Flextrafik opdaterer bestillingshjemmeside

Nye krav til it-sikkerhed betyder, at man fremover skal benytte NemID eller MitID, når man bestiller flextrafik over hjemmeside eller app.

Skrevet den. 4. maj 2022

Fra og med 10. maj skal man til at finde NemID eller MitID frem, når man skal bestille en tur med flextrafik.

Movia har sammen med landets andre trafikselskaber opdateret den hjemmeside og app, som man bruger til at bestille flextrafik, fordi der er kommet nye lovgivningskrav til blandt andet håndtering af personfølsomme data.

Opdateringen betyder, at man som noget nyt skal anvende NemID eller MitID undervejs – men derudover ligner hjemmeside og app sig selv, oplyser Movia.

Man kan som tidligere også vælge at bestille flextrafik over telefon, og her er der ingen ændringer.

Movia oplyser også, at der er sat ekstra bemanding i Movias kundecenter til at hjælpe borgerne godt i gang med den opdaterede selvbetjeningsløsning.

Læs mere om flextrafik på Movias hjemmeside.