Om Hvalsø Børnehus

Velkommen til Hvalsø Børnehus! Vi flyttede ind i vores flotte hus den 15. august 2024, som kan rumme 26 vuggestuebørn fordelt på to stuer og 104 børnehavebørn fordelt på 4 stuer.

Vores hus er indrettet med en vuggestueafdeling i den ene ende, køkken-alrum i midten og børnehave i den anden ende. Vi har mange gode lokaler til rådighed, såsom et science- og naturrum, kreativt værksted og sprogværksted. I Hvalsø Børnehus er der plads til 26 vuggestuebørn og 104 børnehavebørn. I perioder kan der tages ekstrakapacitet i brug.

Gangen er bred og indrettet med mulighed for at lege i huler, klatre på klatrevæg, udstille vores kunstværker, lave motorikbaner samt til fredags-hoppe-lop, hvor vi synger, leger sanglege og danser til god musik. Hos os må man godt løbe på gangen.

Da vi ligger ud til mark og skov, har vi en helt fantastisk legeplads, hvor naturen er en medspiller, som vi inviterer til leg. Legepladsen er anlagt med henblik på at udfordre børnenes motorik i det kuperede terræn. Vi har bl.a. mulighed for at lege med vand, tænde bål, hvile os i shelter eller samles omkring flagstangen. Børnene kan rutsje på rutsjebanen, lege i legehusene eller plante i højbedene. De kan også cykle på den anlagte cykelbane eller gemme sig i piletipierne.

Vi arbejder ud fra de styrkede pædagogiske læreplaner i sammenhæng med Lejre Kommunes Børne- og Ungepolitik, hvor trivsel, læring, udvikling og dannelse danner grundlag for det pædagogiske arbejde. Læringstemaerne er fundamentet for vores aktiviteter året rundt.

Vi arbejder med traditioner såsom jul, fastelavn og påske, men er også glade for nye.

Vi vægter forældresamarbejdet højt og har en meget aktiv forældrebestyrelse. Bestyrelsen arbejder for at skabe et godt børnemiljø, et godt arbejdsmiljø for medarbejderne og ikke mindst et stærkt samarbejde mellem forældre og institution.

De ældste børn i børnehaven bliver tilknyttet en storgruppe det sidste år, de er hos os. Dette er en del af forberedelsen til skole og SFO. Vi har en særlig brobygningsaftale med skolen og de andre børnehavers storgrupper. Sammen deltager vi i fælles oplevelser, besøger 0. klasse og SFO inden skolestart, læser de samme bøger som skolen arbejder videre med og leger de samme lege. På den måde bliver skolestarten en tryg overgang, hvor børnene allerede føler sig som en del af et større fællesskab.

Giv feedback