Forslag stillet af Ulrik Gade Husted:
Lejre Kommune skal sætte barnet i centrum og skabe et bedre fundament for en tryg skolestart for alle børn. Hvad er problemet? 10 børn er blevet afvist til 0. klasse på Hvalsø Skole i 2025, selvom de alle har gået i institutioner i byen, eller har søskende på skolen. De bor blot uden for Hvalsø skoledistrikt. 2025 er første år, hvor de nye retningslinjer for skolevalg (vedtaget i efteråret 2023) reelt har haft en konsekvens. Retningslinjerne kan derfor ramme flere børn fremover. Der blev indskrevet 73 elever på Hvalsø skole fordelt på tre spor – altså 24-25 elever per klasse. Er der over 26 elever i klassen skal der oprettes et ekstra spor, og derfor er risikoen for en opsplitning af klasserne grundet tilflyttere forholdsvis stor. Accepterer man de 10 børn uden for skoledistriktet og opretter et fjerde spor (som Hvalsø skole har kapacitet til) vil elevtallet i klasserne blive omkring 20 per klasse. På den måde vil de 10 børn på lige fod med andre børn få glæde af den stærke brobygningsindsats der er i kommunen, og derved få en tryg skolestart. Hvad er løsningen? Retningslinjerne for skolevalg bør ændres, så: - Børn har ret til at få en plads på skolen i det skoledistrikt, hvor de har gået i institution. - Børn har ret til at få en plads på den samme skole som deres søskende. Ændringen ville ikke umiddelbart betyde flere eller færre spor på de øvrige skoler i kommunen, ligesom den ikke nødvendigvis har indflydelse på klassernes størrelse. Hvalsø skole er i 2025 eneste skole i kommunen, hvor børn er blevet afvist.