Klimauge 2021

Der findes et sted, hvor vi skaber klimaomstillingen sammen. Derfor er borgere, virksomheder, foreninger og de kommunale institutioner inviteret med som både deltagere og arrangører når der er Klimauge 2021 i Lejre Kommune den 11-18. september 2021

Deltag i digitalt stormøde 17. eller 31. maj og hør mere om hvordan du kan være med

Klimauge 2021

Luk alle
Åben alle

Kommunalbestyrelsen har besluttet at skabe rammerne for, at hele kommunen i ugen fra den 11. til den 18. september kan gå sammen om at afholde Klimauge 2021, hvor alle – både borgere, virksomheder, foreninger og institutioner – er inviteret med som både deltagere og arrangører.

Under Klimauge 2021 skal vi give hinanden inspiration til, hvordan vi hver især bidrager til den grønne omstilling, der skal til for, at vi sammen når målet om at blive CO2-neutral i 2050.

Klimaet og vores hverdagsliv er tæt vævet sammen. Vi påvirker klimaet i vores bolig, når vi bevæger os omkring, i vores have og når vi køber ind.

Derfor håber vi, at det samlede program for Klimauge 2021 vil indeholde en masse forskellige arrangementer, der har at gøre med transport, energi, mad, genbrug og genanvendelse og natur og biodiversitet. Og som foregår ud i alle kroge af kommunen.

Måske din landsby inviterer til klimafællesspisning? Eller du har en smuk, klimavenlig have som du gerne vil vise frem for at inspirere andre til at øge den biologiske mangfoldighed? Eller noget helt tredje?

Du er velkommen til at tage kontakt til programleder Tina Unger hvis du har en idé til et arrangement. Du kan finde kontaktinfo i den grønne boks øverst til højre.

Lejre Kommune inviterer til to digitale stormøder, hvor du kan høre mere om, hvordan du kan bidrage. Her kan du også kan få information om, hvordan du kan søge støtte fra Landsbypuljen til at afholde et arrangement under Klimauge 2021.

De digitale møder afholdes d. 17. og d. 31. maj, begge dage fra kl. 17-18.

Hvis du ønsker at deltage i et af stormøderne, skal du sende en mail til Tina Unger og få et link til møderne. Du kan finde kontaktinfo i den grønne boks øverst til højre.

Lejre Kommunes Landsbyudvalg udbyder en Klimapulje på 215.000 kr. målrettet landsbyer og småbyer, der ønsker at gennemføre klimaprojekter eller konkrete aktiviteter i forbindelse med Klimaugen i 2021 fra 11. september til 18. september.

Læs mere under fanen "Borgerpuljer".