Foreningen Plant et Frø byder børn, forældre, søskende og nysgerrige borgere indenfor i vores skolehaver, ud omkring bålet i skoven, ned på måtten til naturyoga på græsset og ind vores naturstoflaboratorium på Vibevadgaard i Lejre.
Arrangementet er et åbent-hus-arrangement, hvor de ca. 80 børn fra Allerslev Skole, der gennem året har deltaget i vores undervisningsforløb på gården, får mulighed for at fremvise og præsentere deres haver samt indbyde deres familier og andre interesserede til at opleve dele af undervisningen fx yoga, fladbrød over bål, udskæring af græskar og forsøg i laboratoriet.
Plant et Frø inviterer desuden de besøgende til at medbringe en picnic-kurv og et tæppe for at spise deres medbragte aftensmad på gårdens område.