Handicaprådet efterlyser kandidater til Lejre Kommunes Handicappris 2017

Frem til den 1. november 2017 kan foreninger, organisationer og enkeltpersoner indstille kandidater til Lejre Kommunes Handicappris for 2017. Formålet med prisen er at påskønne et ekstraordinært, godt arbejde for personer med handicap og deres vilkår i Lejre Kommune. Der er ingen begrænsninger i mulige modtagere af prisen, da det væsentlige er virket for handicapsagen i kommunen.

Skrevet den. 22. september 2017

Prisen uddeles ved et arrangement i Hvalsø Aktivitetscenter (Østergade 1, Hvalsø) lørdag den 2. december 2017. Prisen er i år på 5.000 kr.

Prisen er indstiftet af Lejre Kommunes Handicapråd for at sætte fokus på arbejdet med at skabe lige vilkår for mennesker med handicap i kommunen.

Mulige modtagere

Feltet af mulige modtagere er bredt. Det kunne f.eks. være:
•    en institution - offentlig som privat - der har valgt nye veje og har opnået gode resultater
•    en organisation, forening, sammenslutning eller ildsjæl der i særlig grad har arbejdet for personer med handicap og deres vilkår
•    en virksomhed, der har udnyttet potentialet hos personer med handicap
•    et privatbyggeri, hvor der bevidst er arbejdet med at lave gode adgangsforhold, så personer med handicap får lige vilkår.

Indstilling til prisen

Alle foreninger, organisationer og enkeltpersoner kan indstille kandidater til handicapprisen.

Kandidatindstillingen skal indeholde følgende punkter:
•    Kandidatens navn, adresse, telefonnr. og eventuel e-mail
•    Kandidatens officielle virke
•    Begrundelse for indstilling til Handicapprisen
•    Indstillerens navn, adresse, e-mail og eventuelle relation til kandidaten.

Indstillingen sendes til Handicaprådet i Lejre Kommune, Lejrevej 15, 4320 Lejre att.: Janie Bitsch eller på e-mail jabi@lejre.dk.

Fristen for indstilling af kandidater er tirsdag den 1. november 2017.

Handicaprådet udpeger modtageren af prisen på sit møde medio november 2017.
Modtageren kontaktes herefter med henblik på at aftale nærmere omkring selve prisoverrækkelsen. Modtageren offentliggøres først ved overrækkelsen af prisen.

Yderligere information

Se mere om Lejre Kommunes Handicapråd og Handicapprisen her.