Kvalitetsstandarder for voksen social området

Kvalitetsstandard for servicelovens § 104 (aktivitets- og samværstilbud)

(Åbn pdf til print)

 Vedtaget i udvalget for Social Sundhed & Ældre den 11. august 2025

 

1.     Lovgrundlag

Et aktivitets- og samværstilbud er et tilbud der er med til at opretholde eller forbedre færdigheder eller livsvilkår hos mennesker med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer, via stimulerende aktiviteter i samvær med andre.

Der er tale om en betydelig nedsat funktionsevne, når en borger ikke - eller kun i meget begrænset omfang, kan bevæge sig og udføre almindelige dagligdags opgaver som f.eks. personlig pleje, madlavning, rengøring og transport.

Vurdering af funktionsevnen ses oftest i forhold til, hvad personer af samme alder og køn er i stand til.

2.     Formål

Formålet med et aktivitets- og samværstilbud er som udgangspunkt et eller flere af følgende:

  • At øge din livskvalitet gennem muligheden for at have en meningsfuld hverdag med indhold, struktur og sociale relationer
  • At vedligeholde, stimulere og udvikle dine psykiske, fysiske eller sociale funktioner i samvær med andre
  • At støtte dig i at opnå identitet, selvværd og tryghed
  • At træne og guide dig i brug af egne ressourcer
  • At sigte på hjælp til selvhjælp på det praktiske og personlige plan

 

3.     Målgruppe

For at være i målgruppen for et aktivitets- og samværstilbud skal du:

  • Du skal være over 18 år med betydeligt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer
  • Dit behov for støtte skal være afledt af din betydelige funktionsnedsættelse eller særlige sociale problemer.

 

Lejre Kommune anvender voksenudredningsmetoden VUM – til at vurdere dit fysiske og/eller psykiske funktionsniveau og særlige sociale problemer. Se link til VUM-metoden her.

 

Lejre Kommune tilbyder i udgangspunktet ikke aktivitets- og samværstilbud til dig:

  • Som ikke selv med støtte kan, eller ønsker at indgå i samvær med andre.
  • Som har ingen, lette eller moderate problemer på de konkrete områder, der ydes socialpædagogisk støtte til (funktionsniveau A-C)
  • Som kan få løst dine udfordringer på anden vis, herunder gennem hjælp og støtte fra civilsamfundet, som fx frivillige, organisationer, foreninger, klubaktiviteter eller fra anden lovgivning mv.

 

Der skal dog altid foregå en konkret individuel vurdering af dine ressourcer og behov.

 

Hvis du ikke er i målgruppe for et aktivitets- og samværstilbud

  • Lejre Kommune har et tilbud der hedder Huset Horseager, som er et værested for dig, der har psykiske problemer. I Huset Horseager er der mulighed for at være sammen med andre mennesker der er psykisk sårbare. Du behøver ingen henvisning for at benytte Huset Horseager.

4.     Indhold- hvad kan du få bevilget

Indholdet i aktivitets- og samværstilbud er varierende og tager udgangspunkt i de mål, du har været med til at sætte.

Eksempler på aktiviteter der indgår i aktivitets- og samværstilbud:

  • Idræt og motion
  • Kreative færdigheder
  • Vejledning og støtte til udvikling af færdigheder
  • Socialt samvær
  • Natur og kulturoplevelser
  • Medie
  • Musik, drama og dans
  • Posthåndtering: Læsning af post, hjælp til svar af post, hjælp til dialog med offentlige myndigheder og digital posthåndtering (under forudsætning af, at borger selv kan logge ind med MitID)
  • Økonomistyring: Økonomiforståelse, betaling af regninger, budgetlægning mv.
  • IT-håndtering: Apps der kan hjælpe i hverdagen
  • Sociale-netværk forståelse

 

Aktivitets- og samværstilbud defineres i udgangspunktet som et dagtilbud.

 

Hvad indgår ikke i støtten:

  • Ledsagelse til aktiviteten efter servicelovens § 97

Pris

Selve aktivitets- og samværstilbuddet er gratis for dig, men der kan være udgifter til materialer, forplejning, ture og arrangementer, som du selv skal betale.

Samarbejde mellem leverandører af tilbud efter § 85 (støtte i eget hjem), § 107 (midlertidigt ophold) eller § 108 (længerevarende ophold)

Hvis du modtager andre ydelser efter serviceloven, skal indsatsen tilrettelægges i et samarbejde mellem de tilknyttede leverandører.

Kørsel til og fra et visiteret aktivitets- og samværstilbud

Lejre Kommune afholder udgiften til kørsel for borgere med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Det skal fremgå af § 141 handleplanen for indsatsen, om du er bevilget transport og hvilket transportmiddel du er blevet bevilget. Bevilget transport afholdes af Lejre Kommune, men administreres som udgangspunkt af tilbuddet.

 

5.     Hvad kan du ikke få

Hvis du modtager andre ydelser efter serviceloven, udmåles indsatsen i en sammenhæng. Dette betyder, at når du ønsker et aktivitets- og samværstilbud på baggrund af et behov, vil din rådgiver afdække om du allerede modtager støtte til det behov på anden vis. Viser det sig at dit behov er dækket tilstrækkeligt, vil du ikke kunne få endnu en indsats, uden at den igangværende indsats vurderes på ny og muligvis tilpasses. Det kan også betyde at du ikke er berettiget til et §104 tilbud, hvis allerede er tilstrækkeligt kompenseret på anden vis.

Omfang af ydelsen tildeles ud fra en individuel vurdering af dine ressourcer og behov, og skal ses i sammenhæng med øvrige visiterede ydelser. Konkret aftales omfanget på baggrund af individuelt skøn af dine behov, muligheder og evner.

Omfanget kan variere f.eks.

  • ½ plads svarende til 2 dage om ugen
  • ¾ plads svarende til 3 dage om ugen
  • 1/1 plads svarende til 4-5 dage om ugen

Vær opmærksom på, at ikke alle leverandører har aktivitetstilbud alle dage.

 

6.     Varighed

Som udgangspunkt er visitation til et § 104 tilbud uden en ophørsdato. Dog foretages løbende en vurdering af, hvorvidt du profiterer af tilbuddet, herunder stillingtagen til indsatsens omfang i sammenhæng med øvrige serviceydelser, som kan variere.

Når du fylder 67 år, afdækkes det i samarbejde med dig, om du fortsat har et behov for tilbuddet.

Ved gentagne afbud fra din side, vil din sagsbehandler altid gå i dialog med dig og leverandøren for at afdække årsagen hertil, og det vil blive vurderet, om tilbuddet skal fortsætte.

 

7.     Opfølgning

Opfølgning på bevillingen sker som minimum en gang årligt.

Krav til leverandør:

  • Med afsæt i § 141 handleplanen at udarbejde en pædagogisk plan, som løbende opdateres. Leverandøren fremsender plan og opdateringer til sagsbehandler.
  • Sikre at nødvendige oplysninger dokumenteres i den elektroniske omsorgsjournal. Ved private leverandører sendes dokumentation til sagsbehandler.
  • Pligt til at kontakte sagsbehandler, hvis dit funktionsniveau ændrer sig i løbet af bevillingsperioden.
  • Leverandøren skal primært have ansat medarbejdere med social- pædagogisk eller anden sundhedsfaglig uddannelse.
  • Tilbud igangsættes hurtigst muligt efter at leverandør har modtaget kontrakt fra myndighed.

 

8.     Leverandør

Hvis du er bosat i Lejre Kommune visiteres du til et af de tilbud vi har en samarbejdsaftale med, fordi der er kriterier der skal være opfyldt, f.x. at tilbuddet skal være godkendt af socialtilsynet.

Du kan forhøre dig hos din rådgiver, hvis du vil vide hvilke.

Der er ikke frit valg. 

Når en  leverandør skal vurderes, vil afgørelsen blive truffet på baggrund af både faglige og økonomiske hensyn. Det vil bl.a. bero på en individuel vurdering, om tilbuddet er generelt og konkret egnet for dig. Geografi og transportudgifter indgår i den samlede vurdering forud for bevilling. 

 

Relevante links:

Sagsbehandlingsfrister på det sociale område

Hvis du vil klage / Lejre Kommune

 

 

Kvalitetsstandard for Servicelovens § 103 (beskyttet beskæftigelse)

 Vedtaget i Kommunalbestyrelsen den 25.11.2024

 (Åbn pdf for print)

1.     Lovgrundlag

 

Kommunalbestyrelsen skal tilbyde beskyttet beskæftigelse til personer under folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension, som på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet, og som ikke kan benytte tilbud efter anden lovgivning.

Tilbuddet skal have et erhvervspræget formål og sammensættes efter den enkeltes ønsker og evner.

Der er tale om en betydelig nedsat funktionsevne, når en borger ikke - eller kun i meget begrænset omfang, kan bevæge sig og udføre almindelige dagligdags opgaver som f.eks. personlig pleje, madlavning, rengøring og transport.

Vurdering af funktionsevnen ses oftest i forhold til, hvad personer af samme alder og køn er i stand til.

 

2.     Formål

Formålet med et beskyttet beskæftigelsestilbud er:

  • At du får kompetencer til, på sigt, at komme så tæt på det almindelige arbejdsmarked som muligt, fx i skånejob eller eventuelt ordinær beskæftigelse.

 

3.     Målgruppe

For at være i målgruppen for et beskyttet beskæftigelsestilbud skal du:

  • Være mindst 18 år
  • Have betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer
  • Være ude af stand til at fastholde eller opnå beskæftigelse på normale vilkår
  • Have moderate til svære problemer (jævnfør funktionsniveau C-D i voksenudredningsmetoden VUM. VUM-metoden.

 

Lejre Kommune tilbyder i udgangspunktet ikke beskyttet beskæftigelsestilbud til dig:

  • Som har ingen eller lette problemer på de konkrete områder (funktionsniveau A og B – voksenudredningsmetoden VUM)
  • Som kan benytte tilbud efter anden lovgivning, herunder fleks- og skånejob

 

Der skal dog altid foregå en konkret individuel vurdering af dine ressourcer og behov.

 

4.     Indhold- hvad kan du få bevilget

Indholdet i et beskyttet beskæftigelsestilbud er varierende og afhænger af tilbuddets art. Indholdet er individuelt tilrettelagt ud fra dine ressourcer og behov og tager udgangspunkt i de mål, du har været med til at sætte. Der er, i indsatsen, fokus på eventuel mulighed for at blive rehabiliteret til det ordinære arbejdsmarked på almindelige eller særlige vilkår.

Eksempler på aktiviteter der indgår i beskyttet beskæftigelsestilbud:

  • Samle- montage- og pakkeopgaver
  • Mindre produktions- og industriopgaver for private virksomheder
  • Deltagelse i drift af butik
  • Posthåndtering: Læsning af post, hjælp til svar af post, hjælp til dialog med offentlige myndigheder og digital posthåndtering (under forudsætning af, at du selv kan logge ind med MitID)
  • Økonomistyring: Økonomiforståelse, betaling af regninger, budgetlægning mv.
  • IT-håndtering: Apps der kan hjælpe i hverdagen
  • Relationel forståelse, som skal støtte dig i at opfatte og forstå relationer mellem mennesker

 

Hvad indgår ikke i et beskyttet beskæftigelsestilbud:

  • Udfører foretager ingen aktiviteter uden din aktive deltagelse
  • Behandling, fx psykologiske samtaler med en psykolog
  • Ledsagelse til aktiviteten efter servicelovens § 97 (ledsagerordning)

 

Aflønning

Ifølge servicelovens § 105, skal kommunalbestyrelsen aflønne efter indsats under beskæftigelse efter § 103. Lejre Kommune har i samarbejde med tilbud/leverandør opstillet følgende kriterier for fastsættelse af løn:

  • Møde stabilitet
  • Fleksibilitet
  • Produktivitet
  • Kvaliteten af det udførte arbejde
  • Kollegialt samspil

Derudover tages højde for, hvor stort et hjælpebehov du har i løbet af arbejdsdagen, herunder:

  • er du i stand til at arbejde selvstændigt og kan starte på eget initiativ
  • er du med moderat støtte i stand til at arbejde selvstændigt, men skal have hjælp ved overgang til nye arbejdsopgaver
  • har du brug for meget støtte for at udføre selv simple opgaver, og skal motiveres til at holde fokus på arbejdsopgaven

Ud fra en samlet vurdering af ovenstående kriterier, kan der tildeles løn svarende til 5 % af mindstelønnen og som udgangspunkt op til maksimalt 30 kr. i timen.

 

Kørsel til og fra et visiteret beskyttet beskæftigelsestilbud

Som hovedregel skal du selv sørge for befordring til og fra tilbuddet. Hvis du er i beskyttet beskæftigelse, skal du selv afholde udgiften til den daglig befordring inden for en afstand af 10 km til virksomheden. Udgiften til den daglige befordring må dog ikke overstige 30 % af din indtjening ved den beskyttede beskæftigelse efter fradrag af skat.

Nødvendige befordringsudgifter derudover afholdes af Lejre Kommune inden for den billigste transportmulighed.

Leverandør arbejder på at gøre dig selvhjulpen i forhold til transport.

 

5.      Hvad kan du ikke få

Hvis du modtager andre ydelser efter serviceloven, udmåles indsatsen i en sammenhæng. Dette betyder, at når du ønsker et beskyttet beskæftigelsestilbud på baggrund af et behov, vil din rådgiver afdække om du allerede modtager støtte til det behov på anden vis. Viser det sig, at dit behov er dækket tilstrækkeligt, vil du ikke kunne få endnu en indsats, uden at din igangværende indsats vurderes på ny og muligvis tilpasses. Det kan også betyde, at du ikke er berettiget til et § 103 tilbud.

Omfang af ydelsen tildeles ud fra en individuel vurdering af dine ressourcer og behov. Konkret aftales omfanget på baggrund af et individuelt skøn af dine behov, muligheder og evner.

Omfanget kan variere fx:

  • ½ plads svarende til 2 dage om ugen
  • ¾ plads svarende til 3 dage om ugen
  • 1/1 plads svarende til 4-5 dage om ugen

Vær opmærksom på, at ikke alle leverandører har beskyttet beskæftigelsestilbud alle dage.

 

6.     Varighed

Bevillingen ophører:

  • Hvis formålet med støtten er opfyldt og de opstillede mål er nået
  • Hvis formålet med støtten og målene ikke giver den forventede effekt
  • Hvis du ikke samarbejder om de opstillede mål

 Det er kommunen, der vurderer og træffer afgørelse om ophør.

Ved gentagne afbud fra din side, vil din sagsbehandler altid gå i dialog med dig og leverandøren for at afdække årsagen hertil, og det vil blive vurderet, om tilbuddet skal fortsætte.

 

7.     Opfølgning

Opfølgning på bevillingen sker som minimum en gang halvårligt.

Krav til leverandør:

  • Med afsæt i § 141 handleplanen at udarbejde en pædagogisk plan, som løbende opdateres. Leverandøren fremsender plan og opdateringer til sagsbehandler.
  • Sikre at nødvendige oplysninger dokumenteres i den elektroniske omsorgsjournal. Ved private leverandører sendes dokumentation til sagsbehandler.
  • Pligt til at kontakte sagsbehandler, hvis dit funktionsniveau ændrer sig i løbet af bevillingsperioden.
  • Leverandøren skal primært have ansat medarbejdere med social- pædagogisk eller anden sundhedsfaglig uddannelse.
  • Tilbud igangsættes hurtigst muligt efter at leverandør har modtaget kontrakt fra myndighed.

 

8.     Leverandør

Kommunen vælger leverandør og tager stilling til om der skal stilles krav om særlige kompetencer hos leverandøren, for at matche dit behov.

Hvis du er bosat i Lejre Kommune, er leverandører som udgangspunkt beliggende i Lejre Kommune.

Der er ikke frit valg. 

Hvis anden leverandør skal vurderes, vil afgørelsen træffes på baggrund af både faglige og økonomiske hensyn. Geografi og transportudgifter indgår i den samlede vurdering forud for bevilling.

 

Relevante links:

Sagsbehandlingsfrister

Hvis du vil klage

Kvalitetsstandard for servicelovens § 96 – BPA Borgerstyret Personlig Assistance 

Vedtaget i Kommunalbestyrelsen den 01.09.2024

 

(Åbn pdf til print)

 

 

1.       Lovgrundlag

Kommunalbestyrelsen skal tilbyde borgerstyret personlig assistance (BPA) til personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har et behov, der gør det nødvendigt at yde denne ganske særlige støtte.

BPA ydes som økonomisk tilskud til dækning af udgifter ved ansættelse af hjælpere til pleje, overvågning og ledsagelse.

2.       Formål

Det overordnede formål med BPA- indsatsen er at skabe grundlag for en fleksibel ordning, så du, hvis du har en omfattende funktionsnedsættelse, kan fastholde eller opbygge et selvstændigt liv. Formålet er at give dig mulighed for at få en sammenhængende og helhedsorienteret støtte til personlig pleje, praktisk hjælp, ledsagelse og overvågning. Hjælpen udføres af et team af hjælpere, som du selv ansætter. Hjælpen gives, hvis du har et særligt behov for omfattende hjælp.

3.       Målgruppe

For at få BPA skal du have en betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Du skal have et behov, der gør det nødvendigt at give denne ganske særlige støtte.

For at være i målgruppe skal du:

  • være fyldt 18 år.
  • have betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som i høj grad gør dig afhængig af hjælp til almindelige daglige gøremål.
  • have et omfattende og sammensat behov for personlig pleje, praktiske opgaver overvågning eller ledsagelse, som ikke kan dækkes gennem andre bestemmelser.
  • kunne varetage rollen som arbejdsleder for den eller de hjælpere du får ansat.

 

Når vi skal vurdere, om du er i målgruppen for BPA, laver vi altid en konkret og individuel vurdering af dit behov og funktionsniveau, som udmåles efter en standardiseret metode.

 

 

4.       Indhold- hvad kan du få bevilget?

BPA er en individuelt tilrettelagt ordning, hvor der foretages en individuel og konkret vurdering i forhold til omfanget af personlig og praktisk hjælp i dit hjem, ledsagelse og eventuelt behov for overvågning.

