Brug de grønne poser til dit madaffald

Du må ikke bruge andre poser til dit madaffald, end dem du har fået udleveret

Derfor skal du bruge madaffaldsposerne

De grønne poser gør det lettere for skraldemanden at se, om der er fejlsorteret affald i beholderen til madaffald. Det er med til at sikre, at fraktionen holdes ren, så affaldet kan genvendes på bedste vis.

Poserne er desuden 100 % bionedbrydelige og komposterbare. De består af tre bestanddele: majsstivelse, PLA og PBAT, og indeholder derfor også fossilt plast. Sammenlignet med almindelige plastikposer indeholder madaffaldsposerne dog 30 % færre petrokemikalier (kulbrinter, der primært fremstilles af råolie).

Selvom poserne er bionedbrydelige, bliver de ikke helt opløst, før de ankommer til modtageranlægget. På anlægget bliver poserne sprættet op og blandet op med vand, mens der røres rundt. Når der er dannet en ensartet pulp bliver størstedelen af det, der ikke har opløst sig siet fra. Det gælder blandt andet den del af de grønne poser, der endnu ikke er opløst. Pulpen bliver herefter bioforgasset, og restproduktet bliver brugt som gødning på landbrugsjorden.

De grønne poser er på den måde med til at hindre, at der havner ikke-nedbrydeligt plastik i det færdige produkt. Vi kan derfor være sikre på, at der ikke kommer plastik ud på landbrugsjorden, som tager meget længere tid at nedbryde, end det bionedbrydelige plast, som de grønne madaffaldsposer består af.

Se en film, der viser hvordan modtageranlægger fungerer, og hvordan madaffaldsposerne bliver frasorteret.

Behandling af madaffald er et område, hvor udviklingen går hurtigt med ny viden og teknologi. Vi holder os derfor løbende opdateret, så vi er sikre på, at de poser vi vælger både gavner miljøet og borgerne i Lejre Kommune. 

Er du løbet tør for poser?

Hvert år får alle husstande udleveret 200 madaffaldsposer. Hvis du allerede er løbet tør for poser, kan du bestille ekstra 100 poser ved hjælp af selvbetjeningen.

Bestil poser til madaffald

Boligforeninger har mulighed for at bestille en kasse med poser. Er du affaldsansvarlig som f.eks. vicevært, ejer, formand for ejerforeningen eller lignende, så skriv en mail til affaldoggenbrug@lejre.dk, så kan vi bestille en kasse med madaffaldsposer til dig.

Synes du poserne er for små?

De poser du har fået udleveret rummer 10 liter. Fremover bliver poserne en smule større og kommer til at rumme 15 liter, så det bliver lidt nemmere at slå knude på posen.

Hvis du har en skraldespand uden skillerum er det muligt at få ekstra store poser til madaffaldet. Skriv en mail til affaldoggenbrug@lejre.dk med dit ønske, og vi vil vende tilbage med hvilke muligheder, der er.

Hvis du har todelte skraldespande, kan du ikke få de samme store poser til madaffald, da vi skal være sikre på, at poserne ikke kiler sig fast i det lille rum til madaffald.