Bredbånd på vej til hundredvis af adresser i Lejre Kommune

Nu er gravearbejdet gået i gang på to store bredbåndsprojekter, der vil sikre mulighed for tidssvarende internetforbindelse til ca. 2000 husstande i den nordlige del af Lejre Kommune.

Skrevet den. 25. marts 2022

I områderne omkring Kyndeløse, Kyndeløse Nord- og Sydmark, Nørre Hyllinge, Sæby og Gershøj skulle man gerne i løbet af i år kunne streame film, spille onlinespil og ikke mindst holde virtuelle møder hjemme fra spisebordet uden afbrydelser, hakkende lyd eller pixelerede billeder.

Henholdsvis Fibia og TDC Net har nemlig sat de store gravemaskiner i gang, som skal bringe højhastighedsinternet ud til i alt ca. 2000 adresser.

-   Fleksible arbejdsformer er kommet for at blive i mange typer job. Ikke mindst af hensyn til klimaet er det godt, hvis flere kan tage møder på skærmen derhjemme frem for at skulle køre på kryds og tværs. Derfor er det vigtigt, at vi – også her i en landkommune som vores – har den digitale infrastruktur, der skal til for at understøtte muligheden for hjemmearbejde, siger borgmester Tina Mandrup.

Begge store bredbåndprojekter er kommet i stand som følge af en stor indsats fra lokale ildsjæle, der har lokket de store bredbåndsvirksomheder her til Lejre Kommune, selv om vi bor spredt.

Og Lejre Kommune har fortsat fokus på, at endnu flere får godt bredbånd.

-   Vi har i forvejen den lokale udbyder, Ostednettet, som er og har været en afgørende spiller i forhold til bedre dækning særligt i de mindste landsbyer og på landejendomme, og nu har de store udbydere så også fået øjnene op for os her i kommunen. Det giver landsbyerne flere aktører at gå til, hvis borgere og virksomheder vil have bedre bredbånd. Så vi er på rette vej mod målet om at sikre muligheden for en god forbindelse til alle i Lejre Kommune, siger Tina Mandrup.

Fakta

95 % af boliger og virksomheder i Lejre Kommune havde ved nytår adgang til bredbåndforbindelse med minimum 100Mbit download/30Mbit upload. (Tal fra tjekditnet.dk

Bredbåndsforbindelser kan leveres på flere måder. Ser man alene på fibernetforbindelser, der typisk giver mulighed for de højeste hastigheder, ser udviklingen sådan ud ved udgangen af året:
2019: 37 % (Tjekditnet.dk)
2020: 38 % (Tjekditnet.dk)
2021: 57 % (Tjekditnet.dk)
2022: 85 % (Kommunens estimat)

Kontakt

Borgmester Tina Mandrup, Lejre Kommune. Telefon 24 87 54 87. E-mail: tman@lejre.dk 

Projektleder for Digital Infrastruktur i Lejre Kommune, Michael Casse. Tlf. 40 32 25 99, E-mail: mica@lejre.dk 

Presse- og Kommunikationsansvarlig i Lejre Kommune, Jesper Benzon Jørgsholm. Pressetelefon. 40 30 77 22 (modtager ikke sms). E-mail: jebjo@lejre.dk