Lejre Kommune indfører udvidet whistleblowerordning – også for borgere

En samlet kommunalbestyrelse har besluttet, at Lejre Kommune her fra årsskiftet skal have en whistleblowerordning. Dermed har medarbejdere og andre en ny mulighed for at give besked, hvis de bliver opmærksomme på ulovligheder eller alvorlige fejl og forsømmelser i samarbejdet med kommunen. Som noget særligt har borgerne også mulighed for at benytte ordningen.

Skrevet den. 1. January 2021

”Ideen opstod i sommer, da vi så de ret oprørende skjulte tv-optagelser fra plejecentre to forskellige steder i Danmark. Forhåbentlig var det enkeltstående tilfælde, og jeg har grundlæggende stor tillid til, at tingene fungerer godt her i Lejre Kommune. Men det er jo helt afgørende, at borgere har et sted at henvende sig med deres bekymringer, eventuelt helt anonymt. Så vi drøftede, hvordan det kunne lade sig gøre og blev altså enige om denne udvidede whistleblowerordning”. 

Ordningen har sin egen hjemmeside: www.lejre.dk/whistleblower.

Det er Lejre Kommunes borgerrådgiver, der vil tage sig af de henvendelser, som måtte komme ind via hjemmesiden. Borgerrådgiveren arbejder uafhængigt af administrationen med direkte reference til kommunens økonomiudvalg og Kommunalbestyrelsen 

”Jeg vil stadig opfordre borgerne til at benytte borgerrådgiveren på samme måde som i dag. Whistleblowerordningen er et supplement, som kan benyttes i de helt særlige tilfælde”, siger Carsten Rasmussen. 

Whistleblowersiden ligger på en ekstern server, og det er muligt at indberette anonymt. Whistleblowerordningen kan være relevant, når det drejer sig om: 

  • manglende efterlevelse af juridiske forpligtelser 
  • fare for enkeltpersoners sundhed og sikkerhed 
  • fare for miljøet samt 
  • grove tilfælde af omsorgssvigt og lignende 

”Ordningen kan vel nærmest sammenlignes med vores private brandforsikring: Vi håber virkelig ikke, vi får brug for den, men derfor er det jo alligevel klogt at have den. Det er en tryghed, som vi gerne vil tilbyde alle borgere, medarbejdere og samarbejdspartnere”, tilføjer borgmesteren.