De ansatte handicaphjælpere kan blandt andet hjælpe dig med:

  • Personlig hygiejne
  • Af- og påklædning
  • Toiletbesøg
  • Tandbørstning
  • Madlavning
  • Spisning
  • Tøjvask, rengøring og eventuelle andre gøremål i hjemmet
  • Ledsagelse til indkøb og andre aktiviteter, herunder behov for hjælp i forbindelse med transport
  • Hjælp til aktiviteter
  • Hjælp til overvågning i forbindelse med respiration
  • Hjælp til at tage vare på mindreårige børn
  • Det skal bemærkes at listen ikke er udtømmende

 

Hvis du modtager BPA, er det muligt samtidig at modtage socialpædagogisk støtte til optræning i de opgaver, der er forbundet med at have borgerstyret personlig assistance jf. servicelovens § 85.

Socialpædagogisk støtte kan ikke gives i form af et kontant tilskud til den hjælp, som du ansætter.

 

Ferie

  • Det er muligt at tage BPA med til udlandet fx. i forbindelse med ferie.
  • Hvis udlandsopholdet varer op til en måned, kan ordningen tages med til udlandet uden ansøgning.
  • Hvis udlandsopholdet varer mere end en måned, skal du ansøge kommunen, der træffer afgørelse ud fra opholdets formål og øvrige omstændigheder.
  • I forbindelse med kortvarige ferieophold i udlandet kan der, i særlige tilfælde efter en konkret vurdering, ydes tilskud til dækning af ekstra omkostninger, som er forbundet med opholdet.
  • Der kan dog ikke ydes diæter til hjælperne. De henvises til gældende skattereglers skattemuligheder.

 

Præcisering af arbejdsgivers rolle og arbejdsleders rolle;

Arbejdsgivers rolle:

Som udgangspunkt indebærer arbejdsgiveropgaven ansvaret for at administrere ydelsen og de praktiske og juridiske opgaver, der er forbundet med at modtage en bevilling til Borgerstyret Personlig Assistance, herunder:

  • praktiske og juridiske opgaver forbundet med ansættelse og afskedigelse af hjælper
  • udarbejdelse af ansættelsesbeviser til hjælperne
  • udbetaling af løn
  • indberetning af SKAT, tegning af lovpligtige forsikringer, indbetaling til ferie og barselsfond og ATP
  • gennemførelse af nødvendige arbejdsmiljøforanstaltninger
  • Arbejdsgiver er ansvarlig for arbejdsmiljø, herunder overholdelse af arbejdstidsregler

Selvom du har overdraget ansvaret omkring arbejdsgivers rolle, kan du ikke overdrage funktionen som arbejdsleder til anden part.

Arbejdsleders rolle:

Ved arbejdsleder forstås normalt, at du skal tilrettelægge hjælpen og fungere som daglig leder for hjælperne, herunder:

  • indgå i et samarbejde med Lejre kommune om selve udmålingen af hjælpen
  • rekruttere hjælpere
  • varetage arbejdsplanlægning sammen med og for hjælperne
  • udarbejde jobbeskrivelse og jobopslag/annonce
  • udvælge hjælpere, herunder at varetage ansættelsessamtaler
  • varetage oplæring og daglig instruktion af hjælperne
  • afholde medarbejderudviklingssamtaler (MUS).
  • håndtere sygemeldinger og sørge for, at der indkaldes en anden medarbejder

 

5.       Hvad kan du ikke få?

Hvis du er bevilliget en BPA, kan du ikke bevilliges ledsagerordning efter servicelovens § 97.

Derudover er følgende eksempler på støtte, der ikke indgår i ordningen:

  • Der ydes ikke hjælp til at varetage arbejdsfunktioner, herunder personlig assistance. Denne hjælp kan søges hos Jobcentret.
  • Specialpædagogisk støtte til at gennemføre en uddannelse søges gennem uddannelsesstedet.
  • Større håndsrækninger som f.eks. hovedrengøring, havearbejde, malerarbejde og andre større vedligeholdelsesarbejder indgår ikke som en del af borgerstyret personlig assistance.
  • Der tilbydes ikke hjælp til udvidet borgestyret personlig assistance jf. serviceloven § 96 stk. 3, som er for borgere der ikke har så omfattende og sammensat et hjælpebehov, som det forudsættes efter ordningen om BPA.

Det skal dog bemærkes, at bevillinger altid vil bero på en individuel konkret vurdering af dig og dine ressourcer og behov.

6.       Udmåling af tilskud

Tilskuddet til BPA i Lejre Kommune tager udgangspunkt i lovens minimumskrav.

Der udmåles et timetal til ansættelse af handicaphjælpere og et samlet økonomisk tilskud til ordningen. Lejre kommune følger fastsatte overenskomster i beregningen af det økonomiske tilskud. Udmålingen foretages ud fra en individuel og faglig vurdering af dit hjælpebehov med udgangspunkt i, hvad du selv kan klare.

Der tildeles timer på baggrund af følgende:

  • Hvor mange timer i døgnet du skal have hjælp (hjælpen skal kunne gives på alle tider af døgnet og dække alle behov, men det er dog ikke ensbetydende med, at hjælpen skal gives 24 timer i døgnet).
  • At der kombineres med hjælp fra hjemmeplejen, f.eks. hvis der er brug for hjælp få gange om natten, hvis du ønsker det.
  • Behov for timer i forbindelse med hjælperes sygdom, overlappende timer, introduktion, overholdelse af arbejdsmiljøloven, medarbejderudviklingssamtaler, personalemøder, kurser m.v.
  • Ved praktiske opgaver i hjemmet tages der hensyn til, om du har en rask ægtefælle/samlever, hjemmeboende voksne børn over 18 år eller andre, der varetager deres egen andel af opgaver i hjemmet. Der kan ikke udmåles timer i et sådant omfang, at de huslige opgaver og pasning af børn varetages fuldt ud.
  • Hvordan et evt. bistands- og plejetillæg indgår.

 

Du modtager et samlet økonomisk tilskud til ordningen. Tilskuddet dækker aflønning af dine hjælpere i forhold til det udmålte timetal. Derudover udmåles et tilskud til hjælperelaterede udgifter. Der kan i særlige tilfælde udmåles rådighedstimer ml. 23.00 - 06.00. Hvis du har overdraget arbejdsgiveransvaret til en forening eller et privat firma, udmåles et tilskud hertil.

7.       Opfølgning

Der følges op på BPA-ordningen efter 3-6 måneder. Herefter følges der op på ordningen løbende, dog mindst 1 gang om året, medmindre andet aftales.

Opfølgningen indeholder bl.a. følgende:

  • Om behovet for hjælp er i overensstemmelse med det udmålte
  • Om du får den støtte, som var hensigten med ordningen
  • Om du fortsat opfylder betingelserne for hjælpen, herunder om du kan varetage rollen som arbejdsleder
  • Om du tilrettelægger arbejdet tilfredsstillende
  • Om hjælperen udfører arbejdet tilfredsstillende
  • Om hyppige hjælpeskift nødvendiggør en særlig indsats

 

Hvis du ikke er i stand til at varetage arbejdslederfunktionen, ophører ordningen. Du vil i det tilfælde modtage en skriftlig afgørelse, du kan påklage.

 

Det er Lejre Kommune, som vurderer og træffer afgørelse om ophør af din ordning. Vores afgørelse om frakendelse eller nedsættelse af hjælp, skal meddeles med et varsel på mindst 14 uger fra du har modtaget afgørelsen. Varslet på 14 uger betyder dog ikke, at du kan vente med at effektuere kommunalbestyrelsens afgørelse, til varslingsperioden er udløbet. Klager du over afgørelse om ophør til Ankestyrelsen, har Lejre Kommune 2 uger til at genvurdere sagen. Fastholdes afgørelse om ophør, bringes ordningen ikke til ophør, før Ankestyrelsen har behandlet klagen.

 

Den, der har arbejdsgiveropgaven, skal lave et årligt regnskab, som skal indeholde en opgørelse over udmålte og forbrugte timer. Hvis det er Lejre Kommune, som tager sig af lønadministrationen, skal kommunen også udarbejde regnskab.

Ansøgning om BPA og Leverandør

Hvis du vil søge om BPA kan du eller dine pårørende henvende jer til afdelingen Unge og Voksne med Særlige Behov (UVSB). Du kan søge både mundtligt og skriftligt. Når du har søgt, bliver du indkaldt til en samtale, hvor du og rådgiveren vil afklare om du er i målgruppen for ordningen.

Unge og Voksne med Særlige Behov

Lejre kommune

Møllebjergvej 4

4330 Hvalsø

 

Du ansætter selv dine hjælpere. Dine hjælpere skal være fyldt 18 år. Der stilles ingen krav til hjælpernes uddannelse. Det er UVSB der vurderer, om der er behov for at hjælperne har en uddannelse, men som udgangspunkt er der ikke behov for det.

Hvis du har en respirationsinsufficiens, som på grund af særligt apparatur kræver behandling og overvågning, og der derfor er særlige krav til hjælpernes kompetencer, vil der være oplæring via sundhedsvæsnet.

Du har mulighed for at vælge et privat firma, en forening eller en nærtstående person til at varetage arbejdsgiverrollen. 

Som arbejdsleder skal du stå for ansættelse af dine handicaphjælpere.

Du kan få råd og vejledning hos din rådgiver, når du starter op på ordningen.

Hvis du vælger at et privat firma eller en forening skal varetage rollen som arbejdsgiver, skal du være opmærksom på, at de skal være godkendt at det Sociale Tilsyn.

Du kan finde listen over godkendte BPA-virksomheder hos Socialtilsyn Øst her:

Godkendte Borgerstyret Personlig Assistance (BPA) virksomheder (socialtilsynost.dk)

8.       Særlige bemærkninger

Du vælger selv om du ønsker at varetage funktionen som arbejdsgiver, eller om du overdrager den til en godkendt tredjepart.

Hvis du selv eller en nærtstående til dig fungerer som arbejdsgiver, udbetales tilskud til hjælpen månedsvis forud. Hvis du har indgået en aftale med en virksomhed eller en forening, skal disse være godkendt af socialtilsynet, og hjælpen udbetales månedsvis bagud.

Der gives et tilskud til dækning af de udgifter, der er forbundet med at arbejdsgiver-funktionen varetages af en virksomhed eller en forening. Varetages arbejdsgiver-funktionen af en nærtstående person ydes der ikke tilskud.

Ophold i udlandet

Hvis du tager midlertidigt ophold i udlandet, bevarer du din ret til bevilget hjælp til ledsagelse uden at skulle ansøge Lejre Kommune, men du skal orientere kommunen om at du tager din hjælp med på rejse. Midlertidigt ophold svarer til et ophold op til 1 måned. Overstiger dit ophold 1 måned, skal du ansøge Lejre Kommune forud for at du rejser.

 

Her kommer et link til sagsbehandlingsfrister.

Her kommer der et link til klagevejledning og kontaktinfo til Lejre Kommunes borgerrådgiver.

Vedtaget i Kommunalbestyrelsen den 27. januar 2025

(åben som pdf. til printt)

Kvalitetsstandard for Servicelovens § 85A (støtte og hjælp efter Housing First-tilgangen)

1. Lovgrundlag

Kommunalbestyrelsen kan tilbyde hjælp, omsorg eller støtte til udvikling af færdigheder efter de specialiserede støttemetoder fra Housing First-tilgangen til personer i hjemløshed eller i risiko herfor, som har behov for hjælp, omsorg eller støtte på grund af særlige sociale problemer.
Yderligere beskrivelse af bostøtte eller de specialiserede støttemetoder fra Housing First-tilgangen til personer i hjemløshed eller i risiko herfor fremgår af Vejledning om hjælp og støtte efter lov om social service.

2. Formål

Formålet med støtten er at styrke din mulighed for at opnå og bevare kontakt til omverdenen, ud fra dine ønsker og behov, og dermed gøre dig i stand til at benytte samfundets muligheder og allerede etablerede tilbud.
Ordningen er dermed et supplement til de øvrige sociale tilbud, som f.eks. personlig hjælp efter serviceloven § 83 herunder rehabiliteringsforløb efter serviceloven § 83a, socialpædagogisk bistand efter servicelovens § 85, efterforsorg efter udflytning fra en boform efter servicelovens § 110. Ordningen skal ikke erstatte disse tilbud eller deres faglige indhold.
Ud fra en Housing First-tilgang vil en permanent bolig være det første skridt i løsningen af dine problemer. I den permanente bolig tilbydes (evt. tværfaglig) støtte med henblik på fastholdelse af boligen og håndtering af sociale problematikker. Formålet er ligeledes at styrke dine funktionsmuligheder og sikre størst mulig uafhængighed og selvbestemmelse i eget liv.
• Støtten skal styrke din funktionsevne eller kompensere for din nedsatte funktionsevne
• Støtten skal bidrage til at udvikle eller bevare dine psykiske, fysiske eller sociale funktioner, så du kan leve et liv på egne præmisser
• Støtten skal sigte på hjælp til selvhjælp på det praktiske og personlige plan og udvikling og vedligeholdelse af personlige færdigheder.

3. Målgruppe

Lejre Kommune tilbyder, som udgangspunkt, socialpædagogisk støtte efter § 85a til dig der er fyldt 18 år, og som har behov herfor, på grund af hjemløshed eller er i risiko for hjemløshed.
Støtten tildeles efter en konkret og individuel vurdering af dine støttebehov. I den samlede vurdering indgår også en vurdering af hvilke øvrige tilbud du modtager.
Ved § 85a støtte arbejdes der ud fra nedenstående 3 forskellige metoder afhængig af dit støttebehov:
CTI – Critical Time Intervention
Du kan være i målgruppen for CTI-metoden, hvis du har brug for specialiseret social støtte i en kritisk overgangsperiode. Det kan være at du er i overgangen til egen bolig fra gaden, er i midlertidigt ophold hos familie og venner, i behandling, er i en § 110-boform eller fængsel. Det kan også være du er i overgangen fra en ustabil til en mere stabil boligsituation, f.eks. hvis du som ung har været anbragt, og du nu er voksen, og skal etablere dig i egen bolig.
CTI-metoden er henvendt til dig med lettere eller middelsvær psykisk sygdom og/eller lettere eller middelsvært brug af rusmidler. CTI-indsatsen er ikke målrettet dig der har behov for langvarig eller permanent intensiv støtte.
Når du er I målgruppen for CTI-metoden, er du i stand til at benytte eksisterende tilbud, og har behov for støtte til at opbygge og fastholde kontakten til sådanne tilbud i en kortere periode.

ICM – Intensive Case Management
Du kan være i målgruppen for ICM-metoden, hvis du har komplekse støttebehov, f.eks. på grund af psykisk sygdom, brug af rusmidler eller andre alvorlige psykosociale vanskeligheder. Og du har brug for en intensiv social og praktisk støtte i en længerevarende periode i forbindelse med, at du flytter i egen bolig, og for efterfølgende at kunne fastholde boligen. Det kan være i forbindelse med udflytning fra en § 110-boform, men det kan også være andre situationer, f.eks. hvis du flytter i egen bolig, efter at have boet på gaden eller midlertidigt hos familie og venner, eller i forbindelse med en udskrivning efter et længerevarende ophold på hospital eller et behandlingstilbud. ICM-metoden kan også benyttes til dig, som går fra en ustabil til en mere stabil boligsituation, f.eks. dig der er i fare for at miste din bolig pga. alvorlige psykosociale vanskeligheder, eller hvis du som ung har været anbragt, og du nu er voksen, og skal etablere dig i egen bolig.
ICM-metoden er til dig, der har brug for intensiv social og praktisk støtte i hverdagen, og som kun i nogen grad er i stand til at benytte øvrige sociale tilbud og behandlingsindsatser (f.eks. rusmiddelbehandling, støtte fra distriktspsykiatrien og aktivitets- og samværstilbud), og som har brug for støtte til at etablere og opretholde kontakten med disse indsatser i en længerevarende periode.

ACT – Assertive Community Treatment
Du kan være i målgruppen for ACT-metoden, hvis du har komplekse støttebehov, f.eks. på grund af psykisk sygdom, svære problemer med brug af rusmidler eller andre alvorlige psykosociale vanskeligheder Og hvis du har brug for en intensiv social og praktisk støtte i forbindelse med, at du flytter i egen bolig, og for efterfølgende at kunne fastholde boligen. Det kan være i forbindelse med udflytning fra en § 110-boform, men det kan også være i andre situationer, f.eks. hvor du er flyttet i egen bolig efter at have boet på gaden eller midlertidigt hos familie og venner, eller i forbindelse med en udskrivning efter et længerevarende ophold på hospital eller et behandlingstilbud. ACT-metoden kan også benyttes til dig, som allerede har en bolig, men som er i fare for at miste den på grund af alvorlige psykosociale vanskeligheder.
ACT-metoden er til dig, som har vanskeligt ved eller slet ikke kan benytte øvrige sociale tilbud og behandlingsindsatser, f.eks. social rusmiddelbehandling, støtte fra lokalpsykiatrien eller aktivitets- og samværstilbud, og som derfor har brug for, at specialiserede indsatser leveres fra et tværfagligt indsatsteam direkte til dig i dit eget hjem eller der, hvor du opholder sig.

4. Indhold - hvad kan du få bevilget?

Udgangspunktet er, at ydelsen bevilges individuelt. Støtten kan bestå af hjælp, rådgivning, støtte eller omsorg, og afhænger af din konkrete situation.
Efter Housing First-tilgangen er det væsentligt, at støtten kobles på så snart, at du er tilbudt din egen bolig. Det er kombinationen af bolig og støtte, som er vigtig i Housing First-tilgangen.
Der kan eksempelvis ydes støtte til:
• At du kan planlægge og styre din økonomi
• At du kan skabe struktur i din hverdag
• At du understøttes i medicinindtag
• At du skaber forståelse og får handlet på post
• At du følger eventuel misbrugsbehandling
• At du kan indgå i sociale sammenhænge og skabe netværk
• At du planlægger og overholder aftaler
• Indkøb og madlavning, herunder sund livsstil
• At du varetager personlig hygiejne
• At anvende relevant kommunikations- og velfærdsteknologi

I forbindelse med bevillingen skal der opstilles indsatsmål, og du skal tilbydes en handleplan. Indsatsmålene er retningsangivende og anvendes som grundlag for opfølgning og evaluering af, om de ønskede resultater opnås.
Når du visiteres til et støtteforløb efter Servicelovens § 85a, skal leverandøren udarbejde en pædagogisk handleplan. Den pædagogiske handleplan tilpasses efter indsatsmålene i den sociale handleplan

5. Hvad kan du ikke få?

I vores vurdering af om du er i målgruppen for støtten, er vi forpligtede til at vurdere dine behov efter alle reglerne i den sociale lovgivning samt være opmærksom på, om der kan søges hjælp hos anden myndighed eller efter anden lovgivning.

