Dine ødelagte tekstiler kan bruges igen 

Lejre Kommune henter dit tekstilaffald sammen med dit storskrald. Forinden skal du bestille afhentning samt overveje, om tekstilet skal til genbrug eller afleveres som tekstilaffald, der laves til genanvendelige tekstilfibre. 

Dekorativt billede

Skrevet den. 11. august 2023

Har du tøj, dynebetræk og andet tekstil, som du vil af med, så skal du tage stilling til, om det er i god nok stand til at blive genbrugt af andre - eller om det er så ødelagt, så ingen andre vil bruge det.
De ”ubrugelige tekstiler” er tekstilaffald og kan afleveres sammen med dit øvrige storskrald. Disse tekstiler laves om til tekstilfibre, der bla. genbruges som fyld til autosæder og lignende.
 

Tøj til genbrug 

Er tekstilet funktionelt, rent og tørt skal du aflevere det til genbrug i de genbrugscontainere, som frivillige organisationer har sat op rundt om i kommunen, i en genbrugsbutik eller på genbrugspladsen. 
Hvis ikke dit tøj fejler noget, er det langt bedre for miljøet at give det videre til genbrug end til tekstilaffald.  

 
Tøj til tekstilaffald 

Er tekstilet ødelagt eller kan du ikke få ketchup-pletten af, skal tekstilet afleveres som tekstil-affald: Læg det i en gennemsigtig pose med knude og bestil afhentning af storskrald eller aflever posen på genbrugspladsen i beholderen med det lilla piktogram for ødelagt tekstil. Tekstilet skal være tørt, når det lægges i posen. Ødelagte sko og bælter skal ikke med i posen. De skal i restaffald.  

Læs mere om, hvordan du sorterer dit affald her