Varmehjælp til økonomisk vanskeligt stillede borgere

Skrevet den. 18. februar 2022

Energipriserne er steget markant, og det kan særligt mærkes på varmeregningen. Regeringen har derfor lavet en varmepakke, der skal hjælpe økonomisk vanskeligt stillede borgere, som har svært ved at finde penge til uforudsete regninger. Det betyder konkret, at:

  • Borgere med en husstandsindkomst under 550.000 automatisk modtager en engangsudbetaling.
  • Borgere, der er økonomisk vanskeligt stillet, og hvor tilskuddet ikke er dækkende, har mulighed for at søge yderligere tilskud.

Sådan søger du yderligere hjælp til din varmeregning
Din ansøgning skal gå gennem Lejre Kommune, hvor du kan søge om økonomisk hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter, jf. § 81 i lov om aktiv socialpolitik, eller personligt tillæg jf. § 14 stk. 1 i Lov om social pension eller §17, stk. 2 i Lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v..

Kommunen foretager en økonomisk beregning af dit rådighedsbeløb ved at fratrække alle rimelige udgifter fra din indtægt. Hvis kommunen vurderer, at du er vanskeligt økonomisk stillet, har du mulighed for at søge hjælp til differencen mellem, hvad kwh-prisen var før stigningen, og nu.

Du finder ansøgningsskemaet på borger.dk. Har du yderligere spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Borgerservice på tlf. 46 46 46 46 eller via digital post.