Læringsledelse

Hvad får den enkelte elev til at trives, lære og udvikle sig? Og hvordan støtter og styrker vi den udvikling organisatorisk og i hverdagen? De spørgsmål arbejder skoleledelsen i Lejre Kommune med i et kompetenceudviklingsforløb støttet af A.P. Møller Fonden.

Folkeskolereformen går målrettet efter at styrke elevernes læring, og der er et stærkt fokus på sammenhængen mellem mål, metoder og resultater.

Det stiller nye krav til skoleledelse: Hvordan evaluerer vi elevernes progression og sikrer konstruktiv feedback til lærere og pædagogisk personale? Og hvordan understøtter vi en organisatorisk udvikling, hvor alle medarbejdere - fra skole til forvaltning - arbejder for at fremme alle elevers trivsel og læring?

De spørgsmål adresserer Lejre Kommune i et udviklingsprojekt med titlen 'Uddannelse af skoleledelse og ressourcepersoner i læringsledelse'. Projektet omfatter cirka 80 skoleledere og udvalgte ressourcepersoner og gennemføres i skoleåret 2015/2016 i samarbejde med University College Sjælland (UCSJ) med støtte af A.P. Møller Fonden.

MÅL: Dét vil vi

I Lejre Kommune ønsker vi at opnå tre ting med dette projekt:

  1. At kvalificere læringsledelse
  2. At udvikle og forankre en ny kultur i læringsmiljøet på de enkelte skoler
  3. At arbejde med kulturforandring og organisatorisk forankring på skolerne

Udviklingsforløbet skal derfor klæde skoleledelserne og udvalgte ressourcepersoner på som læringsvejledere, der kan:

  • Anvende samtaler og elev-eksperimenter til bedre at forstå, hvad der skaber læring for den enkelte og for den enkelte i fællesskabet
  • Udøve pædagogisk ledelse og skabe retning i et fælles sprog for læring, læringsmål og kvalitet på den enkelte skole
  • Facilitere systematisk arbejde med læringsmål for fagene
  • Bruge eksisterende testresultater og data som afsæt for udvikling af didaktik og undervisning
  • Inddrage og udnytte eksisterende forskning i arbejdet med elevernes progression

ORGANISERING: Sådan gør vi

De nye kompetencer forankres gennem træningsforløb, coaching og feedback både i fællesskabet på skolen og hos den enkelte deltager i forløbet. Derudover understøtter forvaltningen aktivt forløbet med inspiration fra skolechefen og deltagelse på seminarerne af kommunens skolekonsulenter.

Kompetenceudviklingsforløbet tager afsæt i Lejre Kommunes skolevision og er en udløber af det strategiske arbejde med berigende læringsmiljøer i praksis. Det skal også ses i sammenhæng med udviklingen af Lejres Samarbejdsmodel (L-SAM) som har særligt fokus på klasseledelse, relationer og motivation.

På hver af Lejres skoler er der desuden etableret et pædagogisk læringscenter med bl.a. skolebibliotekarer, læse- og matematikvejledere og andre ressourcepersoner, som også er et vigtigt led i arbejdet med læringsledelse.