Mød din nye nabo

Her kan du få et indblik i, hvem der bor i Lejre, og hvem der muligvis bliver din nye nabo.

Film

Luk alle
Åben alle

Dem, der bor i bofællesskab

Sesilje og Hugin bor i bofællesskabet Frikøbing i Hvalsø med deres familie. Frikøbing er et bæredygtigt bofællesskab bestående af 22 husstande fordelt på 20 grunde. Konceptet har været under udvikling siden 2007 og består i dag af 39 voksne og 24 børn. Her fortæller Sesilje og Hugin om, hvordan det er at bo i bofællesskab og have en hverdag sammen med en masse andre familier. 

Se filmen

Du skal være opmærksom på, at "Youtube" sætter en eller flere cookies på din enhed, hvis du klikker videre for at afspille videoen

Dem, der er iværksættere

Lars bor i Glim med sin familie. Han ejer Olsen Frugt, som er en virksomhed, der er baseret på en æbleplantage med 700 æbletræer. De fleste af æblerne går til most- og cider- og frugtvinsproduktion. Her fortæller han om, hvordan det er at være iværksætter i Lejre Kommune. 

Se videoen

Du skal være opmærksom på, at "Youtube" sætter en eller flere cookies på din enhed, hvis du klikker videre for at afspille videoen

Dem, der pendler

Anja og Mads bor i Lejre med deres børn. De kommer begge to oprindeligt fra Lejre/Roskilde området og da de flyttede fra København, var de derfor enige om, at det var her de skulle bo. Anja arbejder i København og pendler med toget frem og tilbage hver dag. Her fortæller Anja om, hvordan det er at bo i Lejre Kommune og være pendler. 

Se videoen 

Du skal være opmærksom på, at "Youtube" sætter en eller flere cookies på din enhed, hvis du klikker videre for at afspille videoen

Dem, der er frivillige

Susanne er født og opvokset i Kirke Hyllinge. Hun bor sammen med sine to teenagesønner og familien benytter i høj grad de lokale fritidsaktiviteter. Susanne er b.la. træner i Kirke Hyllinge badmintonklub, hvor hun tilbringer en del af sin tid. Her fortæller hun om, hvordan det er at bo i Lejre Kommune og være frivillig i de lokale foreninger. Her fortæller Susanne om, hvordan det er at have boet i Lejre Kommune gennem årene og nu se sine teenagere vokse op her. 

Se videoen 

Du skal være opmærksom på, at "Youtube" sætter en eller flere cookies på din enhed, hvis du klikker videre for at afspille videoen

Portrætter

Luk alle
Åben alle

Claus står bag iværksætterhuset Spor 3

Claus Langer: 46 år, bor i Hvalsø og er iværksætter og partner i iværksætterhuset SPOR 3.

Tanken om at lave noget, der hvor vi bor og slippe for pendlingen - det var en fed tanke. Vi vil gerne skabe et rum, hvor man kan mødes med andre i samme situation, og vi ville gerne bidrage til andre med vores viden samt de rigtige rammer for udvikling”.

1. juni 2017 kunne Claus og Kristian slå dørene op til iværksætterhuset SPOR 3 ved Lejre station i den gamle bygning Lageret. Her kan pendlerne til Roskilde og København få en kaffe med om morgenen og lokale iværksættere lejer sig ind og får sparring, netværk og en kontorplads. 

Blev inspireret af vennepar 

Claus og hans kone flyttede i 2005 fra København til Hvalsø med deres tvillingedøtre. Lejligheden var blevet for trang, og da et vennepar flyttede til området, tog de springet og flyttede til et parcelhus i Hvalsø. Claus havde to år forinden startet et firma op sammen med partnerne Kristian Emborg og Lasse Sigdal. Det var en make-it-or-break-it tid, men firmaet voksede til en succesfuld 800 mands virksomhed. I 2015 solgte de tre partnere virksomheden, og Claus tog et år ud af kalenderen, hvor han gik og lavede gør-det-selv projekter og udtænkte nye idéer sammen med Kristian Emborg. Et år forinden var familien flyttet ud på en gård udenfor Hvalsø og havde realiseret drømmene om heste, høns, hunde, katte og kvæg. 

Kogræsserlaug og frivilligt arbejde

Claus er ved at samle et par naboer til et kogræsserlaug, som skal give medlemmerne lokal og dyrevenlig kvalitetskød. Claus har i flere år været bestyrelsesmedlem i Hvalsø Kulturnat og kasserer i musikforeningen Kulturkaravanen. Claus nyder det frivillige arbejde i lokalsamfundet, som er en god modsætning til bundlinjetænkningen i de virksomheder, som han også er en del af.

