Lejre kommunes første sundhedsfaglige student er ansat på plejehjem

”Jeg er der, hvor jeg gerne vil være. Her er ingen dage ens, og hver dag hjælper jeg mennesker”, fortæller Katja Keilholt, der er 22 år og netop blevet ansat som social- og sundhedsassistent på Ammershøjparken Plejehjem. Med ind ad plejehjemmets døre har hun gå-på-mod, ønsket om at gøre en forskel og en særlig uddannelse.

Skrevet den. 18. april 2024

Katja er nemlig Lejre Kommunes første EUX-SSA. Med andre ord; Katja har på 4,5 år taget både en studentereksamen og uddannelsen som social- og sundhedsassistent. Det giver hende flere muligheder for videreuddannelse.

”Jeg ville nok aldrig have gennemført en almindelig STX, for jeg bliver skoletræt, hvis det bliver for bogligt. Det har kostet blod, sved og tårer, men det lykkedes. For her giver matematikken mening, fordi eksemplerne er fra den virkelighed, man har mødt i praktikken. Så brøkregningen handler om medicinopmåling, og der bliver det jo tydeligt, hvorfor det er vigtigt at have styr på det fag”.

Et smukt og hårdt arbejde

Med sine 22 år trækker Katja aldersgennemsnittet alvorligt ned. Både blandt de øvrige ansatte – men jo også blandt beboerne. Hvad er det, der får hende til at vælge netop dette fag?

”Jeg kan lide at hjælpe ældre mennesker. Jeg kan give dem noget, som de ikke selv kan. Hjælpe dem i deres sidste tid. Og når man er sammen på den her måde, så danner man jo bånd. Jeg kunne være deres barnebarn. Og vi har det sjovt med at snakke om forskelle på deres og min ungdom. De er f.eks. glade for øllebrød – det har jeg aldrig smagt. Jeg træner meget, men da de var unge, fandtes der ikke fitnesscentre.”

Men bånd der knyttes, gør også ondt at få revet over, og når man arbejder på et plejehjem, så er det en del af jobbet:
”Det svære er dødsfald, og det har vi jo her. Nu har jeg prøvet det to gange. Men ellers har jeg aldrig set nogen dø. Det var hårdt og ramte en. Jeg hjalp med at gøre den døde klar, inden familien kom. Det var superhårdt, men også smukt.

Velkommen tilbage til Lejre

Uddannelsen som social- og sundhedsassistent indeholder flere praktikforløb. To af dem har Katja afholdt på Ammershøjparken Plejehjem, hvor hun nu er vendt tilbage i job:
”Jeg er meget glad for at være tilbage på Ammershøjparken. Her er tillid, og man får lov at prøve ting af med hjælp. For selvom jeg nu er uddannet, er der jo mange situationer, jeg ikke har prøvet. men her er en følelse af, at jeg kan spørge om hjælp. Det giver en tryghed. Og så er her et rigtig godt arbejdsmiljø”.

Borgmester Tina Mandrup byder Katja velkommen tilbage til kommunen:

”Jeg er glad for, at vi i Lejre Kommune nu har fået uddannet vores første sundhedsfaglige student, og også virkelig glad for at høre, at Katja har valgt at komme tilbage til Ammershøjparken Plejehjem, som hun kender fra sin praktiktid. Vi ved, at vi i en meget nær fremtid får brug for langt flere dygtige medarbejdere med brede kompetencer på vores velfærdsområder, og derfor er det vigtigt med flere indgange til faget. Rigtig hjertelig velkommen til Katja”.

Fakta:
Katja er blandt de første SSA-elever med EUX-baggrund i Lejre Kommune. Hun er uddannet på ZBC Roskilde, og Lejre kommune var praktiksted. SSA-EUX, kaldes også sundhedsfaglig student, og kombinerer den erhvervsfaglig uddannelse (EUD) med fag på gymnasialt niveau (STX). Det giver bl.a. flere muligheder for at læse videre. Uddannelsen tager 4 1/2 år, indeholder praktikforløb og giver løn under uddannelsen.