Høring af ny Folkeoplysningspolitik

Et bredt udbud af forenings- og aftenskoletilbud og en målsætning om, at 50% af alle borgere er medlem af mindst en forening. Det er nogle af ambitionerne i Lejre Kommunes kommende Folkeoplysningspolitik. Kom med din mening inden 20. december.

Skrevet den. 22. november 2023

Lejre Kommune har en vision om et rigere liv, og det opnås bl.a. gennem de aktiviteter, som tilbydes af foreninger, aftenskoler og selvorganiserede grupper. Folkeoplysningspolitikken beskriver rammerne for Lejre Kommunes arbejde med folkeoplysningsområdet.

Folkeoplysningsudvalget har udarbejdet en ny Folkeoplysningspolitik, som har øget fokus på fællesskaber og netværk på tværs. Målsætningerne i politikken er:

  • At der er et bredt udbud af aftenskoletilbud i form af undervisning og foredrag
  • At der er et bredt udbud af foreningstilbud i form af både bevægelse og sociale/kulturelle aktiviteter
  • At der er et bredt og varieret udbud af foreninger og selvorganiserede grupper
  • At der er tidssvarende tilbud til kommunens borgere
  • At 50 % af alle borgere i Lejre Kommune er medlem af mindst en forening
  • At foreninger og aftenskoler samarbejder for at sikre det bredeste udbud til kommunens borgere

Du kan læse hele den nye Folkeoplysningspolitik her

Kommunalbestyrelsen har besluttet at sende den nye Folkeoplysningspolitik i høring, og indtil den 20. december 2023 kan du afgive dit høringssvar.

Afgiv dit høringssvar her

Efter endt høring vil evt. ændringer blive indarbejdet, hvorefter politikken skal godkendes endeligt af Kommunalbestyrelsen.