Daginstitutioner afprøver Nest- pædagogik: ”Vi kan se, at det virker”

I Skjoldungerne skaber arbejdet med Nest mere ro, koncentration og pædagogisk udvikling. Det har alle børn glæde af – og børn med særlige udfordringer får en plads i fællesskabet  

Der sættes tydelig tid af til oprydning
Der sættes tydelig tid af til oprydning

Skrevet den. 8. juni 2023

Siden sommeren 2022 har udvalgte daginstitutioner i Lejre kommune været en del af et kompetenceudviklingsforløb om det, der i fagsproget hedder Nest-pædagogik. Nest er en fællesskabende pædagogik, der sætter en retning for, hvordan man kan skabe stærke børnefællesskaber, hvor alle børn trives, dannes og udvikler sig. Nest styrker medarbejderne i at skabe nærvær, omsorg, tryghed og anerkendende relationer samtidig med, at der er en opmærksomhed på de fysiske rammers betydning for børnenes trivsel.   

Daginstitutionen Skjoldungerne er en af de udvalgte daginstitutioner. Her fortæller leder Lotte Brandt og pædagog Maria Høgh Lund om deres arbejde med Nest – og om resultaterne: For Nest har givet mulighed for at se på det pædagogiske arbejde oppefra. Og det har været en øjenåbner.  

”Med Nest har vi introduceret en mere fast struktur, så børnene kender rammerne, ved hvad de skal og med hvilke voksne. På morgensamlinger har vi fastlagt, hvilken pædagog der styrer samlingen. Den anden pædagog skal i stedet have fokus på at holde ro på børnegruppen”, fortæller Maria Høgh Lund.  

For mange stimuli  

”Vores arbejde er jo at skabe gode rammer for børnene, og vi har det med at ville alt muligt og sætte mange projekter i gang. Vi kan se, at vi selv har været med til at skabe forstyrrelser og har haft en praksis, der kan forvirre børnene. Nu har vi ryddet ud og fokuseret og gjort dagens program tydeligt for børnene med piktogrammer og dagsplaner. For det er svært at fordybe sig, hvis der er for mange tilbud. Og vi kan mærke, at koncentrationen og fordybelsen er blevet større blandt børnene”, fortæller Lotte Brandt.  
Oprydningen har også været meget konkret:  

”Vi har taget noget legetøj væk og systematiseret det, vi har beholdt på stuen. Det betyder, at det nu er nemmere at lege med dukker, fordi der i dukkekassen ikke også ligger legoklodser og puslespilsbrikker. Og det er også blevet nemmere for børnene at rydde op”.  

Rollelegene har særligt været i fokus, da børn med sociale udfordringer kan have svært ved at byde ind i den slags leg. I rollelegen øver børnene sig i sociale færdigheder og sociale spilleregler for fællesskabet.  Leges der far, mor og børn får barnet måske tildelt rollen som hund, imens den øvrige børnegruppe gennem legen afprøver mere udadvendte roller:  

”Rollelegene er der, hvor børnene tester de sociale regler for fællesskab. Vi arbejder nu med legemanuskripter, så pædagogen kan støtte børnene i, at alle får en rolle og hjælpes til at se, hvordan den rolle kan udfyldes. Rollelegene understøtter børns sproglige udvikling og øger deres ordforråd, og med manuskripterne kan også vikarer nemt gå ind i det pædagogiske arbejde”, fortæller Lotte Brandt.   

Nest-pædagogik gavner alle  

Nest er oprindeligt et amerikansk system, der med en struktureret pædagogik, giver børn med særlige udfordringer mulighed for at blive i det almene fællesskab. Skjoldungerne blev netop udvalgt til Nest-projektet, fordi et barn var visiteret til et specialtilbud, men forældrene ønskede, at barnet blev i en almen daginstitution.   

