Jeres barn er altid sikret en plads på distriktsskolen. Kommunalbestyrelsen besluttede på møde den 30. oktober 2023, at der fremover skal gælde samme regler for optagelse i børnehaveklasse som for 1.-9. klasse for elever udenfor skoledistriktet. Det vil sige, at reglerne for optagelse vil være følgende:
Elever bosiddende i andre skoledistrikter i Lejre Kommune eller elever bosiddende i andre kommuner har ret til at blive optaget på en skole i Lejre Kommune under forudsætning af, at elevtallet på klassetrinet ikke overstiger 24 elever pr. klasse efter indskrivningen af eleven.
Hvis der samtidigt foreligger ønske om optagelse fra flere børn, end der er plads til på det pågældende klassetrin, så optages børnene i rækkefølge efter følgende kriterier:
1. Børn bosiddende i Lejre Kommune går forud for børn bosiddende i andre kommuner.
2. Søskende til elever, der allerede er optaget på den pågældende skole, går forud for andre.
3. Børn optages i rækkefølge, således at det barn, der bor nærmest skolen, optages først.
Folketinget har den 30. november 2023 vedtaget ny lov vedr. sænkelse af klasseloftet i børnehaveklassen og på 1.-2. klassetrin. Fra skoleåret 2024-2025 må der derfor maksimalt være 26 elever i klassen ved skoleårets begyndelse i børnehaveklassen. Fra 2025-2026 vil det nye klasseloft også gælde for 1. klassetrin og fra 2026-2027 for 2. klassetrin. Kommunalbestyrelsen i Lejre Kommune har derfor besluttet, at elevtallet i børnehaveklassen fra skoleåret 2024-2025 ikke må overstige 22 elever pr. klasse efter indskrivningen af en elev udenfor skoledistriktet.
Hvis I søger en anden skole fx i en anden kommune eller en privatskole, er det denne anden skole, der skal give besked om, hvorvidt jeres barn får en plads.