6. Varighed

Din rådgiver vil løbende følge op på din udvikling og de identificerede støttebehov ud fra den metode, der arbejdes med i den bevilgede indsats.
Bevillingen ophører hvis:
• formålet med støtten er opfyldt, og de opstillede mål er nået.
• formålet med støtten og målene ikke giver den forventede effekt
• du ikke samarbejder om de opstillede mål
• du ikke længere ønsker at tage imod støtten.

Det er Lejre Kommune, der vurderer og træffer afgørelse om ophør.
Ved gentagne afbud fra din side, vil din rådgiver gå i dialog med dig og leverandøren for at afdække årsagen hertil, og det vil blive vurderet, om tilbuddet skal fortsætte.

7. Opfølgning

Opfølgning tager udgangspunkt i de mål, som fremgår af bevillingen med fokus på din udvikling.
Opfølgning på støtten sker tre måneder efter iværksættelse og derefter minimum hvert halve år.
Leverandøren har pligt til skriftlig rapportering, som skal ses som din sikkerhed for, at den tildelte støtte gives og udføres i overensstemmelse med den aftale, der er indgået. Der skal være direkte sammenhæng mellem dokumentationen og dine mål med støtten. Leverandøren har pligt til løbende at notere og dokumentere forandringer i din udvikling og livssituation.

Hvis behovet for støtten ophører, træffer Lejre Kommune afgørelse herom.

8. Leverandør

Lejre Kommune bruger, i det omfang det er muligt, støtte fra Lejre Kommunes eget støttekorps, som er:
• Team Bostøtte

Kvalitetsstandard for Servicelovens § 80 (husvild)

Vedtaget i Kommunalbestyrelsen den 25.08.2025

(Åbn pdf til print) 

 

1.     Lovgrundlag

Kommunalbestyrelsen skal anvise midlertidigt husly mod betaling, hvis en enlig eller en familie er husvild. Betalingen må ikke overstige lejeværdien af den beboelse, der anvises, eller den sædvanlige boligudgift på stedet for en enlig eller for en familie af denne størrelse.

2.     Formål

Formålet med indsatsen er, at du kan få hjælp til midlertidigt husly til dig og din familie, hvis I akut og uforudsigeligt har mistet jeres bolig, og ikke selv har mulighed for at skaffe indkvartering eller midlertidigt husly.

3.     Målgruppe

Du kan være i målgruppen for midlertidigt husly, hvis du har mistet din bolig, og står akut uden tag over hovedet. Problemet skal være opstået akut, og ikke have været til at forudse, og du har ikke selv mulighed for at skaffe dig indkvartering.

Du er i målgruppen, hvis din bolig for eksempel er ødelagt på grund af brand eller oversvømmelse, eller hvis du bliver udsat af din bolig på grund af huslejerestance (læs mere herom under punktet ”ved manglende huslejerestance”).

Det vurderes om du er i målgruppen ud fra følgende kriterier:

  • Det er altid en betingelse, at du ikke selv har mulighed for at skaffe indkvartering. Det betyder at du selv aktivt søger bolig. Det vil sige, at du har prøvet at finde et midlertidigt sted at bo f.eks. hos familie, venner eller netværk eller ved at leje et værelse.
  • Målgruppen omfatter dig, hvis forsikringsselskab ikke dækker omkostninger til genhusning.
  • Du har ikke selv råd til at løse dit boligproblem.
  • Hvis du er tilmeldt en c/o-adresse, er du ikke berettiget til midlertidigt husly efter lejemålet ophører. Det skyldes, at boligproblemet som udgangspunkt skal være opstået akut og uforudset. Med en c/o-adresse kan man opsiges med en dags varsel, og man er ikke underlagt bestemmelserne i lejeloven.
  • Bliver du udsat af dit sommerhus/fritidshus jf. planlovens bestemmelser, er du umiddelbart heller ikke omfattet af bestemmelsen.
  • Målgruppen omfatter ikke borgere, som er selvforskyldt boligløse. Det er du for eksempel hvis du har sagt nej til genhusning via enten et boligselskab eller et forsikringsselskab.
  • Du er ikke omfattet af målgruppen, hvis du er ung og skal flytte hjemmefra, eller hvis du ikke kan skaffe dig en bolig i nærheden af ny uddannelsesinstitution/arbejdsplads.
  • Samlivsophævelse i al almindelighed og det at du ikke længere bor i den hidtidige fælles bolig betyder, at du ikke er omfattet af målgruppen
  • Lejre Kommunes forpligtelse til at skaffe husly omfatter tilbud, som efter omstændighederne er bedst egnede til midlertidig indkvartering. Lejre Kommune kan dog afslå hjælpen, hvis vi konkret vurderer, at du kan hjælpes efter servicelovens øvrige bestemmelser, f.eks. forsorgshjem, midlertidigt botilbud mv.

 

Ved manglende huslejebetaling

Hvis du er boligløs på grund af manglende huslejebetaling, vil Lejre Kommune tage stilling til, om boligproblemet er opstået akut og uforudset. Det sker ved en konkret og individuel vurdering af din livssituation, ressourcer og netværk. Derudover vil vurderingen tage udgangspunkt i følgende retningslinjer:

  • Hvis du gennem en længere periode har modtaget varsler om udsmidning uden at agere, vil du som udgangspunkt ikke være omfattet af målgruppen.
  • Hvis du uden varsel bliver smidt ud af boligen på grund af manglende huslejebetaling, vil du som udgangspunkt være omfattet af målgruppen, hvis du opfylder de andre målgruppekriterier. Det vil primært være gældende for private lejere.
  • Hvis du over en periode har været forhindret i at betale husleje på grund af en ændret økonomisk situation (f.eks. ved ledighed), kan du i helt særlige tilfælde være omfattet af personkredsen. Dette sker på baggrund af en individuel og konkret vurdering.

 

4.     Indhold - hvad kan du få bevilget?

Midlertidigt husly

 

Kriterier for tildeling af indsats

Bevillingen beror på en konkret individuel vurdering omkring din situation. I vurderingen vil der blive taget særligt hensyn til, om du har hjemmeboende børn.

Lejre Kommune kan afslå at bevilge husly til dig, hvis det vurderes, at du bedst bliver hjulpet efter Servicelovens øvrige paragrafer (typisk § 110 - Forsorgshjem).

I bevillingen af hjælpen kan indgå en række betingelser for hjælpen. For eksempel vil hjælpen til boligløse være betinget af, at du i den akutte situation er aktiv omkring løsningen af boligproblemet og aktivt søger bolig. Radius for den forventede boligsøgningsafstand vil være afhængig af tilknytningen til Lejre Kommune. I denne vurdering lægges der særlig vægt på, om der er børn, arbejde eller der følges særlig behandling i nærområdet af Lejre Kommune. Derudover henvises til § 9 i Bekendtgørelse nr. 1607 af 27. december 2019 fra beskæftigelsesministeriet. Heri fremgår det, at en rimelig pendlerafstand til job vurderes til at være 1½ time hver vej.

 

Egenbetaling

Lejre Kommune anviser dig midlertidig indkvartering mod betaling. Den betaling, vi opkræver for det anviste husly, må ikke overstige lejeværdien af den beboelse, der anvises, eller den sædvanlige boligudgift på stedet for en enlig eller for en familie af den omhandlede størrelse.

Hvis du kan dokumentere, at du har andre huslejeforpligtelser eller betaler til opbevaring af møbler eller lignende, kan der være tale om nedsættelse eller frafald af huslejebetaling. Det beror dog på en konkret vurdering i din situation.

 

Hvor leveres indsatsen?

Lejre Kommunes forpligtelse til at skaffe husly omfatter tilbud om den efter omstændighederne bedst egnede midlertidige indkvartering, som kan være midlertidig indkvartering på vandrehjem, hotel, pensionat eller lignende. Der kan også anvises midlertidigt husly i kommunale bygninger. Hvis årstiden tillader det, kan Lejre Kommune også henvise til midlertidig indkvartering i campinghytter eller lignende.

Der er ikke frit valg af bolig.

Den midlertidige indkvartering kan geografisk være uden for Lejre Kommune.

Du anvises boligtilbud af afdelingen Unge og Voksne med Særlige Behov. Der anvises udelukkende ét tilbud pr. opståede situation.

5.     Hvad kan du ikke få?

Der indgår ikke hjælp i form af personaleressourcer i indsatsen, da der udelukkende er tale om en indlogering.

 

Du skal selv sørge for at finde pasning og husly til eventuelle husdyr, hvis det bevilgede overnatningssted ikke tillader husdyr.

6.     Varighed

Husly efter Servicelovens § 80 gives som en midlertidig løsning. Lejre Kommune følger løbende op på støtten jf. Serviceloven § 148, stk. 2 med henblik på at sikre at kriterierne for støtten fortsat er til stede.

7.     Opfølgning

Lejre Kommune følger senest 14 dage efter indflytningen op på opholdet og vurderer den fremtidige indsats. Du vil blive tilbudt en handleplan. Hvis vi vurderer at det er relevant, vil der efterfølgende blive udarbejdet en udredning og faglig vurdering ved brug af VoksenUdredningsMetoden.

VUM-metoden.

Derefter vil der være løbende og tæt opfølgning.

Hvis behovet for støtten ophører, træffer Lejre Kommune afgørelse om afslutning på det midlertidige husly.

  

Relevante links:

Hvis du vil klage / Lejre Kommune

 Kvalitetsstandard for servicelovens § 98 (kontaktpersonsordning til døvblinde)

 Vedtaget i Kommunalbestyrelsen den 6. oktober 2025

 (Åbn pdf til print)

1.     Lovgrundlag

Kommunalbestyrelsen skal i fornødent omfang tilbyde hjælp i form af en særlig kontaktperson til personer, som er døvblinde.

2.     Formål

Formålet er at hjælpe dig til at leve så normalt som muligt, på trods af dit svære kommunikationshandicap og massive ledsagebehov og/eller hjælpe dig med at bryde din isolation.

3.     Målgruppe

Hvis du er funktionelt døvblind, og som følge af kombinationen af et alvorligt syns- og høretab, har store problemer med kommunikation og med at færdes i omgivelserne, har du ret til at få hjælp af en særlig kontaktperson.

 

Du kan få bevilget en kontaktperson, hvis du er over 18 år.

Kontaktpersonordningen bevilges altid på baggrund af en konkret og individuel vurdering.

4.     Indhold - hvad kan du få bevilget?

Den særlige kontaktpersons opgaver er blandt andet at besøge og kommunikere med dig og hjælpe dig med at:

  • Fungere som bindeled til dine omgivelser, herunder myndigheder, bank, læge/hospital
  • Bistå med oversættelse af breve, meddelelser, regninger mv.
  • Ledsage dig til besøg, møder, kurser og andre aktiviteter som ikke er arbejdsrelaterede
  • Orientere dig om hverdagen ved avislæsning og brevlæsning

 

Du skal i udgangspunktet selv dække udgifter til transport og deltagelse i aktiviteter, både for dig selv og for din kontaktperson, ligesom du skal dække udgifter til dagligdags aktiviteter som fx café – eller biografbesøg.  Hvis kontaktpersonens deltagelse er nødvendig i din konkrete aktivitet for at bryde din isolation, skal Lejre Kommune tage stilling til, om udgifterne alligevel kan dækkes.

 

Skal kontaktpersonen i særlige tilfælde deltage i arrangementer med overnatning, fx ferie eller kursus, kan du søge om at få dækket de indirekte udgifter som fortæring og ophold, der er forbundet med kontaktpersonens deltagelse. Du skal altid søge inden arrangementet afholdes.

Når du søger om en kontaktperson, foretager vi en konkret, individuel vurdering af din samlede livssituation. Har du for eksempel hjælpemidler, eller får du hjælp gennem en frivillig organisation, kan det have betydning for, hvor mange timer du kan få bevilget en kontaktperson. Udmålte timer kan flyttes, hvis du af praktiske grunde ikke har kunne bruge dem. Det er dog ikke muligt at spare timer op.

 

Vi vurderer antallet af timer ud fra dit konkrete behov, og hvilke aktiviteter du ønsker at deltage i, med fokus på, at du har ret til at leve et så selvstændigt og aktivt liv på lige vilkår med andre der ikke har en funktionsnedsættelse.

 

Hvis du vil søge om en kontaktperson, kan du henvende dig mundtligt eller skriftligt, til rådgiverne i Unge & Voksne med Særlige Behov:

Lejre kommune

Møllebjergvej 4

4330 Hvalsø

Tlf: 46 46 46 46

Center e-mail: cjs@lejre.dk

Vi stiller krav om, at kontaktpersoner for døvblinde skal have en relevant faglig baggrund og erfaring, men du vil altid selv være med til at finde frem til og godkende kontaktpersonen.

Herudover indhenter vi en straffeattest for din kontaktperson, ligesom kontaktpersonen skal underskrive en tavshedserklæring, der gælder under og efter ansættelsesforholdet.

5.     Hvad kan du ikke få

Kontaktpersonordningen skal supplere servicelovens øvrige ydelser, og omfatter derfor ikke almindelig praktisk bistand i hjemmet.

Ligeledes er §98 subsidiær til anden lovgivning, og derfor kan §98 kun gives til borgere, hvor tolkeløsningen for døvblinde ikke er tilstrækkeligt til at dække borgerens behov.

Kontaktpersonordningen dækker også ledsagebehovet, og der kan derfor ikke bevilges ledsagelse efter servicelovens §97, hvis du er bevilget en kontaktperson efter servicelovens §98.

 

Det skal bemærkes at indsatsen altid vil bero på en individuel konkret vurdering af dig og dine behov.

6.     Varighed

Der er ikke en slutdato på indsatsen, men vi vil løbende følge op på indsatsen og vurdere det fortsatte behov.

Det skal bemærkes at bestemmelsen er omfattet af en særlig varslingsordning efter § 3 a, som indebærer at en frakendelse eller nedsættelse af hjælpen skal varsles med mindst 14 dage. 

7.     Opfølgning

Når du er blevet bevilliget en kontaktperson, vil vi følge op på ordningen én gang årligt.

8.     Leverandør

Da det kræver særlig viden at finde en kontaktperson, købes denne ydelse hos en ekstern leverandør.

 

Relevante links:

Sagsbehandlingsfrister på det sociale område

Hvis du vil klage / Lejre Kommune

 

Kvalitetsstandard for servicelovens § 97 (ledsagerordning) 

Vedtaget i Kommunalbestyrelsen den 01.09.2024

(Åbn pdf til print

 

1.    Lovgrundlag

Kommunalbestyrelsen skal jf. servicelovens § 97 tilbyde ledsagerordning til borgere der grundet et varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsniveau ikke kan færdes alene.

Kommunalbestyrelsen skal tilbyde 15 timers ledsagelse om måneden til dig, der er under folkepensionsalderen år. Ledsagelsen tilbydes til dig, der ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

2.    Formål

Formålet med ledsagerordningen er at medvirke til normalisering og integration i samfundet for dig, der ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. En ledsagerordning skal øge mulighederne for selvstændighed, valgfrihed og ansvar for egen tilværelse for dig med betydelig og varigt nedsat fysisk funktionsevne ved at give dig mulighed for at deltage i selvvalgte fritidsaktiviteter.

3.    Målgruppe

En ledsagerordning skal tilbydes til dig der har en betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, og som er over 18 år og under folkepensionsalderen.

For at vurdere om du er i målgruppen for en ledsagerordning, vurderer vi om:

  • Du kognitivt er i stand til selv at vælge en aktivitet. Det betyder, at du skal kunne give udtryk for et ønske om at deltage i forskellige aktiviteter, dog ikke nødvendigvis verbalt.
  • Du er bevidst om indholdet i aktiviteten
  • Du ikke kan deltage i aktiviteten uden hjælp fra en ledsager
  • Du ikke kan færdes alene uden for hjemmet på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
  • Dit ønske om ledsagelsen har et handicapkompenserende formål

  Du kan efterspørge individuel ledsagelse uden socialpædagogisk indhold

  • Behovet for ledsagelse kan dækkes efter en af servicelovens øvrige bestemmelser

 

Hvem kan ikke få ledsagelse:

  • Personer med nedsat funktionsevne som følge af sindslidelse eller af sociale årsager
  • Personer, som har borgerstyret personlig assistance (BPA) efter servicelovens § 96 eller kontaktperson til døvblinde efter § 98, forudsættes at få deres ledsagebehov dækket inden for disse ordninger.
  • Personer der har behov for socialpædagogisk støtte under aktiviteten.

 

Personer, der er visiteret til ledsageordning før folkepensionsalderen, bevarer retten til ledsagelse efter overgang til folkepension.

4.    Indhold- hvad kan du få bevilget?

Omfanget af ledsagerordningen er lovgivningsmæssigt fastsat til 15 timer pr. måned.  Du har mulighed for at opspare timer inden for en periode på 6 måneder.

Alle timer skal være brugt indenfor 6 måneder. Timer, der ikke er brugt, bortfalder. Det er muligt at opspare maksimalt 90 timer inden for en periode på 6 måneder. Timerne falder bort i den måned, hvor de overskrider 6 måneder. Det er kun de opsparede timer for den pågældende måned, der bortfalder efter 6 måneder, og ikke alle de opsparede timer. De ældste timer skal bruges først.

Ledsagelse skal benyttes til selvvalgte aktiviteter. Du bestemmer selv, hvortil ledsagelsen skal ske, og hvad der skal ske. Ledsager kan hjælpe med mindre opgaver forbundet med selve ledsagelsen, om kommunikation med fremmede, hjælp med kørestol mv.