Når Claus ikke er i gang med etableringen af SPOR 3, med frivilligt arbejde i Hvalsø, eller med køerne på marken, kan han opleves i aktion som guitarist med sit punkband De Tunge Punge, der hylder provinslivet med sangtitler såsom Flexlån og Stillezone. 

Charlotte holder af fællesskabet i lokalområdet

Charlotte Riis: 32 år, bor i Kisserup og er gartner på Pometet og selvstændig grøntsagsavler.

”Jeg er jo vildt glad for, at der er blevet lavet de fredninger, for her er jo så smukt. Det var det, der tiltrak mig ved stedet. Men hvis de forsøger at fastholde stedet i en frilandsmuseumsagtig tilstand og samtidig skabe levende landsbyer, må vi prøve at finde ud af, hvad kernen er i det, vi ønsker os? Hvad vil vi gerne bevare?" 

Det var landskabet i Lejre, som tiltrak Charlotte og fik hende til at overveje at flytte til Lejre. Og da hun gik med drømme om at blive selvstændig, læste hun om Kommunens stærke økologiske profil.

Det sociale og forbindelsen til byen

Stationen og forbindelsen til byen betyder, at Charlotte og Kasper stadigvæk kan dyrke deres kunst- og musikinteresser i byen. Og Charlotte nyder at komme på musikstederne Beta og Loppen, hvor hendes favoritbands spiller.

Når Kasper er væk på turné, bruger Charlotte naboernes hjælp. Hun holder af muligheden for fællesspisningerne, sommercaféerne, loppemarkederne, fællestraileren og festteltet med borde, bænke og guirlander - og ikke mindst Folkemosteriet, hvor alle i Lejre kan moste deres frugt. Det hjælper i hverdagens logistik at være med i et fælles grøntsags- og fiskeindkøb, hvor alle i Kisserup kan hente deres ugentlige kasse i et fælles køleskab i busskuret.

Fra København til nedlagt skole i Kisserup

Charlotte voksede op i København og senere i et rækkehuskvarter i Hørsholm. Det er langt fra den Villa Villa Kulla-agtige nedlagte landsbyskole i Kisserup, som hun købte med sin mand Kasper i 2015. Stik imod manges råd om at investere i et gammelt et hus, gik de i gang med at grave ud og sætte i stand. Med huset kom også lysten til at få børn. Snart kom Charlotte og Kaspers søn til verden blandt murbrokker, høns og kirsebærtræer i det halvt istandsatte hus i Kisserup.

Det lå ikke i kortene, at Charlotte skulle finde sin passion inden for gartnerfaget, for økologiske fødevarer og frugttræernes verden. Som ung var Charlotte omkring kunstskole og var en del af musikmiljøet i København. Men hun opdagede, at det der tændte hende, var håndværket. Uddannelsen til gartner blev en åbenbaring for Charlotte, der efter studiet arbejdede et par år med bygforædling på Carlsbergs Forsøgscenter. I dag arbejder hun på Pometet i Taastrup, hvor hun nyder at være udenfor og bruge sine hænder. 

Drømmen

Charlotte fik ikke godkendt sin ansøgning om at lave en frugtplantage på grund af det fredede område omkring Kisserup. Charlottes plan er at få gang i sin virksomhed med salg af økologiske grøntsager og tilbyde workshops og kursusvirksomhed i havebrug.

Henrik er Landmand og leverandør til NOMA

Henrik Byrial: Lejre, CEO i Byrial Aps, leder af en forskergruppe, landmand og bærproducent.

"Jeg prøver at lære børnene det, jeg gerne ville have haft, der var én, der fortalte mig, da jeg var ung. Jeg prøver at fortælle dem om økologien. Det er ikke kun teknikken, men vi prøver at få dem til at mærke jorden og få dem til at forstå, at vi er en del af økologien gennem vores handlinger og den måde, vi arbejder på i haven. Vi prøver på alle mulige måder at vise, at vi er en del af det her. Det er ikke bare brug og smid væk. "

Da Henriks døtre gik på Allerslev Skole, fik han idéen til at lave skolehaver på en af sine marker. Idéen bed sig fast i to af lærerne og siden har alle fjerdeklasser brugt en del af deres Natur-og Tekniktimer på Henriks marker. Børnene starter med at øve mindfulness hos Henriks samarbejdspartner Christina og kommer derefter ud i marken med Henrik og lærerne. I løbet af sæsonen forbereder de jorden, sår, vedligeholder og høster grøntsager. Henrik holder også foredrag om det at opfinde for børnene. 

