Ansøgning 10.
Fælleshus i Ejby
Præsentation af ansøgning.
Ejby Bylaug ansøger om 1.800.000 kroner til medfinansiering af fælleshus ved Bræmsnæsvig hallen og fodboldbanerne
Bilag:
1. Fælleshuset Driftsudgifter
2. Fælleshuset plantegning
3. Fælleshuset Facade
4. Fælleshuset 1
5. Fælleshuset 2
6. DJI_0111
7. DJI_0114
Ansøger:
Ejby Bylaug
Hvilken anlægspulje søger du?:
Pulje til etablering af nye fritidsfaciliteter og -anlæg
Beskriv dit forslag:
Et fælleshus som aktivt og socialt samlingspunkt for Ejby og omegn. At indgå i et fællesskab har stor betydning for vores mentale sundhed. Men det er ikke nok at have mange kontakter på sociale medier. Vi har brug for at opleve, at vi er en del af noget – et fællesskab. Og det er det Fælleshuset i Projekt 11’eren skal være en bærende del af rammen om. I Ejby blomstrer foreningslivet og lysten til at dyrke fællesskab på tværs. Fodbold, dans, gymnastik, og seniortræning er blot få af de eksisterende fritidsaktiviteter der er i byen. Dog mangler et samlingssted, hvor foreninger og borgere kan dyrke samværet og fællesskabet og mødes. Et sted som indbyder til udvikling af eksisterende fællesskaber, men også indbyder til at nye fællesskaber og foreninger kan opstå og leve. Særligt vil vi med et fælleshus gerne understøtte initiativer som understøtter borgere i alle aldre uden for fællesskaber og unge som gerne vil mødes i fritiden i trygge rammer. Vi ved hvor vigtigt det er at være en del af et godt og sundt fællesskab og ønsker derfor at være en brobygger til sunde fællesskaber. Et fælleshus kommer hele byen til gavn og vil unægteligt styrke fællesskabet, foreningslivet, og andre sociale fællesskaber.
Beskriv de eksisterende forhold:
Fælleshuset skal bygges tæt på parkeringspladsen ved skolens idrætshaller. Her er en gammel, ubenyttet motocrossbane som planes ud for at gøre plads til fælleshuset. Det er også her haller til skolen, træningslokaler, fodboldbaner mm. er beliggende. Området er i gåafstand uanset hvor i Ejby man er bosat. Det er også et område omgivet af mark og skov. De åbne vidder og den gode plads åbner muligheden for i fremtiden at udvikle området endnu mere. Det er altså et sted og et projekt med et enormt potentiale, som ville kunne binde aktiviteter mellem skov, idrætsanlæg, hal, skole og daginstitutioner sammen. Og byens samlingspunkt for foreningslivet er et ideelt sted til at opføre et fælleshus. Lejre Kommune som ejer arealet, har i November 2022, besluttet at stille arealet til rådighed for projektet. Denne reservering bortfalder, hvis projektet ikke er igangsat inden for 3 år. Byggetilladelsen på opførelse af et fælleshus på 90m2 samt 2 x overdækket terrasser på 20m2, er givet i Maj 2023.
Hvorfor er dit forslag vigtigt?:
Formålet er at bygge et fælleshus som kan benyttes bredt af byens borgere. Foreninger i byen har behov for et sted hvor fællesskaber kan udvikles. Når man dyrker sport eller andre aktiviteter, hvor man er flere, så er det sociale samvær utrolig vigtigt. I Ejby mangler rammerne for socialt samvær for foreninger og borgerne generelt. Et fælleshus er derfor nødvendigt. Det er også hjertet i "projekt 11'eren" - et projekt med en række delelementer der skal udvikle Ejby mod flere fællesskaber, flere muligheder for fælles aktiviteter og gode muligheder for socialt samvær Først og fremmest skal fælleshuset være et åbent og inkluderende sted for byens borgere, og have en funktion som "multihus". Fælleshuset skal bruges af foreninger, så de kan dyrke det sociale samvær når aktiviteterne er ovre. Yderligere skal fælleshuset være åbent for bogklubber, strikkeklubber og andre mindre fællesskaber der mangler en base. Det skal være et sted hvor byens dagplejere kan mødes med børnene så de kan lege, og et sted hvor nye fællesskaber kan opstå. Grundlæggende skal fælleshuset være et sted for alle Ejbys borgere som ønsker at dyrke fællesskab og socialt samvær. Vi har indsamlet en del penge som er til fase 2. og 3. i ”Projekt 11´eren”, men vi kan ikke komme videre og bruge midlerne før fase 1, som er fælleshuset er påbegyndt. Dermed er det ydermere vigtigt at vi kan påbegynde byggeriet af fælleshuset inden disse penge bortfalder.