5.    Hvad kan du ikke få?

  • Ledsagerordningen indeholder ikke socialpædagogisk bistand, men udelukkende ledsagelse til aktiviteter, som du selv bestemmer indholdet i.
  • Ledsageordningen omfatter ikke personlig og praktisk hjælp i hjemmet.
  • Ledsagelse efter § 97 omfatter ikke ledsagelse til ikke selvvalgte aktiviteter som f.eks. lægeordinerede aktiviteter.
  • Ledsageren har ikke til opgave at fungere som kontakt- og støtteperson eller besøgsven.
  • Ledsagertimerne kan ikke bruges i dit hjem, men skal benyttes til ledsagelse uden for din bolig til de ønskede aktiviteter.

 

Det skal bemærkes, at det konkret og individuelt vurderes, om du er berettiget til ledsagelse og hvis du er, vil du få ret til 15 timer. Timetallet beror ikke på en konkret vurdering.

 

6.    Varighed

Ledsagerordningen er en løbende ydelse, som ikke må tidsbegrænses. Kommunen skal dog løbende som led i det personrettede tilsyn efter servicelovens § 148 sikre, at den hjælp der er truffet afgørelse om at yde, fortsat opfylder sit formål.

7.    Opfølgning

Kommunen skal løbende følge op på din indsats. Vi vil vurdere om du fortsat er i målgruppen for at modtage ledsagelsen, og om ledsagelsen fortsat opfylder sit formål. Ændringer eller ophør af hjælp sker ved afgørelse med klageadgang

8.    Leverandør

Du har som udgangspunkt ret til selv at udpege en person til at udføre opgaven.

Da ledsageordningen skal dække ledsagelse, der ligger ud over den ledsagelse, som en ægtefælle eller andre med nær tilknytning til dig ellers yder, kan der ikke ske ansættelse af personer, der har en meget tæt tilknytning til dig.

Det er udbudsafhængigt, hvilken leverandør Lejre Kommune indgår aftale med omkring et samarbejde om ansættelser i ledsagerordningen.

Lejre Kommune kan afvise at ansætte din udvalgte person, hvis der er særlige forhold, der taler for dette.

9.    Udgifter i forbindelse med ledsagerordningen

Selve ledsagelsen er vederlagsfri.

Du afholder derimod egne udgifter til befordring mv. og egne samt ledsagerens udgifter til biografbilletter, spisning osv. Du skal også dække ledsagerens befordringsudgifter under ledsagelsen.

Du kan ansøge om et tilskud til udgifter til ledsagerens befordring og andre aktiviteter med tilknytning til ledsageordningen.

Beløbet kan dækkes med op til 1.041 kr. årligt (2025). Taksten statsreguleres årligt.

Udbetalingen af beløbet kan ske én gang årligt, og opgørelsen af udgifterne sker på baggrund af sandsynliggjorte udgifter.

Du er selv ansvarlig for at ansøge på ny hvert år.

Ansøgning laves direkte på borger.dk

https://www.borger.dk/handicap/Hjaelp-i-hverdagen/Ledsageordning

10.     Særlige bemærkninger

  • Det er ikke et krav, at du kan efterspørge ledsagelse til selvvalgte aktiviteter verbalt.
  • Du har ret til ledsagelse uanset boform, hvis de øvrige betingelser er opfyldt. Hvis du i forvejen modtager ledsagelse i en form, der svarer til ledsagelse efter § 97, f.eks. som en integreret del af servicetilbud i eget hjem eller i et botilbud, fratrækkes denne i de 15 timers ledsagelse pr. måned. Dette gælder også for personer, der bevarer retten til ledsagelse efter overgang til folkepension.
  • Hvis du har ledsagerordning, har du muligheden for at søge Danske Handicaporganisationer om et ledsagerkort. Du kan læse mere om ledsagerkortet her: https://handicap.dk/brugerservice/om-parkeringskort-ledsagekort-storebaelt-handicap/ledsagekort
  • Hvis du tager midlertidigt ophold i udlandet, bevarer du din ret til bevilget hjælp til ledsagelse uden at skulle ansøge Lejre Kommune, men du skal orientere kommunen om at du tager din hjælp med på rejse. Midlertidigt ophold svarer til et ophold op til 1 måned. Overstiger dit ophold 1 måned, skal du ansøge Lejre Kommune forud for at du rejser.

 

Relevante links:

Sagsbehandlingsfrister på det sociale område

Hvis du vil klage / Lejre Kommune  

Kvalitetsstandard for servicelovens § 108 (længerevarende botilbud) og almenboliglovens § 105 med støtte efter servicelovens § 85.

(Åbn pdf til print).

Vedtaget i udvalget for Social Sundhed & Ældre den 11. august 2025

  

1.     Lovgrundlag

Servicelovens § 108 (længerevarende botilbud) og almenboliglovens § 105 med støtte efter servicelovens § 85 og praktisk hjælp og pleje efter servicelovens § 83.

Kommunalbestyrelsen skal tilbyde ophold i boformer, der er egnet til længerevarende ophold, til personer, som på grund af en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for omfattende hjælp til almindelige, daglige funktioner eller pleje, omsorg eller behandling, og som ikke kan få dækket disse behov på anden vis. 

2.     Formål

Formålet med længerevarende botilbud er, at opretholde din livskvalitet gennem kontakt, tilbud om samvær, omsorg og pleje. Det længerevarende botilbud skal sikre, at der ydes en helhedsorienteret indsats afpasset dine særlige behov, og at dine sociale og personlige funktioner vedligeholdes, eller om muligt forbedres.

3.     Målgruppe

For at være i målgruppen for et længerevarende botilbud skal du:

  • Være over 18 år.
  • Have en veldokumenteret betydelig og varig nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsevne.
  • Have behov for omfattende støtte til almindelige, daglige funktioner eller pleje, omsorg eller behandling, og kan ikke få dækket disse behov på anden vis.
  • Ikke kunne få dækket dine behov på anden vis herunder i almindelig/egen bolig med socialpædagogisk støtte (servicelovens § 85), i opgangsbofællesskab, i midlertidigt botilbud (servicelovens § 107) eller i ældre/handicap bolig med anden støtte. Det skal derfor være vurderet og evt. afprøvet, om du kan være kompenseret tilstrækkeligt ved anden støtte og der skal tages stilling til hvordan levering af din støtte bedst tilrettelægges og hvilke særlige kompetencer der skal til for at imødekomme dit støttebehov bedst muligt i egen bolig, inden der træffes beslutning om et længerevarende botilbud.

 

Lejre kommune anvender voksenudredningsmetoden (VUM), til at vurdere dit fysiske og/eller psykiske funktionsniveau og særlige sociale problemer . Se link til VUM-metoden her.

Har du fået en dom til anbringelse i en boform for personer med betydelig nedsat psykisk funktionsevne, anbringes du som udgangspunkt i et regionalt eller kommunalt tilbud. I særlige tilfælde kan der også bevilliges tilbud i privat regi.

Der vil være mulighed for at søge Statsadvokaten om udgangstilladelse til fx beskæftigelse og fritidsinteresser.

Du er ikke i målgruppe for et § 108 tilbud, hvis du:

  • Alene har aldersbetingede lidelser og almene svækkelser
  • Kan kompenseres tilstrækkeligt med bevilling af støtte efter andre bestemmelser i serviceloven eller efter anden lovgivning.
  • Alene har lettere eller ingen sociale problemer
  • Alene har problemer af boligmæssig karakter.

 

Der kan ikke visiteres til længerevarende botilbud, alene på af baggrund af boligløshed, eller omgivelsesfaktorer i nuværende bolig, hvis disse vurderes at kunne løses i nuværende egen bolig, eller anden bolig – evt. med støtte der kan kompensere dig tilstrækkeligt.

 

Værgemål

Mange borgere der bor i et længerevarende botilbud, vil have behov for et værgemål. Det kan enten være et økonomisk værgemål, eller et fuldt og personlig værgemål. Det er Familieretshuset der træffer afgørelse herom.

Hvem kan få en værge?

For at få en værge skal du have et aktuelt behov. Det betyder, at der skal være nødvendige opgaver og beslutninger, der ikke kan træffes eller gennemføres, på grund af dine helbredsmæssige forhold. Hvis den nødvendige hjælp på betryggende vis kan ydes af familien eller andre nærtstående, er det normalt ikke nødvendigt at få en værge. Kommunen vil dog altid kunne ansøge om værgemål, hvis det bliver vurderet nødvendigt.

Eksempler på situationer, hvor der opstår et behov for værgemål:

  1. Banken vil ikke længere acceptere, at du modtager hjælp til din økonomi uden legitimation i form af en værgebeskikkelse.
  2. Hvis du skal flytte i botilbud, men du kan ikke selv skrive under på en lejekontrakt – måske skal der også sælges en ejendom i forbindelse med flytningen.
  3. Du kan ikke give et informeret samtykke, eller angive hvem der skal have samtykke til at fører dialogen med kommunen, enten som bisidder eller partsrepræsentant.

Hvem kan ansøge om et værgemål?

  • Du kan søge om værgemål for dig selv.
  • En ægtefælle, børn, forældre, søskende eller andre blandt de nærmeste kan søge.
  • Værgen kan søge.
  • En fremtidsfuldmægtig eller den, der har indseende/tilsyn med fremtidsfuldmægtigen, kan søge.
  • Kommunalbestyrelsen kan søge.
  • Regionsrådet kan søge.
  • Politidirektøren kan søge.

4.     Indhold - hvad kan du få bevilget?

I samarbejde med dig, finder Lejre Kommune ud af, hvor meget støtte du har behov for og med hvilket formål. Hvordan støtten skal tilrettelægges, sker på baggrund af en konkret og individuel vurdering af dine støttebehov, og hvad der skal til for, at du kan tage imod hjælpen. Kan støtten kun tilrettelægges i en botilbudsramme, vil du være berettiget til et botilbud.  Lejre Kommune vil altid være opmærksomme på at give dig den støtte, du har brug for – hverken mere eller mindre.

I rammerne for et længerevarende botilbud kan indgå ydelser jævnfør servicelovens §§ 83, 85, 97 og 104 til borgere omfattet af målgruppen. Det vil sige, at der inden for botilbuddets rammer kan tilbydes alt fra personlig og praktisk hjælp til socialpædagogisk støtte, som udmåles ved hjælp af VUM.

Hvad kan indgå i tilbuddet

  • Personlige, praktiske og plejemæssige opgaver - oftest omtalt som hjemmehjælp.
  • Træning i dagligdagsfunktioner.
  • Udvikling eller vedligehold af færdigheder og kompetencer.
  • Opbygning og vedligeholdelse af netværk.
  • Støtte til udvikling af mestrings-strategier.
  • Understøtte løbende behandling for borgere med behandlingsdomme.
  • Ledsagelse til fritidsaktiviteter eller andre aktiviteter. Der kan modtages ledsagelse hertil jævnfør servicelovens § 97 gennem botilbuddet, hvis botilbuddet tilbyder denne ydelse. Tilbydes dette ikke gennem botilbuddet, kan det udmåles særskilt, hvis der er et konkret og individuelt behov. Det kan fx være til sociale arrangementer, ture, koncerter, festivaler. I nogle tilfælde, efter en individuel vurdering, kan der ydes støtte til ledsagelse til fritidsaktiviteter eller andre aktiviteter uden for botilbuddets rammer og ydelser.

Hvis du også modtager enten aktivitets- og samværstilbud eller beskyttet beskæftigelse vil dele af indsatsen muligvis kunne løses herigennem, afhængig af formålet med indsatsen.

Behovet og muligheden for støtte tager altid udgangspunkt i en individuel vurdering og afgørelse.

Frit valgs ordning

Lejre Kommune er forpligtet til at pege på ét relevant tilbud som er godkendt af Socialtilsynet, der sikrer, at du får den nødvendige hjælp og støtte, samtidig med, at vi handler økonomisk ansvarligt.

Hvis du er vurderet til at være i målgruppen for et længerevarende botilbud, har du selv mulighed for at søge efter andre længerevarende botilbud jævnfør reglerne om "Frit valg".

Det betyder, at hvis du ikke ønsker at tage imod det tilbud forvaltningen træffer afgørelse om, har du mulighed for at afgive et ønske om et konkret botilbud. Botilbuddet må gerne være beliggende i en anden kommune.. Herefter skal Lejre Kommune godkende det.

Kriterierne for ”Frit valg” er, at det skal være et sammenligneligt tilbud:

  • Tilbuddet skal være godkendt af socialtilsynet, fremgå af Tilbudsportalen og være egnet til at dække borgerens behov.
  • Tilbuddet må ikke være væsentligt dyrere, end det tilbud Lejre Kommune anviste.
  • Ved flytning til et tilsvarende tilbud i en anden kommune er det en forudsætning, at den pågældende opfylder betingelserne for at blive optaget i såvel fraflytningskommunen og tilflytningskommunen.

 

Hvis du ønsker det, kan sagsmateriale fremsendes.

 

Informeret samtykke

Hvis du skal flytte til, eller mellem botilbud af længerevarende karakter, skal du være i stand til at give et informeret samtykke.

Hvis du ikke er i stand til dette eller hvis du modsætter dig dette, skal Lejre Kommune anmode Familieretshuset om lov til at foretage en flytning uden samtykke.

Dette er uagtet om du i forvejen er under værgemål. Hvis du ikke har en værge, vil du i forbindelse med ansøgningen, for en beskikket værge.

 

Egenbetaling for § 108

Du betaler selv følgende:

  • Egenbetaling (svarende til husleje, herunder forbrugsafgifter som el, vand og varme samt kost og vask).
  • Udgifter til kørsel, rengøring og vinduespudsning, medmindre der er et konkret støttebehov. Der kan ydes støtte til praktisk hjælp efter servicelovens § 83.
  • Evt. individuelle udgifter til telefon, it, medicin, ferierejser m.v.

 

Du sættes i egenbetaling efter gældende regler herom. Egenbetaling for botilbud efter Servicelovens § 108 beregnes dels ud fra boligomkostninger, dels ud fra din indtægt. Lejre Kommune træffer afgørelse herom, med klagevejledning. Det betyder at du kan klage over afgørelsen, hvis du er uenig i beregningen.

Egenbetaling beregnes ca. 1 gang årligt. Du er forpligtet til at give os besked, hvis din økonomiske situation ændrer sig, da det kan have indflydelse på beregningen af din egenbetaling.

 

Egenbetaling for § 105/85

Du betaler selv følgende:

  • Husleje, herunder forbrugsafgifter som el, vand og varme – betales direkte til boligselskabet.
  • Udgifter til kørsel, rengøring og vinduespudsning, medmindre der er et konkret støttebehov. Der kan ydes støtte til praktisk hjælp efter servicelovens § 83.
  • Udgifter til kost og vask.
  • Evt. individuelle udgifter til telefon, it, medicin, ferierejser m.v.

 

Ferie

Du har mulighed for at tage din socialpædagogiske støtte med på ferie, som udgangspunkt i op til 7 dage pr år. Det beror på en konkret og individuel vurdering, hvorvidt dette udgangspunkt kan fraviges.

Ferien skal holdes i Danmark. Dette gælder uanset om den socialpædagogiske støtte ydes som en del af dit botilbud, eller som en særskilt udmålt støtte.

 

Boligdokument

Hvis du skal bo i et boligtilbud efter serviceloven §108 vil du modtage et boligdokument. Hvis du skal bo i et botilbud efter almenboligloven §105 med støtte efter servicelovens §85, fremsendes der ikke et boligdokument, da du er under egen lejekontrakt.

 

5.     Hvad kan du ikke få

Eksempler på aktiviteter, der ikke indgår i tilbuddet:

  • Tilbud, der kan bevilges efter anden lovgivning, f.eks. sundhedslovgivningen, herunder medicin, sårpleje og andre sygeplejefaglige ydelser.
  • Samtaler af behandlingsmæssig karakter.
  • Når du er bevilget ophold i botilbud, ydes der ikke supplerende aflastning.
  • Som udgangspunkt bevilges der ikke støtte ud over de i kontrakten fastsatte, medmindre der efter en konkret og individuel vurdering er fundet et støttebehov herfor.
  • Transport og ledsagelse udover hvad der er indeholdt i botilbuddets egne planlagte aktiviteter, og som dermed anses for at indgå som en del af bevillingen, medmindre du er bevilget dette særskilt på baggrund af en konkret og individuel vurdering af dit støttebehov.

 

6.     Varighed

Der kan ikke sættes bestemte tidsmæssige grænser for et længerevarende botilbud, idet tilbuddet i udgangspunktet er varigt. Det afgørende for opholdets varighed er, at formålet med opholdet vurderes at være opfyldt i tilstrækkelig grad.

Det er dit konkrete funktionsniveau, der udløser den støtte, du skal tilbydes. Ændres dit behov vil løbende opfølgning sikre, at støtten tilpasses dette nye behov.

Der kan ske en flytning til:

  • Andet længerevarende botilbud, hvis det aktuelle tilbud ikke længere er egnet til at dække dine behov.
  • Andet egnet tilbud, hvis dit funktionsniveau og behov ændres.
  • Plejehjem, hvis dit behov for praktisk hjælp, pleje og omsorg overstiger behovet støtte i rammerne for et længerevarende botilbud.
  • Egen bolig, hvis dit behov for støtte kan kompenseres tilstrækkeligt med støtteforanstaltninger i rammerne af egen bolig.

En flytning sker altid i dialog med dig.

Bevillingen kan som udgangspunkt ophøre:

  • Hvis formålet med opholdet er opfyldt og de opstillede indsatsmål er nået.
  • Hvis formålet med opholdet og indsatsmålene ikke giver den forventede effekt.
  • Hvis du er i stand til at klare dig selv i egen bolig kompenseret tilstrækkeligt med anden støtte.
  • Hvis det vurderes, at du kan kompenseres med en anden form for støtte
  • Hvis du tilbydes andet botilbud.
  • Hvis du selv vælger at fraflytte botilbuddet.
  • Hvis du ikke efterlever husreglerne og retningslinjerne for det pågældende botilbud.
  • Hvis dit behov ikke længerere kan tilgodeses i botilbuddet.

 

Hvis du bor i et længerevarende botilbud, har du altid retten til at frasige dig tilbuddet, hvis du ikke længere ønsker at bo der.

Ved gentagen manglende samarbejde om de opstillede indsatsmål fra din side, vil din sagsbehandler gå i dialog med dig og botilbuddet for at afdække årsagen hertil, og det vil blive vurderet, om tilbuddet skal fortsætte eller ændres.

Det er Kommunens pligt, at sørge for at den nødvendige støtte tilrettelægges på en måde, så du har mulighed for at modtage den, også hvis en bevilling af længerevarende botilbud ophører på baggrund af ovenstående grunde.

