Ny praksis: Sygedagpenge kan ikke stoppes med tilbagevirkende kraft

Skrevet den. 8. februar 2019

I en række tilfælde har borgere I Danmark fået stoppet deres sygedagpenge med tilbagevirkende kraft. Det er sket, fordi kommunerne har vurderet, at borgerne ikke var uarbejdsdygtige. Konsekvensen har været, at borgerne har fået stoppet deres sygedagpenge uretsmæssigt.

En dom fra Højesteret sidste år fastslog, at det ikke er korrekt at stoppe udbetalingen af sygedagpenge med tilbagevirkende kraft. Udbetalingen kan først standses den dag, hvor afgørelsen om arbejdsdygtighed træffes.

Derfor kan der være borgere, som har ret til at få genoptaget deres sag om standsning af sygedagpenge. Det er ikke muligt for Lejre Kommune at identificere de borgere, som det evt. kan dreje sig om, og det er formentlig ganske få: Ankestyrelsen vurderer, at det kan være ca. 200 borgere på landsplan.

Hvis du mener, at du har ret til at få genoptaget din sag om udbetaling af sygedagpenge, skal du henvende dig til Team Arbejdsfastholdelse i Lejre Kommune på 46464646.