Beredskabet: Pas på dig selv og dine ejendele i blæsevejret

Lejre Kommunes beredskab opfordrer til stor forsigtighed i de kommende to døgn

Skrevet den. 19. oktober 2023

De kommende døgn bliver Danmark ramt af en hård østenvind. 

Lejre Kommunes beredskab opfordrer derfor borgere og andre til at være ekstra forsigtige i de kommende dage.

Lige nu er Lejre Kommune ikke omfattet af DMI's varsler om farligt vejr. Men der kan komme hård vind med vindstød, som nærmer sig stormstyrke. Og netop fordi det er østenvind, opfordres til ekstra forsigtighed; der kan være træer, som ikke er vant til at skulle modstå hårde vindstød fra en østlig retning.

Rådene fra Lejre Kommunes beredskab lyder:

- Sørg for at sikre dine udendørs ejendele og dine bygninger: Trampoliner, havemøbler, krukker med store planter, drivhuse, løse tagsten osv.

- Undgå skovture indtil lørdag over middag, hvor vinden forventes at være løjet af.

- Vær meget forsigtig med at begive dig ud på vandet, da der kan komme hårde vindstød og større bølger end normalt.

- Hold løbende øje med udsigt og varsler her: https://www.dmi.dk/varsler/

Lejre Kommunes beredskabschef er på arbejde fredag og lørdag som en del af Den Lokale Beredskabsstab, som Midt- og Vestsjællands Politi står i spidsen for.