Botilbuddet kan ikke ophøres:

  • Hvis du har en dom til anbringelse.
  • Hvis du er under værgemål.
  • Hvis du ikke er i stand til at give et informeret samtykke.

 

Særlig for længerevarende botilbud jævnfør §§ 105/85

Da du har lejekontrakt på boligen, kan kommunen ikke umiddelbart flytte dig, uden at du opsiger lejemålet.

 

7.     Opfølgning

Vi vil løbende følge op på indsatsen. Opfølgning på bevillingen sker som udgangspunkt én gang årligt.

 

8.     Leverandør

Lejre Kommune benytter, hvis du vurderes i målgruppen for det, egne leverandører.

  • Botilbuddet Solvang
  • Botilbuddet Bramsnæsvig
  • Bofællesskaberne I Lejre
    • Østbo
    • Åbanken
    • Toftekæret

 

Du kan læse om vores forskellige tilbud her.

Hvis placering i disse ikke er muligt, benytter Lejre Kommune som udgangspunkt øvrige kommunale og regionale tilbud.

Vi bruger i sjældne tilfælde private tilbud. Tilbuddet skal være godkendt af socialtilsynet, og skal fremgå af tilbudsportalen.

Kommunen kigger på og udvælger ét relevant tilbud med udgangspunkt i både indhold, ydelsesudmåling, tilrettelæggelse af indsatsen, pris og placering.

Lejre Kommune er ikke forpligtet til at finde tilbud i nærområdet. Vi peger på tilbuddet ud fra en samlet betragtning af hvad du har behov for, gennem en indsats- og ydelsesberegning. Vi lytter gerne til ønsker om geografi, men kan ikke garantere, at det kan lade sig gøre.

 

Relevante links:

Sagsbehandlingsfrister på det sociale område

Hvis du vil klage / Lejre Kommune

 

Kvalitetsstandard for servicelovens §107 (midlertidigt botilbud).

Vedtaget i Kommunalbestyrelsen den 25.11.2024

 (Åben pdf for print)

 

1.     Lovgrundlag

Kommunalbestyrelsen kan tilbyde midlertidigt ophold i boformer til personer, som på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer har behov for det. 

Kommunalbestyrelsen skal tilbyde midlertidigt ophold til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har behov for omfattende hjælp til almindelige, daglige funktioner eller for pleje, eller som i en periode har behov for særlig behandlingsmæssig støtte, og til personer med nedsat psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer, der har behov for pleje eller behandling, og som på grund af disse vanskeligheder ikke kan klare sig uden støtte.

 

2.     Formål

Formålet med støtten er at styrke dine funktionsmuligheder eller at kompensere for din nedsatte funktionsevne, som betyder, at du ikke kan fungere optimalt i dagligdagen eller i relation til omgivelserne. Tilbud om ophold i et midlertidigt botilbud, er beregnet til at afhjælpe problemer, der ikke på nuværende tidspunkt kan løses ved ophold i en almindelig bolig.

 

Der er to formål med midlertidigt botilbud:

  • At sikre en boligmæssig ramme, som er med til at vedligeholde og udvikle dine psykiske, fysiske og sociale funktioner. Herunder, at genskabe eller udvikle dine muligheder for at flytte i selvstændig bolig.

 

  • At sikre en boligmæssig ramme, som er med til at afklare dit funktionsniveau, ressourcer og behov med henblik på at tilbyde den rette fremtidige boform. Det er et grundlæggende princip for visitering til ydelser, at det altid sker efter mindste indgrebs princippet, så du hverken under- eller overkompenseres.

 

3.     Målgruppe

For at være i målgruppen for et midlertidigt botilbud skal du:

  • Være over 18 år.
  • Have en veldokumenteret betydelig nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer og forventes på sigt at kunne klare dig i egen bolig med støtte.
  • Ikke kunne kompenseres på anden vis herunder i almindelig/egen bolig med socialpædagogisk støtte.

Derfor skal mindre indgribende muligheder være afsøgt og evt. afprøvet, inden der træffes beslutning om et midlertidigt botilbud.

 

Hvis du har fået en dom til tilsyn fra kommunen eller hvis du skal have lavet en mentalundersøgelse, kan du anbringes i et midlertidigt botilbud.

 

Lejre Kommune anvender voksenudredningsmetoden VUM – til at vurdere dit fysiske og/eller psykiske funktionsniveau. VUM-metoden.

 

Du er ikke i målgruppen, hvis:

  • Du alene har aldersbetingede lidelser og almene svækkelser.
  • Din problematik forventes at være kortvarig.
  • Din problematik alene eller primært er hjemløshed.
  • Du kan hjælpes med en mindre indgribende foranstaltning, fx. i egen bolig med støtte.
  • Du kan hjælpes med en mindre indgribende foranstaltning, men har ikke en bolig.

 

4.     Indhold- hvad kan du få bevilget

Hvis du er berettiget til et midlertidigt botilbud, finder Lejre Kommune i samarbejde med dig ud af, hvor meget støtte du har behov for. Støtten tilrettelægges på baggrund af en konkret og individuel vurdering af dine behov og forudsætninger. Lejre Kommune vil altid være opmærksom på at give dig den støtte, du har brug for – hverken mere eller mindre.

I rammerne for et midlertidigt botilbud kan indgå ydelser jævnfør servicelovens §§ 83, 85, 97 og 104. Det vil sige, at botilbuddet kan tilbyde alt fra personlig og praktisk hjælp til socialpædagogisk støtte. Botilbuddet er derfor en ramme for ydelserne.

Hvad kan indgå i tilbuddet

  • Personlige, praktiske og plejemæssige opgaver.
  • Træning i dagligdagsfunktioner.
  • Udvikling eller vedligehold af færdigheder og kompetencer.
  • Opbygning og vedligeholdelse af netværk.
  • Støtte til udvikling af mestrings-strategier, som handler om at lære dig at håndtere situationer, som du synes er svære.
  • Understøtte løbende behandling hvis du har fået en behandlingsdom.
  • Ledsagelse til fritidsaktiviteter eller andre aktiviteter.

Der kan modtages ledsagelse hertil jævnfør servicelovens § 97 gennem botilbuddet, hvis botilbuddet tilbyder denne ydelse. Det kan fx være til sociale arrangementer, ture, koncerter, festivaler. I nogle tilfælde, efter en individuel vurdering, kan der ydes støtte til ledsagelse til fritidsaktiviteter eller andre aktiviteter uden for botilbuddets rammer og ydelser

  • Du har mulighed for at tage din socialpædagogiske støtte med på ferie i op til 7 dage pr. år. Ferien skal holdes i Danmark. Udgifterne til det pædagogiske personale der giver støtten, skal afholdes indenfor det budget som botilbuddet allerede har.

 

Hvis du også modtager enten aktivitets- og samværstilbud eller beskyttet beskæftigelse vil dele af indsatsen kunne løses herigennem.

Behovet og muligheden for støtte tager altid udgangspunkt i en individuel vurdering og afgørelse.

Som udgangspunkt bevilges botilbud uden nattevagt. Kun ved et udmålt behov, kan der bevilges et midlertidigt botilbud med nattevagt. 

Egenbetaling for midlertidigt botilbud

Du betaler selv følgende:

  • Egenbetaling (svarende til husleje, herunder forbrugsafgifter som el, vand og varme samt kost og vask).
  • Udgifter til kørsel, rengøring og vinduespudsning.
  • Evt. individuelle udgifter til telefon, it, medicin, ferierejser m.v.

Du sættes i egenbetaling efter gældende regler herom. Egenbetaling for botilbud efter Serviceloven § 107 beregnes ud fra din indtægt. Beregningen sker med afsæt i, hvordan lejeomkostningerne er i nærområdet og altid med fokus på, at du har et rådighedsbeløb på min. 4000 kr., hvis kost ikke er en del af botilbuddet, og 2500 kr. når kost er inklusiv i botilbuddet. Lejre Kommune træffer afgørelse herom, med klagevejledning. Det betyder at du kan klage over afgørelsen, hvis du er uenig i beregningen.

Egenbetaling beregnes ca. 1 gang årligt. Du er forpligtet til at give os besked hvis din økonomiske situation ændrer sig, da det kan have indflydelse i beregningen af din egenbetaling.

 

Fritagelse for egenbetaling i særlige tilfælde

Hvis Lejre Kommune har en begrundet forventning om, at dit ophold på et midlertidige botilbud er af kortere varighed, kan der indgås aftale om, at du beholder din nuværende bolig.

For borgere der bibeholder en almen eller eje-bolig under et ophold på et midlertidigt botilbud, kan der træffes afgørelse om undtagelse eller nedsættelse af egenbetaling, såfremt du stadig har udgifter til husleje på din egen bolig.

 

5.     Hvad kan du ikke få

Eksempler på aktiviteter, der ikke indgår i tilbuddet:

  • Tilbud, der kan bevilges efter anden lovgivning, f.eks. sundhedslovgivningen, herunder medicin, sårpleje og andre sygeplejefaglige ydelser.
  • Samtaler af behandlingsmæssig karakter.
  • Ergo/fysioterapeutisk behandling.
  • Når du er bevilget ophold i botilbud, ydes der ikke supplerende aflastning.
  • Som udgangspunkt bevilges der ikke støtte ud over den der er fastsat i forbindelse med indgåelse af kontrakten.
  • Transport og ledsagelse udover hvad der er indeholdt i botilbuddets egne planlagte aktiviteter, og som dermed anses for at indgå som en del af bevillingen.

 

Der henvises i øvrigt til muligheden for at søge ledsagelse efter servicelovens § 97 (her indsættes et link til kvalitetsstandarden).

  • Der kan dog ikke ydes ledsagelse til behandlinger og undersøgelser hos læge, speciallæge mv.

Det følger af princippet om sektoransvar, at den sektor, der er ansvarlig for en ydelse, også er ansvarlig for, at den pågældende ydelse er tilgængelig for mennesker med nedsat funktionsevne.

Det betyder, at de forskellige offentlige sektorer hver især har en opgave i forhold til indsatsen over for mennesker med nedsat funktionsevne.

 

6.     Varighed

Der kan ikke sættes bestemte tidsmæssige grænser for midlertidige botilbud. Et ophold varer typisk mellem 1/2-2 år. Det afgørende for dit opholds varighed er, at formålet er opfyldt, og at du efter opholdet kan klare dig, uden den støtte du får i dit midlertidige botilbud.

Da botilbuddet ikke er varigt, har kommunen en forventning om, at du er opskrevet i relevante boligselskaber. Vi anbefaler at du er opskrevet i 2 forskellige boligselskaber, der har mindre end 2 års ventetid. Hvis du ikke er i stand til dette, kan dit botilbud hjælpe dig.

Det er dit konkrete funktionsniveau, der udløser den støtte, du skal tilbydes. Ændres dit behov vil løbende opfølgning sikre, at støtten tilpasses dette nye behov.

Der kan ske en flytning til:

  • Andet midlertidigt botilbud der er væsentligt billigere end det nuværende.
  • En mindre indgribende foranstaltning, hvis dit funktionsniveau og behov ændres.
  • En mere indgribende foranstaltning, hvis dit behov stiger og ikke kan imødekommes i botilbuddet.

 

En flytning sker altid i dialog med dig.

Bevillingen kan som udgangspunkt ophøre:

  • Hvis formålet med opholdet er opfyldt og de opstillede indsatsmål er nået.
  • Hvis formålet med opholdet og indsatsmålene ikke giver den forventede effekt.
  • Hvis du er i stand til at klare dig selv i egen bolig med eventuel anden støtte.
  • Hvis det vurderes, at du kan kompenseres i en mindre indgribende foranstaltning.
  • Hvis du tilbydes andet botilbud.
  • Hvis du selv vælger at fraflytte botilbuddet.
  • Hvis du ikke samarbejder konstruktivt om de opstillede indsatsmål.
  • Hvis du ikke efterlever husreglerne og retningslinjerne for det pågældende botilbud.
  • Hvis dit behov ikke længerere kan tilgodeses i botilbuddet.

 

Hvis du gentagende gange har boet i et midlertidigt botilbud, hvor der

ikke ses den nødvendige effekt og/eller du ikke samarbejder om de opstillede

indsatsmål, bevilger kommunen som udgangspunkt ikke et nyt midlertidigt botilbud.

 

Hvis du bor i et midlertidigt botilbud, har du altid retten til at frasige dig tilbuddet, hvis du ikke længere ønsker at bo der.

Undtagelser hertil er:

  • Hvis du har en dom til anbringelse.
  • Hvis du er under værgemål.
  • Hvis du ikke er i stand til at give et informeret samtykke.

 

Kontraktophør

Hvis et botilbud opsiger aftalen med kommunen, betyder det konkret, at du ikke længere anses for at være placeret i et egnet botilbud. Du skal derfor fraflytte det pågældende botilbud, medmindre der kan genforhandles en ny aftale mellem kommunen og det konkrete botilbud.

Hvis der ikke kan opnås enighed om en ny aftale, og botilbuddet opretholder opsigelsen, skal du fraflytte botilbuddet i henhold til opsigelsesvarslet i aftalen mellem kommunen og botilbuddet. 

En flytning til et nyt botilbud kræver et samtykke fra dig. Hvis der ikke kan opnås et samtykke, skal sagen forelægges for Familieretshuset med henblik på en flytning uden samtykke. Familieretshuset tager stilling til, om betingelserne for indflytning uden samtykke til nyt botilbud er til stede.

 

7.     Opfølgning

Opfølgning på bevillingen sker som udgangspunkt to gang årligt. Når du har opnået et mere stabilt funktionsniveau, påbegyndes drøftelser om en mulig flytning tilbage i egen bolig og en nedtrapning af støtten.

 

8.     Leverandør

Lejre Kommune har ikke egne leverandører til et midlertidige botilbud.

Lejre Kommune benytter, som udgangspunkt andre kommunale og regionale tilbud.

Vi bruger i sjældne tilfælde private tilbud. Tilbuddet skal være godkendt af socialtilsynet og skal fremgå af tilbudsportalen.

Kommunen kigger på og udvælger ét relevant tilbud med udgangspunkt i både indhold, ydelsesudmåling, tilrettelæggelse af indsatsen, pris og placering.

Der er ikke frit valg mellem leverandører af midlertidigt botilbud.

Lejre Kommune er ikke forpligtet til at finde tilbud i nærområdet. Vi peger på tilbuddet ud fra en samlet betragtning af hvad du har behov for, gennem en indsats- og ydelsesberegning. Vi lytter gerne til ønsker om geografi, men kan ikke garantere, at det kan lade sig gøre.

 

Relevante links:

Sagsbehandlingsfrister på det sociale område

Hvis du vil klage

Vedtaget i Kommunalbestyrelsen den 27. januar 2025

 

(åben som pdf.)

Kvalitetsstandard for Servicelovens § 110 (midlertidigt ophold på forsorgshjem og herberg)

1. Lovgrundlag

Kommunalbestyrelsen skal tilbyde midlertidigt ophold i boformer til personer med særlige sociale problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig, og som har behov for botilbud og for tilbud om aktiverende støtte, omsorg og efterfølgende hjælp.

2. Formål

Formålet med ydelsen er at afhjælpe dig i forhold til hjemløshed, til der er fundet en mere permanent boligform. Det er også en del af formålet, at du bliver mere selvhjulpen og, på sigt, kan klare dig i egen bolig. Derudover er formålet at forebygge og afhjælpe sociale problemer hos dig.

3. Målgruppe

For at være i målgruppen for ophold på et forsorgshjem/herberg, skal du være:
• Over 18 år med lovligt ophold i Danmark.
• Have særlige sociale problemer samt behov for aktiverende støtte, omsorg og evt. efterfølgende hjælp, der ikke kan ydes efter andre regler inden for den sociale eller anden lovgivning.
• Have behov for tag over hovedet, fordi du ikke har egen bolig, eller ikke kan opholde dig i egen bolig.

4. Indhold - hvad kan du få bevilget?

Forsorgshjem tilbyder en lang række ydelser, som kan variere i indhold og omfang, ligesom de kan være rettet mod forskellige målgrupper. I tilbuddet kan der eksempelvis ydes:
• Rådgivning og vejledning om økonomiske og sociale forhold
• Udarbejdelse af en opholdsplan, som skal indgå i handlekommunens handleplan jf. Serviceloven § 142 i samarbejde med handlekommune
• Personlige hjælp og socialpædagogisk støtte
• Rådgivning og vejledning om økonomiske og sociale forhold og kontakt til Lejre Kommune for relevant vejledning
• Støtte til at finde en permanent bolig
• Hjælp til kontakt til diverse instanser, f.eks. myndighed/kommunen, psykiatri, behandlingsinstitutioner
• Støtte i forbindelse med særligt tilrettelagte beskæftigelsesforløb
• Støtte i forbindelse med aktivitets- og samværstilbud
• Støtte i form af omsorg og pleje, i forbindelse med afrusning eller evt. afgiftning
• Efterforsorg i forbindelse med udflytning i egen bolig

Det enkelte forsorgshjems ydelser fremgår af tilbudsportalen.

5. Hvad kan du ikke få?

Ophold på forsorgshjem/herberg kan ikke anvendes til at afhjælpe almindelig akut bolignød ved f.eks. samlivsophør, unge der ønsker at flytte hjemmefra eller akut opståede omstændigheder, der medfører, at ophold i egen bolig ikke længere er muligt (f.eks. brand, gasudslip, skimmelsvamp mv.)

6. Varighed

Der er som udgangspunkt tale om døgnophold, i særlige tilfælde som f.eks. ved udslusning kan du i en kortere periode beholde kontakten til forsorgshjemmet/herberget i dagtimer. Det er individuelt, hvor længe en borger har behov for ophold på et forsorgshjem/herberg og hvornår borgeren ikke længere vurderes at være hjemløs eller ikke kunne opholde sig i egen bolig. Som led i opfølgningen kan du blive tilbudt alternative muligheder, f.eks. husvildeboliger og/eller at blive skrevet op på akutboliglisten i Lejre Kommune med henblik på at flytte ud af forsorgshjemmet. Lejre Kommune tager stilling til, om der skal udmåles støtte og omsorg i forbindelse med, at du flytter tilbage til egen bolig.
Ophold på et forsorgshjem/herberg er et midlertidigt døgntilbud til dig, som forløber indtil formålet med opholdet, er indfriet.