Passionen for planter startede tidligt

Som 13 årig købte Henrik 100 kyllinger, fodrede dem op, satte en annonce i avisen om dørsalg af friske kyllinger, og huggede hovedet af hønen, når kunderne kom for at købe frisk kød. Henrik har altid været tændt af en iværksætterild. Den har eksisteret sammen med interessen for at dyrke planter og rode i jorden. Henrik drev stort set forældrenes gård Vibevadgaard i Lejre Ådal, fra han var 15 år. Det førte ham ind på landbrugsuddannelsen, hvor Henrik ikke følte, han lærte nok om planterne og det, der skete i jorden.

Ved siden af arbejdet på Vibevadgaard tog han en HF via selvsstudier og søgte som 22-årig ind på Landbohøjskolen. I studieårene åbnede planternes verden sig for ham. Han blev interesseret i biokemien og i den gruppe af stoffer i planterne, som har betydning for menneskers sundhed. Det ledte ham videre til en Ph.d. om planternes duftstoffer. Efter P.hd’en fik han arbejde som forskergruppeleder på Fyn, hvor han boede i en del år.

I 1996 overtog Henrik og hans daværende kone gården i Lejre fra Henriks forældre. Han kom dengang tilbage til et Lejre, som havde forandret sig drastisk med de mange knopskydninger og nye udstykninger. Det kan godt bekymre ham, at landsbyerne næsten vokser sammen, for de har hver især deres unikke identitet. 

Hovedleverandør til Noma og forskningsgruppeleder

På ottende år dyrker Henrik forskellige typer bær på Vibevadgaards marker og er hovedleverandør af bær til Noma. Han eksperimenterer med krydsninger af aronia med andre mørke bær og producerer aroniapulver og aroniajuice. Han er desuden leder af et forskningsprojekt ved Regionshospitalet i Horsens. Her indgår Aronia-pulveret i et klinisk forsøg, der undersøger aronias effekt på kolesteroltal, oxidativ stress, og mænds sædkvalitet. Ved siden af sin forskning har Henrik altid været spirituelt interesseret. Hans spirituelle praksis har rødder i den kristne tradition, den nordiske shamanisme og buddhismen. 

Anette brænder for foreningslivet

Anette Høgh Sonnichsen: 47 år, mentor og arbejder med rådgivning om innovation i uddannelsessystemet på Teknologisk Institut. Hun er med i FC Lejres sponsorudvalg og underviser pårørende til demens.

”Vi vil gerne have, at der kommer folk ned på banerne – også når det er seniorerne. Der er kolde øl og vand, og selvom man ikke interesserer sig for fodbold, vil man altid møde nogen. Og det kan jo godt være lidt svært i Lejre at finde ud af, hvor der sker noget. Jeg synes, at vi har et ansvar i klubben for at præge lokalsamfundet positivt”. 

Hele familien har været engageret i FC Lejre, siden deres børn begyndte til fodbold. Annette er koordinator for et sponsorteam, og hun har bagt et utal af kager, sørget for fælleskørsel til klubarrangementer og arrangeret fællesspisning i klubben. En del af klubbens nye sponsorstrategi er at finde nye måder, klubben og det lokale erhvervsliv får glæde af hinanden. Det har ført til en VIP sponsorlounge i miniformat på stadion i form af en VIP bænk, fadøl og grillpølser til aftener med vinsmagning i Lejres kulturhus Domus Felix.

FC Lejres værdisæt, fodbold, frirum og fællesskab, skal ikke bare gælde fodboldspillerne på banen, men også familierne og lokalsamfundet. Hvert år omsætter 150 frivillige for halvanden million kroner, når klubbens bod på Roskilde Festival sælger burgere - et arrangement, som Anette står for at organisere.

Fra København til natur, idrætsfaciliteter og tættere på familien

Annette og manden Dennis flyttede til Allerslev i 1999. Før det boede de i Nyboder i 10 år. De nære relationer til naboerne var med til, at de blevet boende så længe i København. Da Dennis ikke længere var i Søværnet, fandt de en byggegrund i udstykningen Sandbanken i Lejre og byggede et nyt hus.

Anette pendlede dengang til Dansk Industri på Rådhuspladsen, så det var vigtigt for valget af Lejre, at der var en togstation. Men det var også vigtigt med natur, idrætsfaciliteter og at komme tættere på Anettes forældre i Ejby. Pendlertiden var svær i starten, men den blev opvejet af den hjælp, de fik fra naboer og fra et par unge piger, der kunne hjælpe med at hente børn om eftermiddagen. Succes. 

Rikke driver et bi-skoleprojekt

Rikke Bøhm Madsen: 33 år, bor i Hvalsø, er skolelærer og driver et bi-skoleprojekt i samarbejde med Hvalsø Bibliotek og Vores Hvalsø.

