Lejre Kommune får ny presse- og kommunikationsansvarlig

Skrevet den. 18. februar 2021

Lejre Kommune er glade for at kunne byde Jesper Benzon Jørgsholm velkommen som kommunens nye presse- og kommunikationsansvarlige.

Jesper har mere end ti års erfaring både som journalist på bl.a. DR Nyheder og som kommunikatør i en række offentlige institutioner og interesseorganisationer; Miljøstyrelsen, Fødevarestyrelsen og Danske Patienter. Jesper har endvidere været presseansvarlig i Danmarks Apotekerforening.

”Jesper har lige den faglige spændvidde og erfaring, vi har brug for,” udtaler kommunaldirektør Inger Marie Vynne.

”Som presseansvarlig bliver det Jespers opgave at fortsætte og styrke det gode samarbejde, vi har med medierne i Lejre Kommune og omegn. Som kommunikationsansvarlig vil vi blandt andet nyde godt af Jespers erfaring med de sociale medier. Og som kollega og medarbejder får vi med Jesper en udpræget holdspiller. Vi glæder os til samarbejdet!” siger kommunaldirektøren.

Udover sin journalistuddannelse har Jesper en bachelorgrad i historie og en fortid som spejder. Begge dele regner han med at bringe i spil i sit kommende job:

”Jeg holder meget af at bevæge mig rundt i naturen, ofte med et fortidsminde som mål. Og når jeg er på tur med familien, bliver kone og børn tit mere eller mindre frivilligt slæbt med på ruinjagt. Så jeg ser det som et kæmpe privilegium at komme til at arbejde for en kommune som Lejre, der netop har smuk natur og unik historie som en markant del af sit DNA,” siger Jesper Benzon Jørgsholm.

Jesper tiltræder 1. marts.

Yderligere oplysninger
Projektdirektør Elsebeth Kirk Muff
Sekretariat & Implementering
Udvikling & Kommunikation
Telefon: 4058 5299
E-mail: elmu@lejre.dk

Fra 1. marts 2021:
Jesper Benzon Jørgsholm
4030 7722