7. Bevillingskompetence

Lederen af forsorgshjemmet/herberget træffer selv afgørelse om, hvorvidt du er i målgruppen og kan optages i tilbuddet. Ligesom det er ledelsen på forsorgshjemmet/herberget der træffer afgørelse om udskrivning.
Lejre Kommune kan henvise til forsorgshjem/herberger, men kan ikke visitere hertil.

8. Opfølgning

Første møde efter du har taget ophold på et forsorgshjem, planlægges inden for de to første uger af dit ophold på forsorgshjemmet, hvis det er muligt. Løbende opfølgning sker efter behov eller som minimum hver 8. uge.
Der sker en tæt opfølgning med fokus på, at der arbejdes med formålene for at være på et forsorgshjem. Herunder et særligt fokus på at indsatsen bidrager til at du finder egen bolig, hvor du er i stand til at leve et hverdagsliv på dine egne betingelser.

9. Leverandør

Har du behov for at komme på forsorgshjem/herberg, kan du henvende dig direkte til det herberg du ønsker at komme på.
Vær her opmærksom på, at forsorgshjemmet/herberget skal fremgå af tilbudsportalen:
Tilbudsportalen.dk - Herberg og forsorgshjem
Det er blandt andet også muligt at finde en oversigt over forsorgshjem og herberger her:
Sands oversigt over § 110 boformer.
Kofoeds skole - oversigt over tilbud til unge der er udsat for hjemløshed.

10. Egenbetaling

Ved ophold på forsorgshjem/herberg er der en egenbetaling, som omfatter betaling for el og varme jf. Bekendtgørelse 1387 af 12.12.2006 om betaling for botilbud m.v. efter servicelovens kapitel 20.
Satsen for egenbetaling udgør 100,77 kr./døgn (2024-sats – reguleres en gang om året pr. 1. januar med pris- og lønudviklingen).
Du betaler udgiften af din arbejdsindtægt, pension, kontanthjælp eller anden indtægt. Det er Lejre Kommune der opkræver egenbetalingen.
Betalingen sker fra opholdets begyndelse, og kan efter gensidig aftale ske forud for op til 31 dages ophold. Hvis du ikke opholder dig på forsorgshjemmet i hele den periode der er opkrævet for, vil egenbetalingen blive efterreguleret.
Bortfald eller nedsættelse af egenbetaling
Du kan ansøge Lejre Kommune om bortfald eller nedsættelse af egenbetaling.
Hvis du søger om bortfald eller nedsættelse af egenbetaling, vil kommunen lave en konkret og individuel vurdering af ansøgningen, herunder vurdere:
1. Om du har udgifter til egen bolig samtidig med, at du tager ophold på et forsorgshjem/herberg.
2. Dit økonomiske råderum i øvrigt (bortfald eller nedsættelse af egenbetaling kan, som udgangspunkt, ikke ske på grund af afbetaling på gæld, men vil bero på en individuel vurdering).
Lejre Kommune vil da træffe afgørelse om der kan ske bortfald eller nedsættelse af egenbetalingen. Denne kan påklages jf. klagevejledning. Her indsættes link til klagevejledningen.

Borgere uden indtægt
Har du ikke nogen indtægt, skal du ikke betale egenbetaling for ophold på forsorgshjem.
Hvis du er på forsorgshjem, og ikke har nogen indtægt, fastsætter og udbetaler Kommunalbestyrelsen et beløb til personlige fornødenheder, indtil der foreligger et indtægtsgrundlag i form af arbejdsindtægt, pension, kontanthjælp eller anden indtægt.
Betaling for kost og vask
Foruden den egenbetaling der opkræves af kommunen, fastsætter forsorgshjemmet betaling for kost og vask. Betaling for kost og vask skal fastsættes således, at det er muligt at fravælge et eller flere måltider eller vask.
Betaling for kost og vask sker direkte til forsorgshjemmet.
Der skal ikke betales for ydelser, der er bevilget til dig som følge af en funktionsnedsættelse.

11. Klage over forsorgshjemmet/herberget

Klager over forsorgshjemmet/herberget (f.eks. personale, ind- og udskrivning, opkrævning for kost og vask mv.) rettes til lederen af forsorgshjemmet.

12. Orientering til Lejre Kommune om ind- og udskrivning

Så vidt muligt skal forsorgshjemmet senest tre hverdage efter afgørelse om optag af en borger orientere Lejre Kommune herom.
Forsorgshjemmet skal, så vidt muligt, inden udskrivning af en borger, og senest tre hverdage herefter orientere Lejre Kommune herom.
Orienteringerne skal som minimum indeholde dit navn og cpr.nr. samt dato og begrundelse for henholdsvis optagelse og udskrivning.

13. Krav til forsorgshjemmet/herberget

Forsorgshjemmet skal inden for de første tre dage efter, at du har taget ophold, kontakte Lejre Kommune.
Forsorgshjemmet skal planlægge opholdets længde og indhold i en opholdsplan, som skal koordineres med og indgå i Lejre Kommunes handleplan for dig.

Relevante links

Sagsbehandlingsfrister på det sociale område.

Hvis du vil klage / Lejre Kommune.

 

 

Vedtaget i Kommunalbestyrelsen den 26. august 2024

(åben pdf til print) 

Kvalitetsstandard for Servicelovens § 109 (Kvindekrisecenter).

 

1.       Lovgrundlag

Et ophold på kvindekrisecenter tilbydes til personer og deres børn, hvis de har været udsat for vold i nære relationer. Opholdet har til formål at yde beskyttelse, støtte, omsorg og koordinerende rådgivning, som kan bidrage til, at personen og eventuelt ledsagende børn kan etablere en selvstændig tilværelse uden vold i egen bolig.

Den koordinerende rådgivning gives i forhold til bolig, økonomi, arbejdsmarked, skole, daginstitutioner, sundhedsvæsen m.v. og skal understøtte de enkelte dele i kommunalbestyrelsens øvrige tilbud.

Under opholdet tilbydes også 10 timers psykologbehandling til de personer der tager ophold på krisecenteret. Der tilbydes også psykologbehandling til børn, som skal have et omfang på mindst 4 timer og op til 10 timer afhængigt af barnets behov.

Pligten til at tilbyde psykologbehandling gælder uanset opholdets varighed.

 

2.       Formål

Formålet er at give dig og dine børn tilbud om midlertidigt ophold på krisecenter, hvis du ikke kan opholde dig i dit eget hjem på grund af vold og trusler eller tilsvarende krise i relation til familie eller samlivsforhold.

Indsatsen sigter også mod at forbedre dine sociale og personlige kompetencer og udviklingsmuligheder.

Formålet med ophold på krisecenter er:

  • At der tilbydes den nødvendige og helhedsorienterede hjælp, støtte og rådgivning til at håndtere krisen.
  • At give midlertidigt ophold som bidrager til fysisk og psykisk tryghed.
  • At sikre krisehjælp, som bidrager til at du kan komme ud af din krisesituation og blive styrket i at træffe egne valg.
  • At sikre dig og dine børn mod yderligere overlast.
  • At støtte dig til selvhjælp med henblik på at skabe og fastholde et liv uden vold efter opholdet på krisecentret.

3.       Målgruppe

For at være i målgruppen for ophold på et kvindekrisecenter, skal du være:

  • Over 18 år med lovligt ophold i Danmark, og have været udsat for vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i relation til familie- eller samlivsforhold.
  • Barn under 18 år til en voldsramt.

 

Eksempler på vold kan være:

  • Fysisk vold
  • Psykisk vold
  • Seksuel vold
  • Stalking
  • Økonomisk vold
  • Materiel vold
  • Digital vold

(Kilde: Former for vold - LOKK)

 

Det er et krav, at du er selvhjulpen i forhold til at kunne klare indkøb, madlavning, tøjvask og børnepasning, hvis du tager ophold på et krisecenter.

 

4.       Indhold- hvad kan du få bevilget

Ophold på krisecenter

På krisecentrene tilbydes midlertidigt ophold, samt rådgivning og mulighed for fællesskab med andre i samme situation.

Behandlingstilbud er ikke en del af krisecentrene, men der er ansat personale, som du har mulighed for at tale med.

Støtte og vejledning

Lejre Kommune tilbyder indledende og koordinerende støtte og vejledning til dig, når du har et ophold på et krisecenter.

Lejre Kommune iværksætter den indledende rådgivning snarest muligt efter at kommunen er orienteret om, at du har taget ophold på et krisecenter. Dette er med henblik på at lægge en plan, så du hurtigst muligt kan komme tilbage i egen bolig samt skabe og fastholde et liv uden vold.

Den indledende rådgivning omfatter bl.a. introduktion til koordinerende rådgivning.

Koordinerende rådgivning

Der ydes koordinerende rådgivning i forhold til bolig, økonomi, arbejdsmarked, skole, daginstitutioner, sundhedsvæsen mv. og den skal understøtte kommunens øvrige tilbud.

Den koordinerende sagsbehandling og rådgivning opstartes når Lejre Kommune orienteres om opholdet. Rådgivningen gives, indtil du og dine børn (hvis du har børn) er etableret i egen bolig. Rådgivningen kan evt. fortsætte i op til seks måneder efter udflytningen fra krisecentret med henblik på at sikre og fastholde et liv uden vold.

Psykologbehandling

Kommunen tilbyder dig 10 timers psykologbehandling, hvis du har ophold på et krisecenter – uagtet opholdets varighed.

Psykologbehandlingen skal iværksættes under selve opholdet eller i umiddelbar forlængelse heraf. Behandlingen skal udføres af en autoriseret psykolog.

Psykologbehandling til ledsagende børn

Jævnfør servicelovens § 109, stk. 9 tilbyder Lejre Kommune:

  • Psykologbehandling til dine børn, hvis de er med dig under dit ophold på krisecenter – uanset opholdets varighed.
  • Psykologbehandling iværksættes under dine børns ophold på krisecenter eller i umiddelbar forlængelse heraf. Behandlingen skal udføres af en autoriseret psykolog.
  • Psykologbehandlingen skal have et omfang på mindst fire timer og op til ti timer - afhængigt af dit barns behov. Efter fire timer psykologbehandling vurderer psykologen, om dit barn har behov for yderligere psykologbehandling. Psykologen orienterer krisecentret samt Lejre Kommune, inden der ydes flere timer.

 

Underretning

Hvis der er børn involveret, har krisecentret og Lejre kommune skærpet underretningspligt i henhold til Barnets Lov § 133, hvis:

  1. Et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte
  2. Et barn umiddelbart efter fødslen kan få behov for særlig støtte på grund af de vordende forældres forhold
  3. Et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte på grund af barnets eller den unges ulovlige skolefravær eller undladelse af at opfylde undervisningspligten, eller
  4. Et barn eller en ung under 18 år har været udsat for overgreb.

 

5.       Varighed

Ophold på et krisecenter er et midlertidigt døgntilbud til dig og dine børn, som forløber indtil formålet med opholdet, er indfriet.

 

6.       Opfølgning

Første møde efter at du har taget ophold på et krisecenter, planlægges, inden for de to første uger af dit ophold på krisecentret, hvis det er muligt. Derefter sker der løbende opfølgning efter behov, dog mindst hver 8. uge.

Der sker en tæt opfølgning med fokus på, at der arbejdes med formålene for at være på krisecenter. Herunder et særligt fokus på at indsatsen bidrager til at du, og dine børn, kan genetablere en tilværelse uden vold i egen bolig.

 

7.       Leverandør

Har du behov for at komme på et krisecenter, kan du henvende dig direkte til det krisecenter du ønsker at komme på.

En oversigt over krisecentre og rådgivningstilbud findes på:

Krisecentre og rådgivningstilbud

Det er også muligt at finde en oversigt over krisecentre på borger.dk:
borger.dk

 

8. Generel vejledning for personer der er udsat for eller vidne til vold i hjemmet

Har du brug for råd og vejledning eller en at snakke med, har du muligheden for at ringe anonymt til Lev Uden Vold’s nationale hotline på 1888 hele døgnet rundt alle årets dage.

 

9. Anonymitet

Henvender du dig direkte til et krisecenter, kan optagelsen ske anonymt. Krisecentret vil da udelade at oplyse navne og cpr. nummer til Lejre Kommune ved orienteringen om optagelse og udskrivning.

Hvis du er anonym, har kommunen dog begrænset mulighed for at tilbyde støtte og vejledning. Det forudsætter, at du eller krisecentret på vegne af dig henvender sig til kommunen (Unge og Voksne med Særlige Behov).

 

10. Egenbetaling

Ved ophold på krisecenter er der en egenbetaling, denne omfatter betaling for el og varme samt betaling for eventuelt medfølgende børn.

Satsen for egenbetaling udgør 97,30 kr./døgn. (2024-sats - reguleres en gang om året pr. 1. januar med pris- og lønudviklingen).

Du betaler udgiften af din arbejdsindtægt, pension, kontanthjælp eller anden indtægt. Det er Lejre Kommune der opkræver egenbetalingen.

Betalingen sker fra opholdets begyndelse og kan efter gensidig aftale ske forud for op til 31 dages ophold. Hvis du ikke opholder dig på krisecentret i hele den periode der er opkrævet for, vil egenbetalingen blive efterreguleret.

 

 Bortfald eller nedsættelse af egenbetaling

Du kan ansøge Lejre Kommune om bortfald eller nedsættelse af egenbetaling.

Hvis du søger om bortfald eller nedsættelse af egenbetaling, vil kommunen lave en konkret og individuel vurdering af ansøgningen, herunder vurdere:

  1. Om du har udgifter til egen bolig samtidig med, at du tager ophold på et krisecenter
  2. Dit økonomiske råderum i øvrigt (bortfald eller nedsættelse af egenbetalingen kan, som udgangspunkt ikke ske på grund af afbetaling på gæld, men vil bero på en individuel vurdering).

Lejre Kommune vil da træffe afgørelse om der kan ske bortfald eller nedsættelse af egenbetalingen. Denne kan påklages jf. klagevejledning.

 Borgere uden indtægt

Har du ikke nogen indtægt, skal du ikke betale egenbetaling for ophold på krisecenter.

Hvis du er på krisecenter, og ikke har nogen indtægt, fastsætter og udbetaler kommunalbestyrelsen et beløb til personlige fornødenheder, indtil der foreligger et indtægtsgrundlag i form af arbejdsindtægt, pension, kontanthjælp eller anden indtægt.

Betaling for kost og vask

Foruden den egenbetaling der opkræves af kommunen, fastsætter krisecentret betaling for kost og vask. Betaling for kost og vask skal fastsættes således, at det er muligt at fravælge et eller flere måltider eller vask.

Betaling for kost og vask sker direkte til krisecentret.

Der skal ikke betales for:

Ydelser, der er bevilget til dig som følge af en funktionsnedsættelse.

 

11. Klager over krisecentret

Klager over krisecenteret (fx personale, ind- og udskrivning, opkrævning for kost og vask mv.) rettes til lederen af krisecentret.

 

12. Orientering til Lejre Kommune om ind- og udskrivning

Så vidt muligt skal krisecentret senest tre hverdage efter afgørelse om optagelse af en borger, orientere bopælskommunen herom.

Krisecentret skal så vidt muligt inden udskrivning af en borger, og senest tre hverdage herefter, orientere Lejre Kommune herom.

Orienteringerne skal som minimum indeholde borgerens og eventuelle børns navne og cpr-numre, samt dato og begrundelse for henholdsvis optagelse og udskrivning.

For borgere, der optages i boformen anonymt, udelades borgerens og eventuelle børns navne og cpr-numre, og det skal i øvrigt sikres, at kvindens anonymitet opretholdes.

 

Dialog mod Vold

Dialog mod Vold tilbyder behandling til både udøvere og udsatte. Forudsætningen for, at en familie kan komme i behandling, er at den, der udøver volden, ønsker at tage ansvar.
Kontakt: 35 30 17 17
Hjemmeside: Dialogmodvold

 

Relevante links:

Hvis du vil klage

 

Kvalitetsstandard for Servicelovens § 85 (socialpædagogisk støtte)

Åbn pdf til print)

Vedtaget i udvalget for Social Sundhed & Ældre den 11. august 2025

  

1.      Lovgrundlag

Kommunalbestyrelsen skal tilbyde hjælp, omsorg eller støtte samt optræning og hjælp til udvikling af færdigheder til personer, der har behov herfor på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.

2.      Formål

Formålet med socialpædagogisk støtte er: 

  • at bidrage til at skabe en tilværelse for dig på dine egne præmisser
  • at sikre at du kan bevare eller forbedre dine psykiske, fysiske eller sociale funktioner
  • at træne og guide dig i brug af egne ressourcer
  • at sigte på hjælp til selvhjælp på det praktiske og personlige plan.
  • en vedligeholdende støtte til dig med omfattende nedsat fysisk og psykisk funktionsevne.
  • at det bliver muligt for dig at leve og udfolde dig på lige fod med andre.

 

Støtten bygger på dit ansvar for dig selv og din familie. Den bygger på dit ansvar for at udvikle dig og udnytte egne potentialer mod et aktivt og selvstændigt liv i det omfang, det er muligt for dig og det er vores ansvar som kommune at tilrettelægge og tilbyde en støtte, så du kan modtage den.

Nogle aktiviteter indgår ikke i socialpædagogisk støtte, f.eks. opgaver af rent praktisk karakter, som bevilges efter andre bestemmelser i serviceloven. Du kan derfor ikke få dækket et behov for støtte med flere tilbud. Hvis du på anden vis får opfyldt dit behov for støtte gennem fx et aktivitets- og samværstilbud eller gennem et botilbud, kan du ikke også modtage socialpædagogisk støtte.

Den socialpædagogiske støtte skal understøtte, at du kan leve så selvstændigt et liv som muligt. Socialpædagogisk støtte er som udgangspunkt en midlertidig støtte, som der følges løbende op på.

3.      Målgruppe

Følgende kriterier skal være opfyldt, før du er i målgruppen for socialpædagogisk støtte: 

  • Du skal være over 18 år med betydeligt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer
  • Dit behov for støtte skal være afledt af din betydelige funktionsnedsættelse eller særlige sociale problemer.

 

Lejre Kommune anvender voksenudredningsmetoden VUM – til at vurdere dit fysiske og/eller psykiske funktionsniveau og særlige sociale problemer. Se link til VUM-metoden her.

