Hør radio fra Lejre lørdag den 2. september

Endnu en gang har Lejre lagt kulisse og lyd til Radio24syvs program om lystfiskeri ’Fisketegn’. På lørdag har programmets vært, Gordon P. Henriksen, inviteret tidligere miljøminister Ida Auken (B) med på fisketur i Lavringe Å.

Skrevet den. 30. august 2017

Fisketuren starter bogstavelig talt på Gordons terrasse i hans baghave hvor åen løber igennem, og herfra går de to fra fiskespot til fiskespot i nabolaget i den lille midtsjællandske å.

Målet er bækørreder, og på trods af at det er Idas debut som lystfisker, så lykkes det hende at hive et par små fine eksemplarer op. Det sker imens snakken går på hvordan miljøpolitikken forhandles på Christiansborg, og hvorfor de danske vandløb i mange år har manglet en stemme i de politiske forhandlinger.

Ørrederne er ikke enorme, men som Ida siger "Mange bækørreder små, er det ikke det man siger?".

Det hele kan høres lørdag d. 2 sept. kl. 10.05 på Radio24syv, og efterfølgende findes som podcast.

Se mere om programmet.