Forberedt på kriser

Der er ikke en aktuel trussel mod Danmark, men cyberangreb og sabotage udgør en stigende risiko. Angreb kan ramme den kritiske infrastruktur – fx elnet, mobilnetværk, internet, vand og varme – og dermed påvirke vores hverdag betydeligt.

Her på siden kan du læse mere om hvordan Lejre Kommune forbereder sig på eventuelle kriser - og hvad du selv kan gøre for at forberede dig.

Sådan er Lejre Kommune forberedt

I en krisesituation vil Lejre Kommune særligt tage hånd om de mest sårbare borgere – det gælder borgere, der modtager kritisk hjælp fra kommunen eller regionen for at kunne klare hverdagen. Det kan fx være borgere, som modtager hjemmepleje (ikke rengøring), hjemmesygepleje eller bor på kommunale institutioner som botilbud, bofællesskaber og plejehjem.

Hvis du har særlige behov, eller hvis du er pårørende til en borger med særlige behov, kan det være en hjælp:

  • at tale sammen på forhånd om, hvordan I håndterer en krise
  • at sørge for basisforsyninger i hjemmet (vand, medicin, mad, lys m.m.)
  • at have en aftale med familie, venner eller naboer, som kan træde til, hvis situationen kræver det.

Lejre Kommune har beredskabsplaner for kommunale plejehjem, hjemmepleje, botilbud og bofællesskaber, så hjælpen når ud til dem, der har mest brug for den.
(Se beredskabsplanerne længere nede på denne side).

I tilfælde af en krisesituation vil kun udvalgte daginstitutioner og SFO’er holde åbent med nødberedskab. Det betyder, at personale i samfundskritiske funktioner fortsat kan få passet deres børn og dermed passe deres arbejde.

Vandværkerne har ansvaret for at levere drikkevand til borgerne – også i tilfælde af nøddrift.

Styrelsen for samfundssikkerhed  anbefaler, at alle borgere har en vandforsyning derhjemme på mindst 3 liter pr. person pr. døgn.

Det gør Lejre Kommune

Hvis det lokale vandværk ikke kan levere nøddrift, sørger kommunen for vand til borgere og medarbejdere på kommunens institutioner. Det samme gælder borgere, der modtager pleje i hjemmet. De vil også få hjælp til indkøb og levering af vand og andre nødvendige fornødenheder.

Borgere, der modtager socialpædagogisk støtte i eget hjem, står som hovedregel selv for at indkøbe og opbevare vand. Vi vejleder, støtter og taler med borgerne i den forbindelse.

 

Ved brand:

Lejre Kommunes beredskab er forberedt på at kunne slukke brande – også hvis den almindelige vandforsyning svigter. Der er indkøbt slukningsmateriel, som gør det muligt at pumpe vand fra brandsøer og andre alternative vandkilder.

Lejre Kommune vil løbende informere borgere her på hjemmesiden, hvis der opstår en større krisesituation.

Det er en god idé også at følge myndigheders officielle sociale medier og hjemmesider. Under en krise er det en stor hjælp, hvis du deler bekræftede oplysninger og hjælper med at forhindre rygtespredning. Tænk derfor altid en ekstra gang over, om kilden er troværdig, før du deler information i dit netværk.

Ved større hændelser opretter Lejre Kommune et gult krisebanner øverst på hjemmesiden. Her kan du finde seneste nyt, relevante anvisninger og links til officielle kilder. De landsdækkende medier (DR, TV 2) samt lokale medier vil også bringe beredskabsmeddelelser.

Hvis der fx sker en forureningsulykke eller anden alvorlig hændelse, kan mobilvarslingssystemet S!RENEN blive aktiveret i et geografisk afgrænset område. Det er Politiet og beredskabet, der beslutter, hvornår systemet tages i brug. Læs mere om S!RENEN her.

 

Lejre Kommune bliver af og til spurgt om, hvor der er beskyttelsesrum og sikringsrum.

Beskyttelsesrum er typisk bygget som bunkere eller stærkt forstærkede rum – ofte placeret tæt på tidligere trafikerede veje eller som kombinerede offentlige beskyttelsesrum.

Sikringsrum er kældre med ekstra styrke, der findes i mange etageejendomme, under offentlige institutioner og virksomheder. Lejre Kommune råder over sikringsrum med plads til ca. 3.000 personer. I fredstid må sikringsrum gerne bruges til fx opbevaring, men Folketinget kan fastsætte, hvor hurtigt de skal kunne klargøres i en krisesituation. Sikringsrummene er pt. ikke klargjort, da Folketinget ikke har bedt kommunerne om at klargøre sikringsrum mm.

