0. klasse på Osted Skole vinder trafikkonkurrence

0. klasse på Osted skole fik overrakt diplom og en flot præmie for trafikviden af borgmesteren.

Skrevet den. 11. november 2021

I Lejre kommune er målet, at alle børn skal kunne komme sikkert til og fra skole. Derfor har der været trafikundervisning på skemaet, siden eleverne i 0. klasse på Osted Skole begyndte deres skoletid i sommer.
De har gået ture i området omkring skolen og snakket om hvordan man ser sig for, inden man går over vejen. Der er snakket om skilte og generel trafiklæring.

Fliden blev belønnet, da borgmester Carsten Rasmussen tirsdag kunne ønske 0. klasse et stort tillykke med præmien og ved samme lejlighed udtrykte en stor glæde over at kunne belønne skolerne for deres gode arbejde med at lære børnene om sikker trafik.

Hjælp til forældre om børn og trafik

Kampagnen ’Børn på vej’, som Rådet for Sikker Trafik og kommunerne står bag, har fokus på, at børn i alle aldre skal lære at færdes sikkert i trafikken. Foruden at skolerne underviser eleverne i færdsel og reglerne i trafikken, så opfordres forældrene også til at komme ud i trafikken og træne trafik med deres børn.

-   Børn lærer bedst, hvis de får nogle praktiske øvelser ude i trafikken sammen med deres forældre. Så kan forældrene også bedre fornemme, hvor meget barnet kan overskue, og hvad det er vigtigt at tale om og træne, siger Rosa Nissen, specialkonsulent i Rådet for Sikker Trafik.

For at hjælpe forældrene tilbyder Rådet for Sikker Trafik alle forældre et gratis nyhedsbrev, hvor man 3-4 gange om året gratis kan få gode råd og øvelser, som man kan bruge til at lære sine børn om trafik. Nyhedsbrevet tilmelder man sig på www.sikkertrafik.dk/mitbarn 

Fakta om kampagnen

I august satte kommunerne plakater op ved skolerne med budskabet ’Børn på vej’ for at minde trafikanterne om at passe på skolebørnene.

Samtidig underviser skolerne børnene i sikker adfærd i trafikken, så børnene også lærer at passe på sig selv. I den forbindelse har alle 0. klasser fået udleveret ’Min Trafikbog,’ hvorfra børnene kunne løse trafikopgaver, og hvor de også havde mulighed for at deltage i lodtrækningen om et diplom og 1000 kr. til klassekassen.

Ud af alle de deltagende klasser blev 0. klasse på Osted skole udtrukket som vinder af konkurrencen og har haft besøg af borgmester Carsten Rasmussen, som overrakte diplom og præmie.

Pas på de unge i trafikken!

Det er rigtig vigtigt at passe på de nye, små elever i trafikken. Mange af dem har ikke erfaringer med at gå eller cykle i trafikken og har brug for støtte fra deres forældre, deres lærere og andre voksne. Som barn eller ung kan det være svært at overskue den ofte kaotiske morgentrafik omkring skolerne. Derfor er det vigtigt, at flere bilister sænker farten og viser hensyn, så ingen skolebørn kommer til skade i trafikken.

Kontakt

Trafikmedarbejder Kirsten Kramer, Lejre Kommune. Tlf. 46 46 49 27. E-mail: kikr@lejre.dk 

Specialkonsulent Rosa Nissen, Rådet for Sikker Trafik. Tlf. 61 65 04 43. E-mail: rn@sikkertrafik.dk 

Presse- og Kommunikationsansvarlig Jesper Benzon Jørgsholm, Lejre Kommune. Pressetelefon 40 30 77 22 (modtager ikke sms). E-mail: jebjo@lejre.dk