Lis Vedel bliver ny centerchef for Teknik og Miljø

Den nye centerchef kommer til Lejre Kommune med mangeårig ledererfaring fra både kommuner og Miljøstyrelsen

Skrevet den. 17. maj 2023

Til august begynder Lis Vedel som ny chef for Center for Miljø og Teknik. Hun afløser Peter Østerbye, som går på pension efter 21 år i Lejre Kommune.

Lis Vedel kommer med solid ledelseserfaring fra miljøområdet: Fra 2001 til 2015 var hun i Miljøstyrelsen med ansvar for blandt andet affaldsområdet. Siden har hun været ansat i to kommuner: Først som teamleder for Byg & Miljø i Gribskov Kommune og senest som leder af Natur og Miljø i Halsnæs Kommune.

”Jeg er virkelig glad for, at det er lykkedes at ansætte en ny centerchef med så bred en erfaring fra teknik- og miljøområdet”, siger Peter Olsen, vicekommunaldirektør i Lejre Kommune.

 ”Vi har ønsket os en centerchef, som har stor erfaring, og som kan arbejde videre med at udvikle teknik- og miljøområdet i Lejre Kommune – sammen med organisationen og lokalsamfundet –, uanset om det handler om skovrejsning og biodiversitet, affald og genanvendelse, trafikken i Lejre Kommune eller effektive plan- og byggesagsprocesser. Samtidig er Lis Vedel en engageret og erfaren leder med en målrettet, præcis og anerkendende lederstil. Derfor glæder jeg mig rigtig meget til, at hun starter i Lejre Kommune efter sommerferien.”

Lis Vedel er uddannet jurist med en efteruddannelse i ledelse. Og hun fortæller, at der er flere grunde til, at hun glæder sig til at begynde i Lejre Kommune:

”Arbejdet med teknik og miljø handler i bund og grund om at skabe rammer om det fysiske liv, både nu og i fremtiden. Det handler ofte om at skabe balancen mellem dem, der gerne vil noget – f.eks. borgere, virksomheder, foreninger – og dem, der skal leve med det, f.eks. naboerne. Jeg kan godt lide de lidt mindre kommuner, hvor vi er tæt på borgerne, og der er kort vej fra ide til handling”.

”Lejre Kommune har i øvrigt noget af det samme som Halsnæs: En fantastisk natur og udeomgivelser, som jeg godt kan forstå, at folk gerne vil bo i”, siger Lis Vedel.

Privat bor den nye centerchef i Værløse. Hun er gift, mor til tre døtre i alderen 18-22 år og et udpræget friluftsmenneske; både hun selv og døtrene er aktive spejderledere.