Muligheden for fælles varmeløsninger skal undersøges i otte landsbyer

Mange borgere i Lejre Kommune har ikke udsigt til at kunne få fjernvarme. Men kan de blive koblet på en anden fælles varmeløsning? Det skal nu undersøges i otte af kommunens landsbyer.

Skrevet den. 7. december 2022

Udvalget for Erhverv, Klima & Lokal Udvikling har netop besluttet at undersøge muligheden for at etablere termonet i otte landsbyer: Ejby, Gershøj, Gevninge, Kirke Hyllinge, Kirke Sonnerup, Kirke Såby, Vester Såby og Øm.

”Lige nu risikerer vi, at mange borgere skynder sig at købe en privat varmepumpe, selv om de måske ville være bedre stillet med en fælles løsning. Derfor har vi i Kommunalbestyrelsen og udvalget valgt at rykke hurtigt, også selv om vi ikke er helt færdige med varmeplanen. For der er meget, der peger på, at termonet kan være et godt alternativ for en del borgere, som ikke kan få fjernvarme”, siger Grethe Nørtoft Saabye, Formand for Udvalget for Erhverv, Klima & Lokal udvikling.

Termonet er en fælles varmeforsyning, som kan etableres i en del områder, hvor det vil være for dyrt at lave fjernvarme. Typisk består et termonet af et stort jordvarmeanlæg, som flere huse deles om. Men i praksis kan varmen komme fra flere forskellige kilder. Det kan for eksempel være overskudsvarme fra virksomheder i området, energi fra solpaneler eller fælles luft-til-vand-varmepumper.

Lejre Kommune besluttede tidligere i år at støtte udviklingen af lokale fælles varmeløsninger med penge fra Landsbypuljen.

”Oprindeligt havde vi tænkt, at de enkelte landsbyer skulle søge penge og selv finde et firma, der kunne undersøge mulighederne lokalt. Men det blev hurtigt klart, at kommunen kunne få rabat, hvis vi bestilte flere undersøgelser på samme tid. Og det sikrer samtidig, at vi kommer hurtigt i gang”, siger Grethe Nørtoft Saabye.

Otte landsbyer nu – flere kan komme til

Det er konsulentvirksomheden Sustain, der skal undersøge, om termonet kan være en rentabel løsning i de otte landsbyer. Sustain vil blandt andet se på det nuværende varmebehov og de praktiske muligheder for at etablere fælles jordvarmenet. Her vil det blandt andet spille ind, om der i området er vandboringer eller andet, der kan gøre det svært at lægge jordvarmeledninger.

Undersøgelsen vil munde ud i en analyse af, hvad det vil koste at etablere og drive anlæggene i hver enkelt landsby, og om det derfor er en realistisk løsning. En af betingelserne for at etablere termonet er, at det ikke må blive dyrere for den enkelte forbruger end for eksempel en privat varmepumpe.

”Flere landsbyer har udtrykt interesse for termonet. I første omgang har vi altså valgt at undersøge potentialet i de otte byer, og her har det vigtigste kriterium været antallet af husstande og virksomheder, som kan blive sluttet til termonettet. For alt andet lige hænger det økonomisk bedst sammen, når man er mange om at betale for nettet. Men jeg kan godt forestille mig, at vi undersøger potentialet flere steder, når vi kender resultatet fra første runde”, siger Grethe Nørtoft Saabye.

Hun opfordrer samtidig borgerne i Lejre Kommune til at tale med hinanden lokalt om, hvordan de vil opvarme deres huse i fremtiden. For nogle steder kan det faktisk lade sig gøre at etablere termonet, når bare 20-25 husstande er med. Og bor man for eksempel i rækkehus, kan det være en fordel at købe en fælles varmepumpe eller et fælles jordvarmeanlæg i stedet for at investere i hver sin løsning.

Resultaterne fra de otte landsbyer ventes at være klar inden udgangen af januar 2023.

Læs mere om varme, termonet og Lejre Kommunes varmeplan på lejre.dk/varme.