Lejre Kommune tilbyder som udgangspunkt ikke socialpædagogisk støtte til dig:

  • Som har ingen eller lette problemer på de konkrete områder der ønskes støtte til.
  • Som kan kompenseres tilstrækkeligt med en anden indsats, for eksempel: Rådgivningshuset Fokus eller øvrige tilbud i civilsamfundet, som f.eks. frivillige foreninger og organisationer, eller som kan kompenseres gennem tilbud efter anden lovgivning.

 Der skal altid foretages en konkret individuel vurdering af dine ressourcer og behov, som betyder at du kan få støtte til nogle aktiviteter, men måske ikke alle.

4.      Indhold - hvad kan du få bevilget?

Hvor henvender du dig:

Indgangen og dermed den fleksible adgang til at få hjælp på det sociale område i Lejre kommune, sker igennem Rådgivningshuset Fokus.

Rådgivningshuset er en enhed i afdelingen vi kalder Unge og voksne med særlige behov.

Du kan læse mere om Fokus her.

Du behøver ikke at bestille tid. Du kan enten møde op i Fokus i åbningstiden eller ringe på telefon 3060 6146. Åbningstider vil fremgå af Rådgivningshuset Fokus hjemmeside (se nedenstående link). Uden for åbningstiden kan du lægge en telefonbesked. Den aflytter vi løbende.

Ved første samtale i Fokus vil en myndighedsmedarbejder lave en screening, for hvordan vi bedst muligt kan hjælpe dig med de udfordringer du oplever. Her undersøger vi om det du fortæller, indikerer at du har nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller sociale problemer med risiko for at udvikle funktionsnedsættelse eller sociale problemer, eller om du har betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.

 Medarbejderen kan herefter henvise dig til nedenstående tilbud:

  • 1-3 Fokussamtaler i Rådgivningshuset Fokus
  • Individuel tidsafgrænset støtte efter Servicelovens § 82b i Rådgivningshuset Fokus
    • Gruppebaseret optræning og hjælp til udvikling af færdigheder efter servicelovens §82a i
    • Rådgivningshuset Fokus
  • Påbegynde en udredning efter Voksenudredningsmetoden, hvor du får tilknyttet en rådgiver, der vil hjælpe med at afdække og udmåle dit støttebehov og vurdere det efter servicelovens bestemmelser om bl.a. § 85 socialpædagogisk støtte.

Hjælpen efter § 85 bevilges efter bestemmelsen om socialpædagogisk støtte, hvis støttebehovet hovedsageligt består i hjælp til at strukturere eller skemalægge udførelsen af almindelige dagligdags opgaver. Det kan for eksempel være planlægge rengøring i hjemmet, som du kan udføre selvstændigt uden at have behov for en hjælper i nærheden. Hjælperen behøver derfor som udgangspunkt ikke at være til stede under din udførelse af opgaverne.

Kriterier for støtten:

  • For borgere, der også modtager enten aktivitets- og samværstilbud (SEL § 104 – kvalitetsstand link) eller beskyttet beskæftigelse (SEL § 103 - kvalitetsstandard link)) vil dele af den socialpædagogiske støtte kunne løses herigennem, hvis formålet med at visitere til det konkrete tilbud, også har et socialpædagogisk element. Det vil altid bero på en individuel vurdering af dit støttebehov og mulighed for og evne til at modtage den konkrete tilrettelagte støtte.
  • Socialpædagogisk støtte kan leveres som individuelt tilrettelagt støtte eller som støtte, hvor flere borgere er fælles om en aktivitet (gruppetilbud), der har til hensigt at understøtte deres støttebehov og udvikle færdigheder. Det er din rådgiver, der vurderer dit behov. Der er ikke frit valg mellem individuelt tilrettelagt støtte og støtte med andre. Hvis, der kan peges på et gruppetilbud der matcher dit behov, vil dette gå forud for individuelt tilrettelagt støtte, medmindre du som følge af din funktionsnedsættelse er forhindret i at deltage i et gruppetilbud.
  • Ledsagelse til og fra sundhedsvæsnet kan kun i særlige tilfælde og efter en konkret og individuel vurdering, bevilliges som socialpædagogisk ledsagelse til dig, som ikke er stand til at benytte øvrige transport former, og for dig, hvor støtte før og efter transporten ikke er nok til at kompenserer for dit behov. Socialpædagogisk ledsagelse foregår som udgangspunkt med offentlig transport, medmindre du efter en konkret og individuel vurdering ikke er i stand til at benytte offentlig transport som følge af din funktionsnedsættelse. Ledsagelse til og fra sundhedsvæsnet kan kun bevilliges hvis der er identificeret et konkret behov herfor, og der er udmålt støtte hertil.

 

Omfanget af den bevilgede støtte kan variere meget og afhænger af dit behov, mulighed og evne til at modtage støtten.

Omfanget vurderes ud fra en konkret og individuel vurdering, hvor der konkret identificeres støttebehov og udmåles relevant støtte.

Særligt vedrørende ferie

Du har mulighed for at tage din socialpædagogiske støtte med på ferie, som udgangspunkt i op til 7 dage pr år. Det beror på en konkret og individuel vurdering, hvorvidt dette udgangspunkt kan fraviges.

Ferien skal holdes i Danmark. Dette gælder uanset om den socialpædagogiske støtte ydes som en del af dit botilbud, eller som en særskilt udmålt støtte.

 

5.      Hvad kan du ikke få

Hvad indgår som udgangspunkt ikke i støtten:

  • Støtte, der kan dækkes efter andre af servicelovens bestemmelser eller fx sundhedslovgivningen, medmindre formålet med støtten er socialpædagogisk.
  • Ledsagelse til selvvalgte aktiviteter, medmindre formålet med aktiviteten er socialpædagogisk.
  • Kørsel til og fra aktiviteter, medmindre kørslen har et socialpædagogisk formål.
  • Udfører gør ikke rent praktiske opgaver, såsom ærinder til bank mm uden din deltagelse, og udfører administrerer ikke din økonomi. Der kan være tilfælde, hvor der er behov for, at udfører har indsigt i din økonomi for at kunne understøtte dig i at varetage din egen økonomi. I disse tilfælde skal du give fuldmagt hertil.
  • Behandlingsmæssige indsatser som fx psykiatrisk behandling eller samtaleterapi.
  • Det følger af princippet om sektoransvar, at den sektor (fx sundhedssektoren), der er ansvarlig for en ydelse, også er ansvarlig for, at den pågældende ydelse er tilgængelig for mennesker med nedsat funktionsevne. Det betyder, at de forskellige offentlige sektorer hver især har en opgave i forhold til indsatsen over for mennesker med nedsat funktionsevne. Der ydes derfor som udgangspunkt ikke støtte under læge samtaler, andre møder i sundhedsvæsnet eller under indlæggelser, medmindre der efter en konkret og individuel vurdering findes et socialpædagogisk formål hermed.

 

6.      Varighed

Støtten skal altid formuleres med klare støttebehov og en konkret ydelsesudmåling med specifikt formål, som du bevilges. Dette vil ske i dialog med dig.

Din sagsbehandler vil løbende følge op på din udvikling og de identificerede støttebehov.

Du vil blive tilbudt en handleplan i forbindelse med bevilling af støtte.

 

Bevillingen ophører:

  • Hvis formålet med støtten er opfyldt og de opstillede mål er nået
  • Hvis formålet med støtten og målene ikke giver den forventede effekt
  • Hvis du ikke længere ønsker at tage imod støtten

 

Det er kommunen, der vurderer og træffer afgørelse om ophør.

Ved gentagne afbud eller manglende samarbejde om støtten fra din side, vil din sagsbehandler gå i dialog med dig og leverandøren for at afdække årsagen hertil, og det vil blive vurderet, om tilbuddet skal fortsætte eller ændres.

Som udgangspunkt gives støtten ikke som en varig støtte.

7.      Opfølgning

Opfølgning på bevillingen sker som minimum en gang halvårligt.

8.      Leverandør

Kommunen vælger hvem, der skal udføre det tilbud om støtte, som er bevilget til dig. Beslutningen om hvem, der skal levere hjælpen efter servicelovens § 85, er faktisk forvaltningsvirksomhed, hvilket betyder, at du ikke frit kan vælge leverandør, og at det er din rådgiver der træffer vurderingen ud fra en faglig vurdering. Der træffes derfor ikke en afgørelse om valg af leverandør, som kan påklages.

Lejre Kommune bruger som udgangspunkt støtte fra egne støttekorps, som er:

  • Team Bostøtte
  • Bofællesskaberne i Lejre Kommune

 

Kommunen kan i særlige tilfælde pege på en ekstern leverandør. Der peges kun på eksterne leverandører, når tilrettelæggelsen af støtten ikke kan imødekommes af egne støttekorps, enten på grund af tilrettelæggelse eller særlige faglige kompetencer. Relation betragtes som udgangspunkt ikke som værende et særlig tilfælde.

Kommunen tilsigter altid, at leverandøren skal have relevant faglig baggrund. Leverandøren kan som udgangspunkt ikke være en ven eller pårørende, medmindre det efter en konkret og individuel vurdering findes, at du bedst kan kompenseres med en støtte fra netværket.

 

Relevante links:

Sagsbehandlingsfrister på det sociale område

Hvis du vil klage / Lejre Kommune

 

Kvalitetsstandard for Servicelovens § 101 og § 101a (Stofbehandling)

Vedtaget i Kommunalbestyrelsen den 25.11.2024

 (åben pdf for print)

 

1.     Lovgrundlag

Kommunalbestyrelsen skal tilbyde social behandling til borgere med stofmisbrug efter serviceloven § 101. Eller tilbyde anonym ambulant behandling af stofmisbrug, efter serviceloven § 101a, til personer, der har et behandlingskrævende stofmisbrug, men ikke har andre sociale problemer.

 

2.     Formål

Formålet med stofbehandlingen er, at du enten bliver stabiliseret, får reduceret dit stofindtag, eller bliver helt stof fri, og derved opnår en bedre livskvalitet. Stofbehandlingen kan også være for at forebygge, at du får tilbagefald.

Det er stofbehandlingens mål at:

  • Forbedre dine sociale og personlige funktioner og udviklingsmuligheder.
  • Forbedre dine muligheder for livsudfoldelse gennem behandling, rådgivning og vejledning.
  • Forebygge negative følgevirkninger af fysisk, psykisk og social karakter, som følge af dit misbrug
  • Inddrage din familie og nære relationer i den sociale behandling i det omfang det er nødvendigt, muligt og relevant.
  • Tilbyde dig behandling på det mindst indgribende niveau og der tilstræbes behandling ud fra nærhedsprincippet, hvilket vil sige, at det foregår i eller tæt på vante rammer, med henblik på at opretholde en så normal hverdag som mulig.

 

Stoffer kan f.eks. omfatte (men ikke afgrænset til):

  • Centralstimulantia (amfetamin/speed, kokain, ecstasy, crack, metamfetamin)
  • Opioider (heroin, morfin, smertestillende medicin)
  • Hallucinogener (LSD, svampe) cannabis (hash, pot skunk)
  • Benzodiazepiner (beroligende, angstdæmpende medicin, sovemedicin)

Benævnes herefter samlet under betegnelsen ”stoffer”

3.     Målgruppe

Stofbehandling er for dig, som har et forbrug af stoffer, der har en skadelig effekt på dig selv, dit daglige liv og din omgangskreds. Det kan være, hvis dit forbrug har en negativ effekt på f.eks. dit sociale liv, dit arbejde eller din uddannelse, samt dit fysiske og psykiske helbred. Du er også i målgruppen, hvis du er gravid eller har en dobbeltdiagnose.

Hvis du er over 18 år med et forbrug af stoffer, uanset forbrugets varighed, omfang eller karakter, er du i målgruppen for behandling. Hvis du ikke har andre sociale problemer end forbrug af stoffer, kan du vælge anonym stofbehandling.

Hvis du både har en psykiatrisk lidelse (som du er i forløb i psykiatrien med) og samtidigt et skadeligt forbrug af stoffer, kan du få tilbudt en koordinerende indsatsplan med Lejre Kommune og Behandlingspsykiatrien i Region Sjælland.

Hvis du er gravid og anvender stoffer under graviditeten eller op til, opfordres og støttes du til at kontakte egen læge med henblik på at blive henvist til Familieambulatoriet i Næstved. Dette gælder også hvis du er partner til en person med et forbrug af stoffer. Hvis du er gravid og modtager døgnbehandling for dit stofindtag, skal kommunen tilbyde dig at indgå en kontrakt om behandling med mulighed for tilbageholdelse. Tilbageholdelse kan ske, hvis

  • Der er en risiko for, at dine chancer for at stoppe misbruget og få en betydelig bedring som gravid forringes væsentligt
  • Du som gravid udgør en nærliggende og væsentlig fare for dig selv eller andre
  • Du som gravid udgør en nærliggende fare for at skade fosteret

 

Kontrakten er gældende frem til barnet er født.

Hvis du er under 18 år med et forbrug af stoffer, skal du kontakte Børn- og Ungerådgivningen i Lejre Kommune på telefon 4646 4646 eller en SSP-medarbejder (se kontaktinfo her).

I så fald tilbydes du som udgangspunkt 1-2 rådgivende samtaler ved SSP-medarbejder. Rådgivningen kan fungere som nænsom brobygning til eventuel videre behandling. Hvis der er brug for yderligere samtaler eller et behandlingsforløb, skal dine forældre give samtykke til det.

 

4.     Indhold - hvad kan du få bevilget

Alt efter hvordan din situation er og omfanget af dit behandlingsbehov, er der forskellige muligheder for behandling. Behandlingen kan for nogen være anonym, mens andre har brug for enten ambulant-, dag- eller døgnbehandling.

Anonym stofbehandling

Hvis du ikke har andre sociale udfordringer, kan du tilbydes anonym behandling for dit forbrug af rusmidler. Du kan henvende dig anonymt til Center for Alkohol og Stofbehandling (CAS) i Roskilde telefonisk, og de vurderer så, om du er i målgruppen for anonym stofbehandling.

Henvendelsen skal ske telefonisk, og der aftales forløbet med henblik på at afdække dit behandlingsbehov.

Henvendelse til CAS på telefon: 4631 7141

 

Ambulant-, dag eller døgnbehandling

Hvis du har behov for ambulant-, dag eller døgnbehandling skal du sammen med en medarbejder fra Rådgivningshuset Fokus udfylde et udredningsskema, og vi vil herefter foretage en faglig vurdering af dit behandlingsbehov og din situation.

Når dit behandlingsbehov er klarlagt, koordinerer vi indsatsen sammen med det mest relevante behandlingstilbud.

Din behandling tilrettelægges på baggrund af en helhedsorienteret og individuel vurdering af dine ressourcer, behov og ønsker ud fra et princip om altid at tilbyde den mindst indgribende indsats. Det betyder, at behandlingen i de fleste tilfælde vil være ambulant- eller dagbehandling, og døgnbehandling vil kun i meget få tilfælde være det første tilbud til dig, der anmoder om stofbehandling.

Ved ambulant behandling tilbydes du ambulant rådgivning og behandling. Behandlingen kan omfatte information, støtte og rådgivningsforløb og strukturerede samtalebaseret behandling.

Ambulant behandling tilbydes med en intensitet på to til otte samtaler pr. måned til voksne over 18 år.

Behandlingsmetoder kan f.eks. omfatte:

Individuelle eller gruppebaserede samtaler

Motiverende samtale

Kognitive behandlingsformer

Psykoedukation

Tilbagefaldsforebyggelse

Sundhedsfaglig forebyggelse og behandling

Substitutionsbehandling

Metoder i behandlingen kan dog variere på behandlingsstederne.

Du kan henvende dig både mundtligt, telefonisk eller skriftligt, når du ønsker stofbehandling.

Rådgivningshuset Fokus

Horseager 15A

4330 Hvalsø

Tlf. 4646 4646

Center e-mail: sikkerjobcenter@lejre.dk

I særlige tilfælde kan du tilbydes døgnbehandling.

Kriterierne for visitation til døgnbehandling er:

  • At du grundet dit forbrug er i en livs- eller helbredstruende situation.
  • At du uden resultat har forsøgt behandling i ambulant regi.
  • At du ikke kan anvende ambulant behandling
  • At dine belastninger og tyngden af dit forbrug taler for døgnbehandling

 

På baggrund af en systematisk og grundig udredning af dine ressourcer og udfordringer, foretages i din ansøgning en vurdering af om det enkelte døgnbehandlingstilbud kvalificeret vil kunne varetage behandlingen.

Egenbetaling

Stofbehandling er gratis, men du kan komme til at skulle afholde udgiften til transport til og fra behandling samt udgifter til specielle aktiviteter i behandlingsforløbet, f.eks. sportstøj.

Ved døgnbehandling kan der være egenbetaling for kost og eventuelt logi. Egenbetaling for kost afregner du direkte med behandlingsstedet. Hvor meget din egenbetaling for logi bliver, kommer an på dine indtægter og udgifter, herunder om du fortsat har udgifter til egen bolig.

Bevilges du et døgnophold vil du blive bedt om at udfylde et skema med dine indtægter og udgifter, med henblik på at vi skal beregne beløbet på din egenbetaling for logi. Beregning af egenbetaling i døgnbehandling følger reglerne om egenbetaling på midlertidige botilbud (SEL § 107)

Er du under 25 år?

Hvis du er under 25 år, tilbydes du deltagelse i behandlingsforløbet MOVE.

MOVE er en metode til unge mellem 15 og 25 år i ambulant individuel rusmiddelbehandling. MOVE er et struktureret ambulant samtaleforløb, der efter en udredningssamtale indeholder primærbehandling bestående af 12 personlige samtaler, efterfulgt af et opfølgningsforløb på seks måneder. Samtaleteknisk består metoden af kognitiv adfærdsterapi og den motiverende samtale, som kombineres med udredning med UngMap, trivsels- og effektmonitorering, gavekort for fremmøde, kontrakt, statusbreve og SMS-påmindelser.

 

Har du et stofmisbrug og samtidigt alkoholmisbrug?

Hvis du har et stofmisbrug og samtidigt et alkoholmisbrug, vil indsatsen blive koordineret og foregå samtidig.

Er du pårørende?

