Dialog med virksomhederne er i centrum i Lejre Kommunes nye erhvervspolitik

Kommunalpolitikerne i Udvalget for Erhverv & Turisme har besluttet at sende Lejre Kommunes nye erhvervspolitik i høring.

Skrevet den. 21. maj 2021

Ofte er høringer noget, der foregår på skrift.

Men når det kommer til Lejre Kommunes nye erhvervspolitik, er det magtpåliggende for kommunalpolitikerne at høre erhvervslivets input ansigt til ansigt.

Derfor har Udvalget for Erhverv & Turisme besluttet at lægge to møder ind i høringsfasen. Det første blev afholdt tirsdag d. 11/5 på Egholm Museum, hvor Udvalget for Erhverv & Turisme havde sat Erhvervsrådet i stævne til en dialog om bl.a. den nye erhvervspolitik.

-   Det er alfa og omega for os, at virksomhederne har de bedst mulige vilkår for at trives og vokse her i Lejre Kommune. Derfor giver det kun mening for os, at det lokale erhvervsliv er med i motorrummet, når kommunen skal have ny erhvervspolitik. Vi fik da også rigtig mange gode input på mødet og ser frem til det næste, siger formand Grethe Saabye, Udvalget for Erhverv & Turisme i Lejre Kommune.

Sammen med DI Roskilde/Køge Bugt afholder Lejre Kommune desuden et dialogmøde om det lokale erhvervsklima og den nye erhvervspolitik. Dialogmødet finder sted den 3. juni 2021 kl. 17-19 hos Friis-Holm Chokolade, hvor der er plads til max 35 deltagere.

Både DI og Lejre Kommune håber, at mange lokale erhvervsdrivende vil tilmelde sig og tage del i dialogen. Tilmelding skal ske på mail til Lejre Kommunes erhvervschef Nynne Friis på nyfr@lejre.dk senest den 26. maj.

Kontakt

Erhvervschef Nynne Friis, Lejre Kommune. Tlf. 40 33 74 76. E-mail: nyfr@lejre.dk 

Presse- og Kommunikationsansvarlig Jesper Benzon Jørgsholm, Lejre Kommune. Pressetelefon 40 30 77 22. E-mail: jebjo@lejre.dk 

Formand Grethe Nørtoft Saabye, Udvalget for Erhverv og Turisme i Lejre Kommune. Tlf. 40 89 44 76. E-mail: gsaa@lejre.dk