Referat af åbent møde den 9. februar om stinettet i Lejre under byggeriet på Degnejorden

Skrevet den. 14. februar 2022

Referat af åbent møde den 9. februar om stinettet i Lejre under byggeriet på Degnejorden 

Program: 
- Velkommen v. borgmester Tina Mandrup 
- Overblik over stisystemet i Lejre v. centerchef Peter Due Østerbye 
- Debat 
- Afslutning og videre forløb v. borgmester Tina Mandrup 

Borgmester Tina Mandrup bød velkommen og præsenterede formålet med mødet: at få idéer og forslag til alternativ løsning for den lukkede sti over Degnejorden så længe byggeriet er i gang. Samtidig undskyldte borgmesteren for processen og at der ikke var kommunikeret om lukning af stien og alternative ruter inden stien blev aflukket.  

Centerchef Peter Østerbye redegjorde kort for de forskellige stiforbindelser i området, herunder hvilke strækninger der er asfalterede, samt hvilke strækninger der er belyste. Peter Østerbye redegjorde ydermere for omlægning af grusstien ved Langskelsvej, der er gennemført for at mindske konflikter med byggetrafikken. 

Hovedpointer fra debatten 
Under debatten kom en række forslag til både mere permanente forbedringer af stisystemet og mere midlertidige løsninger frem. En del af forslagene handlede om etablering af nye stier på den østlige side ved Langskelsvej, hvor hovedformålet primært var at skabe nem adgang til børnehaven og ’bagerstien’. En anden del af forslagene handlede om en opgradering af stien på den vestlige side af Degnejorden (ved åen), som hovedsagelig vil være den foretrukne vej til skole og station.  

Opsummeret blev der særligt gjort opmærksom på: 

  • Der bør være belysning på den valgte alternative stiløsning. 
  • Bredden af stierne bør sikre, at der er plads til både gående og ladcykler 
  • Stien bør have fast belægning på grund af mudder og af hensyn til vintervedligehold.  

Der blev opfordret til at arbejde for en permanent løsning, så de midler der skal bruges på den alternative stiløsning får varig betydning. 

Specifikke kommentarer 
En borger havde tre forslag med. Hun var glad for de tiltag der allerede var taget ved Langskelsvej. Forslagene tager højde for de behov der er for adgang til institutioner og skole.  

  1. Asfaltering og lys på stien langs åen, fra ’rådhusbroen’ til ’s-broen’. 
  1. Gøre stykket syd for Degnejorden, fra stien langs åen til den asfalterede sti fra Valdemarsgård, bredere. 
  1. Etablere en ny sti på bakken, mellem de eksisterende stier (den spærrede og den langs åen) – parallelt med stien langs åen. 

En borger foreslog, at der asfalteres på stien øst for Degnejorden – fra Valdemarsgård, via den ændrede sti ved Langskelsvej og videre op til den asfalterede sti nord for Rødkildebanken. 

En borger pointerede, at den eneste sti, hvor man ikke skal krydse en vej, er stien langs åen. Ydermere mener han, at det vil være nødvendigt at kigge på hældningen ved stien under Lejrevej, da den er for stejl. 

En borger tilføjede til ovenstående forslag, at andre kommuner har indført forkørselsret til cyklister der krydser villaveje – han foreslog, at man undersøger muligheden for at indføre dette i Lejre Kommune/Lejre by – inspiration fra Göteborg. 

En borger pointerede, at byggetrafikken kører stærkt på vejene. De har travlt med at opføre byggeriet og det gør, at han ikke føler sig tryg ved at lade sin søn i børnehavealder cykle langs vejene. Han vil heller ikke være tryg ved at lade ham cykle i skole, når han bliver gammel nok til det. Han fremhævede stien langs åen som en rute, der ikke krydser veje, og foreslog, at der etableres lys langs de dele af stien der ikke har det i forvejen. Belysning er det vigtigste, belægning er mindre vigtigt. Når byggeriet på Degnejorden er gjort færdigt, føler borgeren ikke at den vil være lige så sikker, da den vil ligne stien ved Møllerjorden – der krydser boligveje. 

En borger ønskede at stien langs åen asfalteres – i samme bredde mv. som den allerede asfalterede del af stien.  

En borger støttede de allerede nævnte forslag, men tilføjede et ønske om, at stien langs åen føres hele vejen til Munkedammen. Det vil også skabe bedre forbindelse til Osted. 

En borger bad om, at der tænkes over bredden på stierne. Når store ladcykler eller cykler med vogne passerer ham som fodgænger, føler han ofte, at han bliver trykket ud i rabatten pga. pladsmangel på de smalle stier. 

En borger roste glatførebekæmpelsen på stierne hen over de kolde måneder. Hun udtrykte ønske om at videreføre dette på den alternative rute, der besluttes. 

En borger ønskede asfaltbelægning på den alternative rute, da det er svært for yngre børn at køre på løbehjul på grusstierne. 

En borger nævnte, at der er temmelig meget trafik på stierne. Både småbørn til institutioner (og deres forældre), skolebørn, folk der skal handle mv. Han udtrykte ønske om, at stien langs åen asfalteres, da den ofte bliver temmelig mudret - gerne hele vejen til Munkedammen. 

Der var bredt ønske om mere fast belægning på stierne – nogle borgere mente, at der måske er brugt forkert grus (for sandet, ikke stabilgrus) ved etablering af flere stier, bl.a. det nye stiforløb ved Langskelsvej. 

En borger fortalte, at trafikken ved Langskelsvej allerede er temmelig voldsom. Lastbiler holder i kø for at komme ind på Degnejorden og de bakker uden at orientere sig ordentligt. Han udtrykte ønske om, at der gøres endnu mere for at skille bløde trafikanter fra den tunge trafik. 

Flere borgere udtrykte bekymring over, at biler kører ad den asfalterede sti nord for Degnejorden (skolestien), fra Rynkebjerggårdsvej. Det er ikke rimeligt, og det føles utrygt. De betonklodser der allerede er placeret for at forhindre dette bør flyttes, da de med den nuværende placering ikke har den ønskede effekt. 

En borger spurgte om stien op forbi rådhuset kan blive asfalteret - den del der går ud til Lejrevej og stadig ’kun’ er grus. 

En borger spurgte til belægningen af stien gennem Degnejorden efter endt byggeri. Hun mente at have hørt, at der ikke kommer asfaltbelægning. Svar: Der vil blive etableret en sti med fast underlag. 

Borgmester Tina Mandrup afrundede mødet og ridsede op, hvad der nu sker:  

Administrationen vil på baggrund af de indkomne forslag udarbejde forslag til en løsning, som vil blive forelagt til politisk behandling i Udvalget for Trafik, Miljø og Byggeri på deres møde i marts.  Tidshorisont for etablering afhænger af den beslutning der træffes. 

Borgmester Tina Mandrup takkede for fremmøde og gode forslag.