Nyt Ældreråd er på plads i Lejre Kommune

Der er nu valgt 7 personer samt 1 suppleant til Lejre Kommunes nye Ældreråd blandt 8 opstillede kandidater. Rådet er valgt for perioden 2022-2025, og medlemmerne ser frem til at tage hul på arbejdet i det nye år.

Skrevet den. 29. november 2021

Ældrerådsvalget har fungeret som brevstemmevalg, og ud af de i alt 8310 stemmeberettigede vælgere i kommunen valgte 3507 at afgive deres stemme, svarende til en stemmeprocent på 42,2%. Optællingen viser, at det kommende Ældreråd kommer til at se således ud:

Medlemmer:
Leif Blom, Ejby, 207 stemmer
Bjarne Bang Christensen, Hvalsø, 264 stemmer
Per Frandsen, Hvalsø, 528 stemmer
Kirsten Kornval, Lyndby Strand, 627 stemmer
Kurt Erik Larsen, Lejre, 357 stemmer
Leif V. Nielsen, Ejby, 864 stemmer
Per Bromand Nørgaard, Allerslev, 446 stemmer

Suppleant:
Jørgen Svensson, Kyndeløse, 198 stemmer

Ældrerådet konstituerer sig med valg af formand, næstformand, kasserer, sekretær og valg af repræsentanter til Regionsældrerådet på det nyvalgte Ældreråds første møde, som finder sted den 11. januar 2022.

Ældrerådets nuværende formand Kirsten Kornval glæder sig over, at mange borgere har valgt at stemme til valget og på den måde få indflydelse på ældrepolitikken og ældres livsvilkår i Lejre Kommune.

Det er ikke mindst vigtigt med de opgaver og udfordringer, der venter de kommende år med endnu flere ældre.

Ældrerådets stemme tæller
Det nuværende Ældreråds mærkesager har især været økonomi til et værdigt og trygt liv for ældre i Lejre Kommune, samarbejde og inddragelse af borgere og pårørende, en boligstrategi med varierede og attraktive boligformer til ældre, forebyggelse og sundhedsfremme, og fagligt kompetent personale på plejecentre, i hjemmeplejen og i hjemmesygeplejen. 

Ældrerådets stemme har stor betydning i drøftelserne med politikere og embedsmænd. Vi er et vigtigt talerør for alle ældre i Kommunen og skal høres i alle forhold, der vedrører ældre, f.eks. vedr. byggeri af pleje- og ældreboliger, kvalitetsstandarder om hjemmehjælp og genoptræning, trafik og kommunale budgetter.

Ældrerådet for de næste 4 år er valgt, og vi ser frem til et fortsat konstruktivt samarbejde med Kommunalbestyrelsen, administrationen og alle samarbejdspartnere, organisationer og frivillige på ældreområdet i Lejre Kommune.