Kontakt
Allerslev Rådhus
Lejrevej 15, 4320 Lejre
Kommunikation@lejre.dk
Tale ved flagdagen for Lejre Kommunes veteraner
Skrevet den. 6. september 2023
“Kæmp for alt hvad du har kært
Dø om så det gælder”
Det er meget at bede et menneske om. Men det er jo faktisk det, I er blevet bedt om. Jer, der er rejst ud i dansk tjeneste.
Og ude ved mindestenen, der bliver vi husket på, at det ikke er for sjov. Men at det rent faktisk er med livet som indsats, når I drager i felten. Og at der er nogle, der har betalt den højeste pris.
Og det får mig til at stille et spørgsmål, lige så meget til mig selv som til jer: Hvad er vi parate til at dø for? Hvem vil vi gå i døden for? Og hvorfor?
For nylig hørte jeg et radioprogram, som en del af jer nok kender. Det hedder ganske enkelt Krig. Værten - Martin Tamm Andersen - har selv været i dansk tjeneste i mange år. Og for nylig havde han en anden veteran i studiet, nemlig Emil Arenholt Mosekjær.
Emil har lige udgivet bogen “Soldaterhjerte”. Og samtalen i radioprogrammet kredsede i høj grad om det spørgsmål:
Hvad - og ikke mindst hvem - vil vi ofre livet for? Hvornår og hvorfor giver det mening?
I har måske selv ligget derude, i Afghanistan eller Bosnien eller Irak, og spurgt jer selv:
Giver det her mening? Skal jeg sætte mit eget liv på spil, fordi mennesker i et land fjernt fra Danmark ikke kan finde ud af at enes?
Og dér synes jeg, at Emil Arenholt fik sagt noget interessant i radioprogrammet: At man i Afghanistan måske nok sætter livet på spil for den lokale befolkning, Men at man samtidig også gør det for de andre soldater, man er sammen med.
I programmet talte de om, at det af og til kan føles meningsløst. For eksempel, når man ligger i en skyttegrav i Afghanistan og bliver beordret ud for at lede efter vejsidebomber - endda i et område, hvor man ved, at fjenden ligger på lur. Emil Arenholt kaldte det hul i hovedet at skulle agere menneskelig minesøger på den måde.
Og så talte han om at finde det meningsfulde i det meningsløse. Noget af det meningsfulde var kammeratskabet. Et kammeratskab, som man ikke finder noget andet sted. Fordi man i sidste ende også kæmper for hinanden, når man er i krig – man kæmper for manden eller kvinden ved siden af.
Og selv om vi også i Lejre Kommune har medarbejdere i udsatte positioner – og det har vi –, så er det alligevel nok de færreste, der går på job og tænker:
“Nu må vi se, om jeg kommer levende hjem.”
Jeg gør i hvert fald ikke.
Så når jeg lytter til samtalen mellem Martin og Emil, og når jeg taler med jer her i dag, ja, så bliver jeg ydmyg. For jeg bliver klar over den fundamentale forskel der er, når jeg stiller spørgsmålet: Hvem vil vi dø for? Og når I stiller det.
Det et temmelig abstrakt spørgsmål for os, der ikke har været soldater.
Men der er ikke noget abstrakt ved en vejsidebombe Der er ikke noget abstrakt ved at skulle skrive testamente som 21-årig. Og der er ikke noget abstrakt ved at stå til en ung kammerats begravelse eller mindeceremoni, sådan som nogle af jer nok har gjort.
Så når jeg taler her i dag, så er jeg klar over, at der findes en erfaringskløft, som det er svært at tale henover.
I sin bog fortæller Emil Arenholt om engang, han mødte en anden veteran i Israel. Han skriver:
“Selv om vi talte engelsk, kommunikerede vi på et dybere plan. Vi talte soldatersprog, og ingen af de andre ved bordet forstod os”
Soldatersprog. Det er et godt udtryk.
Jeg fortalte jer sidste år, at min egen søn har været udsendt. Og jeg er sikker på, at han har oplevet noget af det samme: At der er oplevelser, som han ikke meningsfuldt kan dele med sin familie. Fordi vi ikke var der. Fordi vi ikke har prøvet noget, der bare minder om det.
Derfor er jeg også så glad for, at min søn har ligesindede kammerater. Og at der findes steder som den her veterancafe. Et sted, hvor I kan mødes med andre, der forstår jer, på en måde, som vi aldrig kan.
Vi kan til gengæld noget andet: Vi kan sige tak! Og derfor er jeg så glad for at være inviteret med i dag.
Den 5. september er for mig en af de helt store dage i kalenderåret. For der er virkelig grund til at hejse flaget for alle jer, der har været udsendt. Og for alle dem, der ikke kan være her i dag, fordi de ikke længere er her.
Så på vegne af hele Lejre Kommune og helt personligt vil jeg gerne sige jer mange, mange tak.
Tak, fordi I har fundet det meningsfuldt at kæmpe for alt det, som I og vi har kært.
Tak fordi, I har sat livet på spil – for hinanden og for en større sag.
Og tak fordi, I har passet godt på jer selv og hinanden, så vi sammen kan fejre flagdagen.
Endelig:
Mange tak til alle jer, der er en del af veterancafeen. Til Egholm, som stiller lokalerne til rådighed. Og til jer, der bruger frivillig tid på den her cafe. Det er bogstavelig talt uvurderligt.
For dét, som I har sammen her – det er noget, som I selv har skabt. Og det er noget, som en kommune eller andre offentlige instanser aldrig vil kunne gøre for jer.
Så tak for alt det. Fortsat god flagdag. Og mange tak for ordet.