsprisen torsdag uddelt ved Lejre Erhvervstræf på Herslev Bryghus. En glad medejer af Godis Grønt, Fredrik Sahlin, tog stolt imod prisen 

Godis Grønt vinder Erhvervsprisen
Fra venstre: Susanne Borup, Frederik Sahlin, Grethe Saabye.

Skrevet den. 26. oktober 2023

Blandt 10 stærke kandidater valgte Udvalg for Erhverv, Klima & Lokal udvikling enstemmigt en bogstaveligt talt grøn vinder; nemlig Godis Grønt, ejet af Fredrik Sahlin og Christina Viuff Sand. 

Godis Grønt er et lille og innovativt økologisk gartneri tæt på Lejre station med en stærk lokal forankring. Gartneriet samarbejder med andre lokale producenter og restauranter og afholder forskellige arrangementer side om side med tomaterne i deres drivhus. Og så har Godis Grønt noget ganske særligt. De har nemlig en af landets største KundeBonde-ordninger – hvis ikke den største: Med KundeBonde-ordningen har cirka 200 lokale familier på forhånd købt en andel af sæsonens grøntsagsproduktion gennem hele dyrkningsperioden. Hver torsdag fra maj til november henter familierne deres friskhøstede grøntsager hos Fredrik, Christina og resten af holdet hos Godis Grønt.  

Udvalgsformand Grethe Saabye fortæller, hvad udvalget lagde vægt på da vinderen skulle findes:
“G
odis Grønt har formået at skabe et visionært og innovativt økologisk gartneri, hvor omtanke for klimaaftryk, kvalitet, råvarer i sæson, biodiversitet og smag går hånd i hånd. Bæredygtighed og grønne løsninger er kernen i Godis Grønts forretningsmodel, og de inspirerer samarbejdspartnere og kunder til at gå i samme retning.” 

Godis Grønt er en spirende glæde 

Godis Grønt fik også flotte ord med fra indstillerne. De skriver bland andet:
Kæmpe fornøjelse at hente årstidens økologiske og super friske grøntsager hos Godis. De er så dygtige! Godis Grønt er som at stoppe op, trække vejret og give plads til en spirende glæde. En glæde over farver, smage, langsomhed og ro. At være kunde hos Godis Grønt har givet mig en endnu større sans for, hvad "grøntsager i sæson" betyder, og hvad kvalitet er.” 

Godis Grønts anderledes og innovative måder at interagere og handle med kunder og lokalsamfund på, er en del af forklaringen på, hvorfor de bliver det første landbrug til at modtage Lejre Kommunes Erhvervspris.  For at komme i betragtning skal virksomheden nemlig have udmærket sig ved at være innovativ, lokalt forankret, arbejde med bæredygtighed i sit værdisæt og brande det lokale erhvervsliv i Lejre Kommune. 

En vinder i et stærkt felt 

Med æren følger et gavekort på i alt 8.000 kr. Heraf er de 3.000 kr. øremærket til kunst og de 5.000 kr. til aktiviteter for virksomhedens medarbejdere.  

“Tusind tak for prisen. Tak for at vi kan vinde, når der er så mange fantastiske, vilde kandidater. Jeg ville selvfølgelig ønske, at min makker Christina kunne være med her i dag, men hun er megagravid. Det bliver spændende næste år uden Christina ved min side, men heldigvis har vi mange gode ansatte, så vi klarer os videre,” sagde Fredrik Sahlin, da han var på scenen for at tage imod prisen, der blev overrakt af udvalgets formand Grethe Saabye og næstformand, Susanne Borup.  

Tidligere prisvindere 
Cake Creations
Skoemagerkroen 
Vestergaard Company 
Herslev Bryghus 
Bondeskovgård Savværk 
Spor 3 
Junckerhaven 

Årets nominerede virksomheder 
Åvang Murer Aps 
Ostedhallens Cafeteria 
Driftværk I/S 
Godis Grønt 
Hvalsø Teltudlejning 
Hammer & son 
Egholm museum 
Skoemagerkroen 
Lejre Dyreklinik 
Restaurant Herthadalen 

Kontakt 
Erhvervschef Nynne Friis, Lejre Kommune. Tlf. 4033 7476. E-mail: nyfr@lejre.dk  
Formand Grethe Saabye, Udvalget for Erhverv og Turisme i Lejre Kommune. Tlf. 2331 1205. E-mail: gsaa@lejre.dk  
Godis Grønt, Fredrik Sahlin. Tlf. 5267 0008.