Osted Skole og Kultur- og Sciencehus er indviet

Snoren blev klippet og livet myldrede ind i Osteds hjerte; det nye Kultur- og Sciencehus.

Skrevet den. 21. juni 2023

Huuuurrraaaa – lød det fra begejstrede Osted børn, da snoren i dag blev klippet til indvielsen af Osted Kultur- & Sciencehus.

Se åbningstider her

Med sang, taler, solskin og kage fejrede store og små, at Osted skole er blevet renoveret, og det nye Kultur- og Sciencehus står klar til både at være borgernes hus og en del af skolen:

For huset rummer både faglokaler til de naturvidenskabelige og kreative fag, samt kommunens første kombi-bibliotek; hvor folkebibliotek og skolebibliotek er slået sammen.

Huset giver også plads til at foreninger kan mødes, folkekøkken, læsekredse, udstillinger og meget mere. Her er det kun fantasien, der sætter grænser.

Borgmester Tina Mandrup lagde i sin tale vægt på, at dagens indvielse slutter den cirkel, der starter ved Osteds Børnehus, går videre til skolen, til kulturhuset og til idrætsanlægget:
"Så er cirklen fuldendt! Hele vejen rundt er der plads til Osted-borgeren. Her går leg og læring hånd i hånd - hele livet. Cirklen giver tryghed for store og små: Overgangene fra børnehave til skole, og til fritidslivet, er glidende. Her vil alle aldre mødes – vi har skabt et moderne gadekær!"