”Min søn blev tidligt udredt for autisme, og jeg ønskede at finde et normaltilbud, der kunne rumme ham. Dels for at han kunne spejle sin udvikling i andre normalt fungerende børn, dels for, at han kunne danne relationer til børn, der bor i vores lokalområde. Og så ville en lokal daginstitution give ham kortere dage, pga. mindre transport”, fortæller Kristine Hessel, der derfor var glad for at Skjoldungerne tog imod hendes søn:   

“Det var svært i starten, men Skjoldungerne har været meget lydhøre, kompetente og strikket et rigtigt godt tilbud sammen til ham, som min søn trives i.  Nest er en del af hverdagen i Skjoldungerne og det strukturerede arbejde og den ro det medfører, har været godt for ham”, fortæller Kristine Hessel. 

Lotte Brandt fortæller, hvordan Nest blev en del af forberedelserne: “Vi har haft opmærksomhed på struktur, organisering og inddragelse i små fællesskaber. Personalet har arbejdet systematisk med Nest og kigget på, hvad der virkede for børnegruppen. Børnenes hverdag bliver mere forudsigelig og dette gør nok også, at de andre børn bedre inkluderer børn med særlige behov”.  

Erfaringerne fa Skjoldungerne er, at alle børn på stuen har gavn af Nest-pædagogikken og de faste strukturer og rammer, der er en del af hverdagen på stuen.   

Også personalet har haft god gavn af Nest:  

“Det har givet os et godt fundament for vores samarbejde imellem os kollegaer. Det er blevet nemmere for os at samarbejde, fordi vores rollefordelinger imellem os er blevet tydeligere. Vi ved hver især, hvad vores egen og den andens opgave er. Det giver ro og plads til at lave pædagogisk arbejde, “, fortæller Maria Høgh Lund.  

Inspirationen fortsætter  

Det har været en del af projektbeskrivelsen, at arbejdet med Nest skulle kunne udføres indenfor de eksisterende rammer uden ekstra pædagogiske personale. Det pædagogiske personale har deltaget i temadage, hvor Nest-pædagogikken er blevet introduceret, og personalet har fået sparring fra en konsulent fra Center for Børn og Læring og en PPR-psykolog. Herudover har der også være et ledelsessparringsforløb.  

”Psykologerne har kigget på os, når vi er sammen med børnene. Og det har vi fået meget ud af.  Det har været så fedt at bruge kommunens psykologiske supervision til at forebygge fremfor at problemløse. Normalt bruger vi jo psykologerne, når der opstår et problem, men vi vil langt hellere skabe en hverdag, som børnene kan være i, uden at de bliver til ”problembørn”, fortæller Lotte Brandt.   

Nest-projektet i Lejre Kommune løber frem til sommeren 2023. Herefter skal resultaterne evalueres, og så skal der tages stilling til, hvordan Nest-pædagogikken kan udbredes til resten af Lejre Kommunes dagtilbud.  

Men for Skjoldungerne og de øvrige deltagere i NEST kompetenceudviklingsforløbet har det ikke blot været et projekt: ” Vi er blevet inspireret af Nest og vil arbejde videre med de ting, som, vi har oplevet, giver mening. Nest giver os en god mulighed for at snakke sammen om det, vi gør, se det oppefra og holde hinanden fast på at gøre det, vi vil. Og vi kan se, at vi kan inkludere børn, der har særlige udfordringer. Det er en motivation for os. ”siger Lotte Brandt.  

Også Lotte Greve, udvalgsformand for Børn og Ungdom, ser spændende perspektiver i Nest:  

“ Vi ved, at tilknytning til det almene fællesskab har en uvurderlig betydning for barnet og den unges trivsel, læring og udvikling. Derfor er det vigtigt, at vi arbejder for at inkludere flere børn og unge i det almene miljø. Det har været spændende at følge Nest-projektet, hvor vi har styrket det pædagogiske personales kompetencer til at skabe pædagogiske læringsmiljøer, som alle børn kan trives i. Jeg glæder mig til at se nærmere på evalueringen af projektet og til at følge udviklingen af Nest-pædagogikken i Lejre.”

Struktur på hverdagen   

 Piktogrammer viser, hviljet tøj man skal have på ud på legepladsen.