Rummelighedspris bringer succeserne frem i lyset 

Lejre Kommunes Rummelighedspris fejrer lokale virksomheder, der skaber rummelige arbejdspladser i Lejre Kommune. Nu kan du indstille kandidater, der gør arbejdsmarkedet tilgængeligt for flere. 

Ole Blickfeldt

Skrevet den. 16. marts 2023

Lejre Kommune ønsker at fremme et rummeligt arbejdsmarked, hvor der er fokus på fastholdelse og/eller integration af medarbejdere, der ellers ville falde udenfor arbejdsmarkedet. Rummelighedsprisen uddeles af udvalget for Job, Arbejdsmarked & Integration, hvor Ole Blickfeldt er formand: 

 ”Alle mennesker har brug for at være en del af fællesskabet, og arbejdsmarkedet er et naturligt fællesskab for mange – men desværre ikke for alle. For har man sociale, sproglige eller kognitive udfordringer, så kan det være meget svært at få fodfæste. Ikke alle virksomheder kan eller tør gøre det ekstra, der skal til. Med Rummelighedsprisen vil vi gerne sætte lys på dem, der gør og tør – og vise, at det ikke bare gør en forskel for den enkelte, men også for hele virksomheden. På den måde kan vi inspirere flere til at løfte med”, siger Ole Blickfeldt. 

Hvem skal have Rummelighedsprisen 2023

Den vindende virksomhed vinder et gavekort på 5.000 kr., der skal bruges til et arrangement for medarbejderne, samt en bronzeskulptur udviklet til lejligheden af den lokale kunstner Christella Bamford. Men først skal der indstilles kandidater til prisen: 
“Jeg ved at erhvervslivet i Lejre Kommune tager ansvar, og at mange strækker sig lidt længere for at skabe plads til medborgere, der vil. Vi kender nogen af de virksomheder – men garanteret ikke dem alle. Derfor inviterer vi nu alle til at kigge sig omkring og indstille kandidater, som gør en positiv forskel for et rummeligere arbejdsmarked”, siger borgmester Tina Mandrup. 

Indstillerne deltager automatisk i lodtrækningen om tre gavekurve fyldt med lokale produkter til en værdi af 300 kr. NY Deadline: 26. april 2023 kl. 12. 

Tryk her og læs mere om, hvordan du indstiller en virksomhed og deltager i lodtrækningen.