Social- og sundhedsuddannelserne

Har du lyst til at arbejde på social- og sundhedsområdet?

På social- og sundhedsuddannelserne får du en grundlæggende viden om at give både praktisk og personlig hjælp. Du lærer desuden om sygepleje- og omsorgsopgaver og om, hvordan du kan planlægge aktiviteter, der styrker helbredet og forhindrer sygdomme. Du lærer også at evaluere dine arbejdsprocesser.

Luk alle
Åben alle

Social- og sundhedsuddannelserne veksler mellem praktikperioder og skoleforløb på en erhvervsskole. I praktiktiden bliver du oplært i de arbejdsopgaver, som hører til uddannelsen. Praktikken foregår på en arbejdsplads i Lejre Kommune.

To uddannelser
Du kan vælge enten at uddanne dig som social- og sundhedshjælper eller som social- og sundhedsassistent.

  • Som social- og sundhedshjælper arbejder du med ældre borgere, der bor i egen bolig eller på plejehjem. Du taler med borgerne og hjælper dem. Jobbet som social- og sundhedshjælper indeholder mange praktiske opgaver. Du ordner rengøring, indkøb, vask og madlavning. Du hjælper også med den personlige pleje som fx bad og toiletbesøg. Du skal også lægge mærke til, om borgerne bliver mere svage og har brug for flere besøg af dig, eller har behov for at inddrage andre faggrupper som fx social- og sundhedsassistenten.

  • Som social- og sundhedsassistent udfører du sygeplejeopgaver både i Lejre kommune og i det regionale sundhedsvæsen. Du kan arbejde både på plejecenter, i hjemmeplejen, i psykiatrien og på sygehusene. En social - og sundhedsassistent arbejder med grundlæggende sygepleje, alene og tværfagligt. Social- og sundhedsassistenter bliver som færdiguddannede autoriserede, så der følger et stort ansvar med uddannelsen.

Der er flere måder at begynde uddannelserne på. Det afhænger af din baggrund, når du starter:

Direkte fra 9. eller 10. klasse
Hvis du går i gang direkte efter 9. eller 10. klasse eller inden 1. september året efter, at du er gået ud af skolen, begynder du normalt på et grundforløb, der varer 1 år (2 X 20 uger, grundforløb 1+2).

Under 25 år
Er det mere end et år siden, du har forladt 9. eller 10. klasse, og er du under 25 år, begynder du din uddannelse i grundforløbets 2. del (20 uger).

Over 25 år
Er du fyldt 25 år, kan du begynde på uddannelsen efter en kompetencevurdering. Din uddannelse tilrettelægges individuelt og afhængigt af dine erfaringer. Kompetencevurderingen foretages af den erhvervsskole, du bliver optaget på.

Du får løn under hele din uddannelse.

Løn- og ansættelsesvilkår under uddannelsen er efter gældende overenskomst mellem KL og FOA.

Hvis du er over 25 år, har du mulighed for at få voksenløn, når du uddanner dig til social- og sundhedshjælper.

Hvis du er over 25 år, og vil uddanne dig til social- og sundhedsassistent, kan der være mulighed for voksenløn, hvis du opfylder de formelle krav.

I Lejre Kommune uddanner vi elever med udgangspunkt i vores personalepolitiske værdigrundlag, der bygger på værdierne DIALOG, UDVIKLING OG INDFLYDELSE.

Som elev i Lejre kommune får du en meningsfuld arbejdsdag, hvor vi uddanner dig til selvstændigt at udføre grundlæggende sundheds- og sygeplejeopgaver i et læringsmiljø, hvor dine kompetencer gradvis udvikles i takt med dit uddannelsesniveau.

Du vil opleve:

  • Ar der er trygge rammer til at udvikle dine kompetencer, så du gradvist kan varetage mere komplicerede opgaver.
  • At lysten og motivationen for uddannelsen stimuleres gennem indflydelse og ansvar på dine egne opgaver.
  • At du har mulighed for at deltage i et fagligt funderet praksisfællesskab.
  • At det respekteres, at du er under uddannelse og er i en læringsproces.
  • At der er tid og rum til kompetenceudvikling gennem refleksion og vejledning.
  • At uddannelsen varetages kompetent og af veluddannede vejledere.

Du kan læse mere om social- og sundhedsuddannelserne på Uddannelsesguidens hjemmeside.

Hvis du vil vide mere om at være elev hos os, er du velkommen til at kontakte vores uddannelseskoordinator.