Derudover findes der mange almindelige kældre i boliger og andre bygninger i Lejre Kommune. De yder ikke samme beskyttelse som egentlige sikringsrum, men kan i en nødsituation give en vis beskyttelse.

Vil du vide, om din bygning har et sikringsrum?

Du kan finde oplysninger i BBR-registeret (Bygnings- og Boligregistret).
Hvis du bor til leje eller i en etageejendom, kan du også spørge ejeren eller ejendommens driftspersonale.
I virksomheder og offentlige institutioner kan ledelsen oplyse, om der findes et sikringsrum, og hvordan det i givet fald kan tages i brug.

Her kan du læse Lejre Kommunes overordnede beredskabsplan:

Beredskabsplan for Lejre Kommune - Niveau 1 - 2025.pdf

Lejre Kommune har også en sundhedsberedskabsplan:

Sundhedsberedskabsplan

Sådan kan du forberede dig

Lejre Kommune opfordrer alle borgere, der har mulighed for det, til at forberede sig på at kunne klare sig selv i op til tre døgn, sådan som Styrelsen for samfundssikkerhed anbefaler.

På Styrelsen for Samfundssikkerheds hjemmeside kan du læse mere om de nationale anbefalinger til dit hjemmeberedskab

Læs her, hvordan du forbereder dig på kriser

Enkle forberedelser kan gøre en stor forskel – både for dig selv og for fællesskabet:

Beredskabsstyrelsen anbefaler, at du som borger har:

  • Et lille lager af mad og vigtig medicin
  • Hygiejneartikler og alternative lyskilder
  • En batteridrevet FM-radio
  • Tre liter vand pr. person pr. døgn – nok til tre døgn

Når flere kan tage vare på sig selv og deres nærmeste, kan myndighederne bruge kræfterne dér, hvor behovet er størst – nemlig hos dem, der har brug for akut hjælp.

Lejre Kommune sørger naturligvis for borgere, der bor på kommunens institutioner, og for dem, der modtager pleje i eget hjem.

En krise bliver lettere at håndtere, når vi står sammen. Det er en god idé at tale med naboer, familie, bylaug eller andre lokale fællesskaber, allerede inden en krise opstår.

Ved at lave aftaler på forhånd kan I hurtigt hjælpe hinanden med fx varme, vand, mad, information eller praktisk støtte. Lokale fællesskaber er en vigtig del af beredskabet og kan gøre en stor forskel, hvis hverdagen pludselig bliver forandret.

Styrelsen for Samfundssikkerhed kommer her med gode bud på, hvordan man fremmer et godt lokalt beredskab. 

Styrk jeres lokale beredskab

Følg DR og TV2

Ved større hændelser udsender myndighederne beredskabsmeddelelser via DR og TV 2. Det er de primære kanaler, hvis andre systemer fejler.

Lejre Kommune vil løbende informere borgere her på hjemmesiden, hvis der opstår en større krisesituation.

Det er en god idé også at følge myndigheders officielle sociale medier og hjemmesider.

Ved større hændelser opretter Lejre Kommune et gult krisebanner øverst på hjemmesiden. Her kan du finde seneste nyt, relevante anvisninger og links til officielle kilder. De landsdækkende medier (DR, TV 2) samt lokale medier vil også bringe beredskabsmeddelelser.

Hvis der fx sker en forureningsulykke eller anden alvorlig hændelse, kan mobilvarslingssystemet S!RENEN blive aktiveret i et geografisk afgrænset område. Det er Politiet og beredskabet, der beslutter, hvornår systemet tages i brug.

Del kun fakta

Under en krise er det en stor hjælp, hvis du deler bekræftede oplysninger og hjælper med at forhindre rygtespredning. Tænk derfor altid en ekstra gang over, om kilden er troværdig, før du deler information i dit netværk.

Klar til nyt vejr og klima?

Læs her om, hvordan du kan forberede dig på voldsomt vejr:

Bo vandsikkert

Kan du klare dig selv i 3 døgn?

Lejre Kommune opfordrer alle borgere, der har mulighed for det, til at forberede sig på at kunne klare sig selv i op til tre døgn, sådan som Styrelsen for samfundssikkerhed anbefaler:

Forberedt på kriser