Kampagne og kontrol skal stoppe spritkørsel

Sidste sommer sigtede politiet over 1.000 personer for spritkørsel. Nu sætter Lejre Kommune, Rådet for Sikker Trafik og Tryg Fonden fokus på problemet med spritkørsel i sommervarmen. Politiet varsler ekstra spritkontroller.

Skrevet den. 9. juni 2021

Stort set alle danskere tager afstand fra spritkørsel, men alligevel er der mange, der tager chancen. Sidste sommer sigtede politikredsene 1.028 personer for spritkørsel alene i juni og juli. De 102 blev sigtet i Midt- og Vestsjællands politikreds.

Nu hvor sommeren står for døren, er Lejre Kommune, Rådet for Sikker Trafik og Tryg Fonden derfor klar til at minde alle om, at man bør lade bilen stå, når man har drukket mere end én genstand. Kampagnen ”Klar til et pust?” vil kunne ses på plakater langs vejene.

-   Det er skønt at komme ud og nyde det dejlige sommervejr i gode venners lag. Og det er mindst lige så skønt at komme sikkert hjem igen. Det gælder både for den, der sætter sig ind bag rattet og for den, der går eller cykler på en af vores landeveje uden at skulle bekymre sig om at møde en spritbilist. Så jeg vil på det kraftigste opfordre alle til at adskille alkohol og bilnøgler, siger formand Ivan Mott, Udvalget for Teknik & Miljø i Lejre Kommune.

Er du i tvivl – lad bilen stå!

Selv om antallet af spritbilister på vejene er faldet hen over årene, er spritkørsel stadig et problem for trafiksikkerheden.

I en undersøgelse, som Epinion har gennemført for Rådet for Sikker Trafik og Tryg Fonden i 2020, svarer 8 % af bilisterne, at de inden for det seneste år har kørt bil, selv om de var i tvivl om deres promille. Blandt mændene er det 10 %, og værst ser det ud blandt de 17-35-årige, hvor 16 % har kørt afsted, selv om de var usikre på, om de havde drukket for meget.

-   Er du det mindste i tvivl om din promille, så lad bilen stå. Det kan være ekstremt risikabelt at køre. Du risikerer at skade dig selv eller andre, blive sigtet for spritkørsel og miste kørekortet. Så før du drikker den første genstand, så få planlagt, hvordan du kommer sikkert hjem fra middagen eller festen, siger Michelle Laviolette, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Gode råd

Overvej altid, hvordan du kommer hjem fra en fest, hvis du tager bilen. Der er større chance for, at du handler fornuftigt, hvis du har overvejet situationen, mens du var ædru.

Hvis du får gæster på besøg, så spørg dem, hvordan de kommer hjem, før I nyder den første genstand. Server drikke uden alkohol til dem, der er i bil.

Se her hvad straffen er for spritkørsel.

Undersøgelse: Især unge mænd tager chancen og kører, når de har drukket alkohol:

Har du inden for det seneste år kørt bil som fører, selv om du måske havde drukket mere alkohol end det tilladte? Procentandel der svarer ja:
• Alle: 8 %
• Mænd: 10 %
• Kvinder: 5 %
• 17-35-årige: 16 %
• 36-50-årige: 9 %
• 51-65-årige: 2 %
(Kilde: undersøgelsen er gennemført af Plan Gruppen for Rådet for Sikker Trafik og Tryg Fonden i 2020 blandt 2.238 bilister).


Fakta: Sigtede for spritkørsel fordelt på politikredse:

Så mange har politiet sigtet for spritkørsel i juni og juli 2020 (kilde: Rigspolitiets Nationale Færdselscenter):
• Nordjylland: 138.
• Østjylland: 71.
• Midt- og Vestjylland: 134.
• Sydøstjylland: 97.
• Syd- og Sønderjylland: 93.
• Fyn: 93.
• Sydsjælland og Lolland-Falster: 51.
• Midt- og Vestsjælland: 102.
• Nordsjælland: 62.
• Københavns Vestegn: 53.
• København: 122.
• Bornholm: 12.

Kontakt:

Kirsten Kramer, Trafikafdelingen i Lejre Kommune: kikr@lejre.dk 

Seniorprojektleder Michelle Laviolette, Rådet for Sikker Trafik. Tlf. 24 96 11 44.

Presse- og Kommunikationsansvarlig Jesper Benzon Jørgsholm, Lejre Kommune. Pressetelefon 40 30 77 22. E-mail: jebjo@lejre.dk 

Formand Ivan Mott, Udvalget for Teknik & Miljø i Lejre Kommune. Tlf. 21 53 62 85. E-mail: ivmo@lejre.dk