I slutningen af 2024 blev der indgået en bred politisk aftale om Den Grønne Trepart. Formålet er at reducere kvælstofudledning til kysterne, nedbringe drivhusgasemissioner, beskytte drikkevandet, skabe mere natur og øge biodiversiteten. Sideløbende skal robuste dyrkningsarealer beskyttes bedre til fremtidens fødevareproduktion.
Aftalens overordnede målsætninger på landsplan er følgende:
- Reducere kvælstofudledningen med aktuelt 13.780 ton
- Udtage 140.000 ha kulstofholdige lavbundsjorde
- Plante 250.000 hektar ny skov, heraf 100.000 hektar urørt skov
- 20% beskyttet natur i 2030 og syv nye naturnationalparker
- Klimaafgift på landbruget
Arealomlægning er hovedmotoren i at indfri målene, og der er afsat ca. 43 mia. kr. i Danmarks Grønne Arealfond til at finansiere blandt andet lodsejeres arealomlægning gennem tilskudsordninger.
Den grønne trepart består af regeringen, landbruget repræsenteret ved Landbrug & Fødevarer, naturinteresse repræsenteret ved Danmarks Naturfredningsforening, Kommunernes Landsforening, Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal og Dansk Industri.