Lejres unge skal vise vejen til et ungt kulturliv

Hvad er et fedt kulturliv? Hvad inspirerer de unge og giver dem lyst til at skabe kultur sammen? Det ved de unge bedst selv, mener Lejre Kommune, der inviterer de unge til at være med til at uddele 100.000 kr. om året, øremærket til kultur for og af unge.

Skrevet den. 13. oktober 2022

”Der skal være kultur for de unge i Lejre Kommune,” siger Ida Dyhr, formand for Udvalget for Kultur, Fritid og Turisme i Lejre Kommune. ”Mere kultur, som de unge selv vælger og selv skaber med og for hinanden. Derfor har vi sat 100.000 kr. af til kulturprojekter, og de unge skal selv være med til at dele pengene ud.”

De unge skal med på råd

Kommunen nedsætter nu et Ungekulturråd, som skal rådgive kommunen om, hvad puljen på de 100.000 kr. skal bruges til. Rådet skal have fingeren på pulsen og vide, hvad de unge har brug for og lyst til, så de aktivt kan medvirke til at skabe gode ungemiljøer i kommunen.

”Det er superfedt, at vi nu helt konkret får mulighed for at påvirke udviklingen i Lejre,” Siger Alex Kjems Rasmussen, der er en af initiativtagerne bag projektet. ”Vi unge er rigtig gode til at komme med idéer, og vi ved jo bedst selv, hvad vi vil. Lad os hjælpe hinanden med at skabe et genialt kulturliv for de unge, og synliggøre vores initiativer både for hinanden og politikerne. Gennem Ungekulturrådet er vi med til at beslutte, hvad pengene skal bruges til. Det er da en vild motivation.”

Ungekulturrådet for ansvaret for at gennemgå de unges ansøgninger og indstille til Udvalget for Kultur, Fritid og Turisme, hvem der skal have del i de 100.000 kr., der fremover en gang om året vil blive uddelt til de unges egne kulturprojekter. Man kan søge puljen fire gange om året med op til 15.000 kr. pr. ansøgning.

”Det er nemt nok at sige, at alle har et ansvar for at være aktive medborgere,” siger udvalgsformand Ida Dyhr. ”Men det er vores opgave som kommune at gøre det muligt at deltage aktivt – også for børn og unge. Det gør vi med Ungekulturrådet. Vi giver de unge en stemme og konkret indflydelse. Vi har været i dialog med Lejres unge og hentet erfaringer fra andre kommuner, og nu har vi en model baseret både på andres erfaringer og de unges egne ønsker. Når vi ser resultaterne af dette projekt, er jeg sikker på, at vi som kommune vil få lyst til at inddrage de unge på andre områder også. Det er dem, der er fremtiden, og de skal være med til at vise vejen.”

Ungekulturrådet kommer til at bestå af unge mellem 15 og 25. Lejre Kommune forventer, at rådet mødes første gang til november. Rådet bliver forankret som et samarbejde mellem ungdomsskolen, Futureland og administrationen i Center for Kultur og Fritid.

Kom til kickoff d. 27. oktober

Lejre Kommune inviterer alle interesserede unge mellem 15 og 25 år til kickoff i Hvalsø Kulturhus d. 27. oktober kl. 18.00-20.00. Eventet byder på inspirerende oplæg fra andre ungeråd og unge, der selv har erfaring med at skabe kulturprojekter for andre unge. Eventen henvender sig især til unge, der gerne vil starte et kulturprojekt sammen med andre unge, og unge, der gerne vil være med i Ungekulturrådet.

Alle andre interesserede og også velkomne.