Så kan du tilbydes råd og vejledning i forhold til at støtte den misbrugende bedst muligt i det igangværende behandlingsforløb og samtidig sikre din egen trivsel.

Behandlingsgaranti

Når du har et behov for stofbehandling, har du et retskrav på at få iværksat tilbud om social stofbehandling senest 14 dage efter, de har anmodet om behandling.

Ønsker du at gøre brug af frit valg, har du ikke krav på, at behandlingen iværksættes indenfor 14 dage.

Ret til lægesamtale

Når du henvender dig for at søge behandling, skal du oplyses om din ret til at få en vederlagsfri lægesamtale, som skal finde sted inden for behandlingsgarantiens 14 dage, hvis du ønsker det.

Skærpet opmærksomhed på børn i familier med rusmidler

Kommunalt ansatte er omfattet af reglerne i Barnets Lov om underretningspligt om børn. Konkret betyder dette, at ansatte har pligt til at underrette Børn- og Ungerådgivningen, hvis du har et forbrug af stoffer og er vordende forælder eller har børn under 18 år. Dette sker for at sikre, at barnet får hjælp, hvis der er behov for dette.

Behandlingsplan

Ved den sociale behandlings start er det lovbestemt (Serviceloven § 101 stk. 8), at der udarbejdes en behandlingsplan. Behandlingsplanen er et aktivt og dynamisk redskab mellem dig og behandler og anvendes til planlægning, styring og justering samt systematisk opfølgning på mål og indsatser i behandlingsforløbet. Det er dig og behandleren, der i samarbejde opstiller mål for behandlingsforløbet.

Behandlingsplanen indeholder blandt andet beskrivelse af behandlingsbehov, mål og metoder og forventet varighed af behandlingen. Behandlingsplanen udarbejdes på behandlingsstedet, ligesom der følges op på den der.

Koordinering af kommunal handleplan og behandlingsplan

Er du over 18 år og i stofbehandling er det lovpligtigt, at vi skal tilbyde dig en kommunal handleplan efter Serviceloven § 141, der skal sikre en sammenhængende og helhedsorienteret indsats på tværs af alle tilbud og ydelser.

Du har ret til at sige nej til tilbuddet om en kommunal handleplan.

Mindsteindgrebsprincippet

Stofbehandling tager udgangspunkt i ”mindsteindgrebsprincippet” og recovery-tanken.

Mindsteindgrebsprincippet betyder, at den mindst indgribende løsning altid skal have første prioritet.

Recovery skal forstås som en proces frem mod dét den enkelte definerer som et godt liv. Det handler om at understøtte, at du kan skabe dig et meningsfuldt og tilfredsstillende liv ud fra, hvad du selv definerer som et godt liv.

Det vil derfor også som udgangspunkt være ambulant behandling, du vil blive tilbudt, så du stadig har mulighed for at opretholde den daglige kontakt med din familie og dit øvrige netværk og mulighed for at passe et arbejde. Det vil dog altid være en konkret og individuel vurdering.

 

5.     Hvad kan du ikke få

Du kan ikke blive psykiatrisk udredt eller modtage psykiatrisk behandling i stofbehandlingen.

Det påhviler Region Sjælland at sikre relevant psykiatrisk udredning og behandling, hvis de vurderer, at der er behov.

 

6.     Varighed

Indsatsens varighed fastsættes individuelt.

Som udgangspunkt varer socialfaglig behandling 6 måneder, men med mulighed for forlængelse.

 

7.     Opfølgning

Vi modtager en skriftlig status på din behandling, hver 3. mdr. undervejs i bevillingsperioden, samt 14 dage inden bevillingen er ved at ophøre.

 

Opfølgning efter afsluttet behandling

Når du har afslutter et behandlingsforløb med status som færdigbehandlet, udskrevet til andet tilbud, udskrevet til hospital eller udskrevet med anden årsag, skal der følges op på din behandlingsplan senest en måned efter afsluttet behandling og igen seks måneder efter afsluttet behandling. Dette for at tilbyde dig hjælp tidligt i forløbet, hvis der er tilbagefald efter udskrivningen. Det aftales med dig, hvordan opfølgningen efter afsluttet behandlingsforløb, skal gennemføres, og denne aftale indskrives i din sag. Du vejledes også om at du har mulighed for at frabede dig denne opfølgning.

 

8.     Leverandør

Lejre Kommune har ikke egne leverandører til stofbehandling. Du vil derfor altid blive visiteret til en ekstern leverandør. Ved ambulant behandling vil du som udgangspunkt blive visiteret til Center for Alkohol- og Stofbehandling, da vi har en samarbejdsaftale med dem. Der vil også være mulighed for at blive behandlet andet steds, hvis du har et særligt ønske herom

Stofbehandlingsstederne vi samarbejder med, skal være godkendt af socialtilsynet og stå opført på tilbudsportalen. Tilbudsportalen er en database over alle sociale tilbud, og det er lovpligtigt for sociale tilbud at registrere sig på portalen:

https://tilbudsportalen.dk/tilbudssoegning/landing/index

 

Anonym behandling

Lejre Kommune har en samarbejdsaftale med CAS i Roskilde, hvor du kan henvende dig for anonym behandling.

Anonym behandling er et tidsafgrænset behandlingsforløb, af kortere varighed. Anonym behandling omfatter ikke medicinsk behandling

Ambulant-, dag- eller døgnbehandling

Hvis du er blevet visiteret til enten ambulant behandling, dagbehandling eller døgnbehandling, kan du vælge at blive behandlet på et andet offentligt, eller godkendt privat behandlingstilbud af tilsvarende karakter end det som kommunen har anvist.

Det betyder, at hvis du for eksempel er blevet tilbudt dagbehandling på et behandlingssted, så kan du vælge et andet dagbehandlingssted, hvis stedet betragtes som relevant for dit behandlingsforløb.

Retten til at vælge et andet behandlingstilbud kan dog begrænses af hensyn til dig, hvis det vurderes at behandlingsstedet ikke kan levere den mest relevante behandling for dig (Serviceloven § 101 stk. 3).

Kvalitetskrav til døgnbehandlingstilbud

Lejre Kommune lægger vægt på følgende kvalitetskrav til døgnbehandlingstilbud:

  • Tilsynsrapporten fra Socialtilsynet er uden betydende bemærkninger.
  • Målgruppen er afgrænset og tydelig.
  • Der anvendes evidensbaserede metoder i behandlingen.
  • At personalet har tilstrækkelige kompetencer og erfaring i forhold til målgruppen.
  • At tilbuddet samarbejder med dig og Lejre Kommune.

 

  1. Overvågning af indsatsen

Lejre Kommune skal indberette dine data til et centralt register.

Dataindsamlingen sker gennem Stofmisbrugsdatabasen (SMDB), som fungerer som en fælles indberetningsplatform for to registre på stofmisbrugsområdet. Disse registre er:

  1. VBGS-databasen: Registrerer ventetider på social stofmisbrugsbehandling siden 2007.
  2. DanRIS-ambulant: Dansk Registrerings- og Informationssystem for ambulante stofmisbrugsbehandlingssteder, som har eksisteret siden 2008.

 

Begge registre bruger CPR-numre til at identificere personer.

Indberetning til disse registre er lovpligtig i henhold til Retssikkerhedsloven § 82 og Bekendtgørelse om retssikkerhed og administration på det sociale område § 59.

 

Relevante links:

Hvis du vil klage

 

 

 

 

Vedtaget i Kommunalbestyrelsen den 24.03.2025

Kvalitetsstandard for Servicelovens § 99 (støtte- kontaktpersonsordning til borgere med særlige sociale problemer)

 

(åben pdf til print)

1. Lovgrundlag

Kommunalbestyrelsen skal sørge for tilbud om en støtte- og kontaktperson til personer med sindslidelser, til personer med et stof- eller alkoholmisbrug og til personer med særlige sociale problemer, som ikke har eller kan opholde sig i egen bolig.
2. Formål
Formålet med støtte- og kontaktpersonsordningerne er at styrke din mulighed for at opnå og bevare kontakt til omverdenen, ud fra dine egne ønsker og behov, og dermed gøre dig i stand til at benytte samfundets muligheder og allerede etablerede tilbud. Det kan f.eks. være støtte til at få oprettet kontakt til fx kommunale myndigheder, sundhedsvæsenet, væresteder, misbrugsbehandling, psykiatrien eller andre tilbud. Formålet med dette er at sikre, at det bliver klarlagt, om og hvad du har brug for af hjælp, samt sikre, at du modtager den relevante hjælp.

Overordnet kan støtte- og kontaktpersonens indsats til dig opdeles i faser med hver deres fokus og formål:
• Opsøgende – få kontakt til dig og opbygge en relation
• Afklarende – afdække behov og ønsker
• Motiverende – motivere til forandring og bygge bro til omverdenen, f.eks. anden etableret indsats eller netværk
• Stabiliserende – støtte aktivt op om handling og behandling
• Afsluttende – trække sig tilbage, når du er selvhjulpen med eller uden anden indsats

3. Målgruppe

Målgruppen for støtte- og kontaktpersonsordningen er de mest socialt udsatte og isolerede sindslidende, stof- og alkoholmisbrugere samt personer i hjemløshed, som almindeligvis ikke gør brug af, eller ikke er i stand til at gøre brug af allerede eksisterende tilbud. Hvad angår sindslidende, er målgruppen ikke snævert afgrænset til personer med egentlige psykiatriske diagnoser.
Der er tale om en målgruppe, som ikke nødvendigvis har haft kontakt med de sociale myndigheder på forhånd, og der er tale om en ordning, der ikke kræver visitation. Alle kan henvende sig til kommunen og gøre opmærksom på, at en person har behov for hjælp, ligesom kendskab til målgruppen kan ske ved støtte- og kontaktpersonernes opsøgende arbejde.

Du er i målgruppen, hvis du er over 18 år og har ophold i Lejre Kommune, og er kendetegnet ved:
• Ikke gør brug af eller er i stand til at benytte samfundets muligheder og allerede etablerede tilbud
• har en sindslidelse (der er ikke krav om psykiatrisk diagnose), stof- eller alkoholmisbrug eller særlige sociale problemer
• Ikke har egen bolig eller ikke kan opholde sig i egen bolig

4. Indhold - hvad kan du få bevilget?

Støtte- og kontaktpersonen yder støtte til en række funktioner, der kan forbedre din livssituation og styrke din sociale og personlige mestring samt opbygge sociale netværk.
Støtte- og kontaktpersonen arbejder ud fra en tilgang om at yde støtte og hjælp til din egen udvikling, men uden at overtage dit ansvar, og arbejder ud fra vigtigheden af at opbygge relationer. Støtten tilrettelægges i dialog med dig.
Der kan eksempelvis ydes støtte og hjælp til, at du:
• Motiveres til at kontakte relevante offentlige myndigheder og tilbud
• Motiveres til at kontakte relevante frivillige tilbud
• Motiveres til at kontakte civilsamfundet
• Motiveres til at kontakte relevante netværk og skabe nye netværk
• Kan opholde dig i og fastholde egen bolig
• Motiveres til at få hjælp til at skaffe dig en (ny) bolig

Hjælpen ydes med respekt for dine holdninger og normer, herunder privatlivets grænser.

Indsatsen tilrettelægges individuelt ud fra dine egne ønsker, behov og forudsætninger og i samarbejde med dig.
Der er tale om en ordning, der ikke kræver visitation. Kendskab til målgruppen kan opstå via opsøgende arbejde eller henvendelser fra f.eks. pårørende, boligselskaber, naboer, politi eller andre.
Hjælpen er frivillig, og du kan afslå at tage imod den. Men kommunen har en særlig omsorgsforpligtelse, hvis du befinder dig i en særlig svær og udsat livssituation.
Du kan få hjælp anonymt, hvis du ønsker det.
Det skal bemærkes, at du har et krav om at modtage en afgørelse med begrundelse og klagevejledning.

5. Hvad kan du ikke få?

Støtte- og kontaktpersonsordningen er et supplement til eksisterende sociale tilbud/indsatser og erstatter ikke andre indsatser.
Ofte vil der være en sammenhæng mellem støtten og socialpædagogisk bistand efter § 85. Når du har fået tillid til din støtte- kontaktperson, og er blevet motiveret til at indgå i et mere fast og struktureret forløb, kan det være nødvendigt at støtten overgår til egentlig socialpædagogisk bistand.
Aktiviteter, indsatser og tilbud efter andre regler indgår derfor ikke, f.eks.:
• Socialpædagogisk bistand efter SEL § 85
• Personlig hjælp og pleje efter SEL § 83
• Rehabiliteringsforløb efter SEL § 83 a
• Ledsagelse efter SEL § 97
• Efterforsorg efter udflytning fra en boform efter SEL § 110
Støtte- og kontaktpersonsordningen omfatter heller ikke:
• Behandlingsarbejde; herunder misbrugsbehandling, psykiatrisk og somatisk behandling
• Opgaver, der kræver politimæssig indsats

Det skal dog bemærkes, at indsatsen altid vil bero på en individuel konkret vurdering af dig og dine ressourcer og behov.

6. Varighed

Indsatsen har ingen fast tidsramme.
Støtten foregår som udgangspunkt i dagtimerne og i hverdage.
Indsatsen ophører typisk, når du selv ønsker det, eller når isolationen er brudt, dvs. når der er etableret kontakt til omverdenen, f.eks. til offentlige myndigheder, etablerede tilbud og/eller netværk.
Indsatsen kan desuden ophøre efter en konkret og individuel vurdering, hvis det gennem længere tid ikke har været muligt at få skabt kontakt og hjælpen ikke opfylder sit formål.

7. Opfølgning

Der er ikke en fast opfølgningsplan, men du og din støttekontaktperson vil løbende følge op på indsatsen og drøfte, om der er behov for yderligere støtte, herunder om det vil være relevant at etablere en tættere kontakt til Rådgivningshuset Fokus, som er Lejre Kommunes sociale indgang.

8. Leverandør

Lejre Kommune har egen udfører til at levere indsatsen.

9. Kontakt til Lejre Kommune og andre relevante parter

Du kan selv henvende dig, hvis du oplever at have behov for en opsøgende støtte- og kontaktperson. Det kan også være, at du f.eks. er pårørende, nabo, sundhedspersonale eller anden fagperson og har kontakt til én, som du mener kan have behov for en opsøgende indsats.
Du kan enten henvende dig til teamleder i Huset Horseager (Lejre Kommunes udfører) eller Misbrugs- og hjemløsekoordinator.
Kontaktinformationer og relevante links:


Huset Horseager
Spørg efter teamleder i Huset Horseager

Misbrugs- og hjemløsekoordinator:

Hvis dit eller andres liv og helbred er i umiddelbar fare, skal du i stedet kontakte relevante myndigheder, f.eks. politi, hospitalsvæsen, lægevagt eller egen læge
Alarmcentralen: tlf. 112
Politi: tlf. 114
Lægevægt: tlf. 1818

Hvis du vil klage

 

 Kvalitetsstandard for servicelovens § 102 (særligt behandlingstilbud)

 

Vedtaget i Kommunalbestyrelsen den 3.november 2025

 (Pdf til print)

 

 

1.       Lovgrundlag

Kommunalbestyrelsen kan efter servicelovens §102 give tilbud af behandlingsmæssig karakter til personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer.

 

2.       Formål

Tilbud om særlig behandling kan gives, når det er nødvendigt at bevare eller forbedre dine eksisterende fysiske, psykiske eller sociale funktioner, og når dette ikke kan opnås gennem de behandlingstilbud, der kan tilbydes efter anden lovgivning.

Det betyder, at formålet med denne bestemmelse ikke er at arbejde mod en udvikling af nye funktioner eller færdigheder, men at bevare eller forbedre dine nuværende funktioner eller færdigheder

3.       Målgruppe

Et særligt behandlingstilbud er en mulighed for dig, der har omfattende problemer og for eksempel er i risiko for social udstødelse, er hjemløs og udsat for vold, har senfølger efter overgreb eller er sindslidende med særlige problemer.

 

For at kunne modtage et særligt behandlingstilbud skal du:

  • være fyldt 18 år
  • have en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller have særlige sociale problemer
  • have afklaret at du ikke kan modtage behandling eller støtte efter anden lovgivning, fx kan du ikke bruge tilbuddet om social tandpleje eller gå hos en almen praktiserende psykolog
  • have et helt særligt eller specielt behandlingsbehov, der kræver en særlig specialviden eller ekspertise, eller en helt særlig indretning for at modtage den specialiserede støtte

Hvis administrationen vurderer, at det er nødvendigt, indhentes lægefaglig dokumentation som grundlag for bevilling.

Når vi skal vurdere om du er i målgruppen for et særligt behandlingsmæssigt tilbud, laver vi altid en konkret og individuel vurdering af dine udfordringer og ressourcer. Til dette bruger vi Voksenudredningsmetoden VUM-metoden.

 

4.       Indhold- hvad kan du få bevilget?

Særlige behandlingsmæssige tilbud gives når indsatsen ikke kan tilgodeses i de sædvanlige behandlingssystemer, for eksempel fordi der kræves et helt særligt indrettet tilbud eller en behandler med særlig ekspertise.  Der kan for eksempel være tale om psykologisk, psykoterapeutisk, sygeplejemæssig, fysioterapeutisk og ergoterapeutisk, specialpsykiatrisk, tandplejemæssig eller anden behandling.

 

5.       Hvad kan du ikke få?

Almindelige behandlingsmæssige tilbud, der kan bevilges efter anden lovgivning, herunder servicelovens § 85, samt alternative behandlingsformer, er ikke særlige behandlingsmæssige tilbud. Du skal selv betale for almindelige udgifter, der følger med den særlige behandling som transport, forplejning og lignende.

 

6.       Varighed

Tilbuddet vil ofte være midlertidigt og af kortere varighed.

 

7.       Opfølgning

Opfølgning på bevillingen aftales individuelt alt efter rammerne for bevillingen. Du må forvente en tæt opfølgning, med henblik på at følge om du får det forventede udbytte af behandlingen.

 

8.       Leverandør

Du har ikke frit valg af leverandør, men vi laver en vurdering i dialog med dig. Leverandøren vælges efter en konkret vurdering af kvalitet og pris.

 

Relevante links:

Sagsbehandlingsfrister på det sociale område

Hvis du vil klage / Lejre Kommune

Giv feedback