Beskriv målgruppen for projektet:
Vores hus er for alle, Unge såvel som ældre, ressourcestærke såvel som ressourcesvage, alle som ønsker at være en del af et fællesskab. Foreningerne i og omkring Ejby, har alle tilkendegivet interesse og mangel på et sted at samles, hvor vores mange frivillige kan åbne op og inviterer ind til fælles hygge. Her kan nævnes: BIFGYM, Bramsnæs FB, Bif Fitness, KHKS Håndbold, Senior Motion. Men også Bramsnæsvigskolen, Grønhøjgård og daginstitutioner såvel som Ejby Bylaug og andre ildsjæle ønsker at benytte huset. Vi vil gøre en dyd ud af at være inkluderende og opsøgende for nye fællesskaber. Vi har et stort fokus på at skabe rum for unge fællesskaber. I Ejby mangler der et sted hvor unge, som ikke længere kan gå i klub kan mødes i fritiden om et fælles tredje. Som udgangspunkt er fælleshuset låst og lukket, men i princippet kan alle få adgang til huset, såfremt det er med et formål som er i tråd med tankerne bag opførelsen. Ved f.eks. at lave et adgangssystem med en chip som tildeles efter registrering, kan alle former for fællesskab og socialt samvær dyrkes med huset som base. Med en chip kan det også registreres, hvem der benytter huset og hvem der har ansvar for at efterlade huset i pæn stand til de næste der skal benytte det, så vi sikrer os at fælleshuset er et attraktivt sted for foreninger og fællesskaber i mange år frem.
Hvad er budgettet for dit forslag?:
Vi ansøger Lejre Kommunes anlægspulje 1.800.000 kr. Fælleshuset er budgetteret til at koste 3.300.000 kr. i alt. Med 2.200.000 kr. ville vi kunne starte byggeriet. Vi har et konkret tilbud fra en lokal virksomhed, hvor en arkitekt har bistået med rådgivning og tegninger til brug i projektet. Og som kan sikre at vi overholder reglerne for byggeri. Tilbuddet er lavet ekskl. Maling, fliser, gulve, køkken, bryggers, badeværelseselementer samt bortskaffelse af byggeaffald, da dette er opgaver vi selv kan stå for via lokale frivillige ildsjæle med håndværksmæssig baggrund. Dette er dog værdisæt og indgår i det samlet budget på 3.3 mio. Udover Anlægspuljen i Lejre Kommune, er vi i dialog med Sparekassen Sjælland Fonden. Vi er også ved at udarbejde materiale til en ny strategi om aktivt at søge Lokale virksomhedssponsorater, som igangsættes fra September. Dog er der allerede tilkendegivet interesse fra flere lokale virksomheder til dette, og det er vores forventning at vi kan indbringe en stor sum til økonomien herfra. Yderligere planlægges det at lave folkeaktier, samt at opskalerer Bramsnæsvigdagen i Maj til et stort arrangement med forskellige aktiviteter der kan indbringe penge, såvel som aktiviteter der forbliver gratis. Med 1.800.000 kr. fra Lejre Kommunes Anlægspulje samt 100.000 kr. fra Sparekassen Sjælland mangler vi som minimum 300.000 kr. for at starte fase 1. Det er blot 30 virksomheder vi skal have til at sponsorerer 10.000 kr. hver. Fælleshuset er en del af et større projekt kaldet 11’eren, som består af Udendørs fitness, Klatrebane, Multiplads, picnicområde, Skatepark hvortil der er bevilligede 750.000 kr. til Fitness område samt klatrebane fra Liv og Land og More Play Puljen.
Hvad er de estimerede driftsudgifter?:
Fælleshusets driftsudgifter er estimeret til 50.000 kr. Tallene er baseret på driftsudgifter estimeret af Lejre Kommune i 2022 tillagt stigninger. Lejre Kommune har på mødet i 2022 angivet, at der på et senere tidspunkt i processen skal besluttes, om Lejre Kommune skal stå for drift og vedligeholdelse.
Bemærkninger fra administrationen.
Det er administrationens umiddelbare vurdering, at projektet vil binde hele området godt sammen. Det er placeret i centrum af idrætsområdet på et stykke jord, der i forvejen fremstår ubrugt.
Det er erfaringen fra andre steder i kommunen, at det at kunne mødes tæt ved idrætsbanerne underbygger øget aktivitet og socialt samvær. I umiddelbar nærhed ligger hallen som har hal, multirum, fitness, mødelokaler og omklædningsrum.
KB har reserveret området til projekt 11'eren for en 3-årig periode frem til 2025. I projektet indgår fælleshuset.
Til sammenligning er der klubhuse placeret på eller ved fodboldbanerne i Hvalsø, Osted og Kirke Hyllinge
Det forventes at fælleshuset kan anvendes af omkring 100-500 brugere fra foreningerne, året rundt fortrinsvist klokken 16-21.
Det er administrationens vurdering at forslaget er lokalt forankret.
Det er administrationens vurdering, at man bør regne med budget på 3,3 mio kroner og at driften bør estimeres jf klubhuse med ca 350 kroner pr.m² hvilket modsvarer 31.500 for bygningen. Hertil kommer afledt drift til udenomsarealerne.
Administrationen foreslår, at der tildeles 1.550.000 kroner til medfinansiering af projektet.
Bemærkninger fra myndighedsafdelingen.
P-ramme til offentlig formål – skole. 2.01. Der er ikke en lokalplan for området. Kræver byggetilladelse. Vides ikke om bebyggelsesprocenten for området overholdes.
Det kræver formentlig nogle dispensationer fra lokalplanen.
Bemærkninger fra facilitetsudvalget.
Facilitetsudvalget foreslår, ud fra et ønske til realisering af projektet, at der tildeles 1.800.000 kroner til restfinansiering af projektet. Projektet har allerede tilkendegivelser fra fonde og finansiering fra "borgeraktier". Projektet vil understøtte lokalområdet og aktiviteter for fx børn og unge.