Har du styr på din kloak?

Som grundejer er det faktisk din pligt at vedligeholde din kloak, dette er også med til at forebygge rotter. Derfor er det en god ide lige at se ned i din kloak- og tagnedløbsbrønd ind i mellem.

Skrevet den. 19. april 2022

Tegn på at kloakken eller regnvandssystemet er i stykker:
I spildevandssystemet kan du se på banketten (bunden af kloakbrønden) om der ligger lidt grus, sten, jord eller små stykker af beton / ler. Dette kan være tegn på at din kloak er i stykker.

I regnvandssystemet skal der altid stå vand i bunden af tagnedløbsbrønden. Er brønden tom for vand, kan der være noget galt.

Sunkne fliser og huller i jorden kan også være tegn på at systemet er i stykker.

Tegn på rotter i kloakken:
Når du tjekker din kloak, vil du ind i mellem se rotteekskrementer (lort) på banketten, eller en rotte der titter op til dig.

Ser du rotter i kloakken, er det ikke et problem, da det er fint rotterne bor i kloakken. Du skal derfor ikke anmelde rotter i kloakken til Lejre kommune – først når de er kommet op af kloakken bekæmper vi dem.

Hvad kan du selv gøre?
Tjek om din faldstammeudluftning er sikret, da rotter ofte bruger den til at komme ud på taget og herefter ind på loftet.

Sørg for at tagnedløbet slutter tæt ved jorden, så rotten ikke kan bruge det til at komme op på taget.

Brug det store skyl når du laver nr. to – så undgår du at der ligger lækkert foder til rotten i dine rør. 

Tjek din forsikring om din kloak er dækket. Hvis den går i stykker, er du så dækket af din forsikring? Og gælder det både rørene og kloakbrønden?

I forbindelse med huskøb skal du være opmærksom på, at kloakken oftest er mindst lige så gammel som huset – nybyggede huse kan have genbrugt en ældre kloak. Det kan derfor være en god idé at få tjekket kloakken for defekter af en autoriseret kloakmester, det vil sige ved en eventuel tv-inspektion af kloakken.

Du har også mulighed for at sikre dit kloaksystem på forskellig vis, for eksempel kan en autoriseret kloakmester, hvis det er teknisk muligt, montere en rottespærre i brønden eller en VVS’er sætte rottestop på faldstammen (en såkaldt gravid dame).
Tal med en autoriseret kloakmester eller VVS’er om, hvad der kan lade sig gøre hos dig.

Mere information:
Her er Miljøstyrelsens oversigt, hvor det typisk kan give anledning til rotter fra kloakken.

Du kan anmelde rotter og læse mere om rotter og rottesikring her på hjemmesiden eller på Miljøstyrelsens hjemmeside.