Hele den her grønne tanke, der er i Hvalsø, er også en del af Biskolen. Vi snakker jo meget om, hvordan vi kan bruge miljøet her. Hvad kan vi gøre med bymiljøet, så det bliver muligt for forskellige mennesker at bruge det? Er det en legeplads, der skal til? Er det en biskole? Eller er det en anden måde at bruge søområdet på?”  

Rikke meldte sig til Biskole-samarbejdet med Hvalsø Bibliotek. Hun så en mulighed for læring og formidling uden for klasseværelset, hvor teori viger pladsen for praktik. Eleverne passer bierne, dronningen, bitavlerne og gør klar til overvintring om efteråret. De slynger honningen og står for logistik og håndtering af honningetiketter og salg af honningen, som går til klassekassen. Noget af undervisningen foregår på biblioteket, hvor biavlere underviser elever og borgere. Bysamarbejdet i Hvalsø har støttet projektet og biblioteket spillede en central rolle i arbejdet med fondansøgninger.  

Hænderne i jorden og en kreativ sjæl

Rikkes trang til at få hænderne i jorden og gro egne grøntsager stiller hun i en nyttehave i Haveforeningen Solvang. Der er heldigvis også plads til et lille hønsehold. Rikke er kreativ. Hun har altid tegnet og malet. Og inden hun blev lærer, stod hun i flere år for det kreative værksted i en SFO. Rikkes tre børn har haft glæde af Rikkes hjemmelavede fastelavnskostumer, når Rikke har sluppet de kreative evner løs. 

Rikke bor med sin kæreste og tre børn få minutters gang fra Hvalsø skole, hvor hun er lærer. Rikke er født og opvokset i Kirke Eskilstrup syv minutters kørsel fra Hvalsø. Siden har hun boet i de små landsbyer i området med sin mand, som er anlægsgartner. 

Mulighederne for indkøb, togforbindelser og kulturtilbuddene i den større by Hvalsø er kommet positivt bag på hende. Familien bruger biblioteket, biografen og deltager ved arrangementer i byen.

En drøm om mere plads

Rikke og hendes mand fik børn i en tidlig alder, og for at få mere økonomisk overskud flyttede familien til et rækkehus i Hvalsø. Familien drømmer om at rykke ud af byen for at få mere plads til at udfolde sig på. 

Qutaiba og Reem kom hurtigt i Job

Qutaiba og Reem Alhusein: begge 51 år, uddannede farmaceuter og arbejder hos Convatec.

I begyndelsen var det lidt svært på grund af sproget. Vi kunne ikke rigtig komme i kontakt med danskerne. De var ikke vandt til udlændinge i Ejby, men efterhånden kontaktede de os og spurgte om Syrien, krigen og Isis. Nu ved de mere om os. Og vi tilmelder os til julefest og sommerfest i fælleshuset, hvor vi altid prøver at være med og hygge os."

Qutaiba og Reem søgte mange slags stillinger som farmaceuter på Novo Nordisk og andre medicinske firmaer, men også job som eksempelvis parkeringsvagter, lagerassistant. Men det var svært at få job på grund af sproget. I december 2016 fik Reem og Qutaiba, gennem Jobcenteret I Lejre Kommune, to praktikstillinger hos Convatec i Osted. Et firma der sælger medicotekniske produkter. Hos Convatec har Reem og Qutaiba genfundet lidt af den multikulturelle stemning, de kommer fra i Syrien. Men heldigvis insisterer chefen på at tale dansk til Reem og Qutaiba, som i dag taler flydende på dansk. Næsten. 

Fra Syrien til Ejby

I 2013 flygtede Reem og Qutaiba og deres to døtre Sham og Nada fra Syrien til Tyrkiet. De efterlod et liv som byens apotekere med et stort netværk i den nordsyriske by Al Hasakeh, der er på størrelse med Roskilde. Det liv de levede i deres hus i Al Hasekeh, svarer på mange måder til det liv, de lever i rækkehuset i Ejby. Der er dog ikke så mange etniciteter og religioner til stede i Ejby, som der var det i Al Hasekeh. Mangfoldigheden i byen var en naturlig del af hverdagen og i familielivet. Det var vigtigt for Qutaiba og Reem, at deres døtre oplevede mennesker med forskellige baggrunde og kulturer.

Fra Tyrkiet kom de til Sverige. Fra Sverige fik de muligheden for at komme til Danmark, hvor Qutaibas bror har boet i 28 år. I Danmark blev de modtaget i Center Sandholm og sendt til et familiecenter i Ramsing i Skive. Familien fik politisk asyl i Danmark og d. 18. december 2013 kunne de flytte ind i et rækkehus i Ejby. De gik på sprogskole sammen med døtrene. Pigerne lærte lynhurtigt sproget og rettede i et væk på deres forældres udtale. I dag går døtrene på Himmelev Gymnasium og VUC i Roskilde.