Kisserup fejrede trafiksikkerhed

Tre nye vejbump og fartgrænsen i byen sænket til 40 km/t skal øge trafiksikkerheden og sænke støjen. Det fejrede både store og små Kisserup-borgere med æblemost, kage og flag

Fra venstre: Bjørn Lykke Sørensen og Mathias Hedegaard Nielsen.

Skrevet den. 3. juni 2024

Bjørn Lykke Sørensen, formand for Udvalget for Trafik, Miljø og Byggeri, holdt tale og klippede den røde snor over sammen med Mathias Hedegaard Nielsen.
Mathias er en del af Kisserups Trafikgruppe og har derfor arbejdet sammen med kommunen:

”Det har været et godt forløb. Vi præsenterede kommunen for vores udfordringer, og de vendte tilbage med nogle mulige løsninger, som vi så har diskuteret. Vi har fået tre nye vejbump, sat farten ned til 40 km/t i byen, og på vejen mod Hvalsø er farten sænket fra 80 til 60 km/t. Vi kan høre, at støjen er reduceret, og når man kigger på Google Maps, så er turen nu et minut længere. Så det har betydning, og det er vigtigt for os, da vi har mange børn, der har brug for en sikker skolevej”.

Arbejdet i Kisserup er en del af Kommunalbestyrelsens igangværende arbejde med at sænke farten i Lejre Kommunes 49 landsbyer.

”Vi prioriterer trafiksikkerheden højt, og hvert år afsætter vi flere millioner til netop trafiksikkerhedsprojekter. I Kisserup har vi sammen med Bylauget arbejdet for mere tryghed og sikkerhed for de bløde trafikanter,” sagde Bjørn Lykke Sørensen til fejringen i Kisserup fredag 31. maj.