2.000 Lejre-borgere bliver spurgt om deres sundhed

Skrevet den. 5. februar 2021

Rygning, smerter og ondt i livet. 300.000 tilfældigt udvalgte danskere over 16 år bliver fra i dag spurgt om, hvordan de har det. I Lejre Kommune er 2.000 borgere med i undersøgelsen. Det sker for at kunne sætte ind med målrettet forebyggelse og bedre behandling af sygdomme.

Det er fjerde gang siden 2010, at undersøgelsen ”Hvordan har du det” foretages. Undersøgelsen er den største af sin art, og den vil give et unikt billede af, om danskernes sundhed og trivsel er blevet bedre gennem årene, og hvor i landet, der er særlige udfordringer netop nu. 

For at få de mest brugbare resultater er det vigtigt, at så mange som muligt udfylder spørgeskemaerne.

Det er en meget vigtig undersøgelse, og jeg vil gerne opfordre så mange som muligt til at deltage,” udtaler borgmester Carsten Rasmussen. ”Vi bruger resultaterne til at planlægge og prioritere fremtidige sundhedsindsatser. Jo flere, der udfylder skemaet, jo bedre kan vi målrette vores tilbud og indsatser. I 2017 svarede lidt over halvdelen på spørgeskemaet. Vi håber meget på at få endnu flere svar denne gang.”

”Resultaterne fra 2017 viste, at Lejre kommunes borgere er blandt de mest sunde og raske i hele landet. Både når det gælder fysisk og mental sundhed og eksempelvis ufrivillig ensomhed. Denne gang laver vi undersøgelsen midt under pandemien, og det kan give os vigtig viden om, hvad vi har brug for at sætte fokus på i de kommende år. Derfor håber jeg, at så mange som muligt vil deltage i undersøgelsen,” udtaler Mikael Ralf, formand for Udvalget for Social, Sundhed og Ældre.

Resultatet af undersøgelsen offentliggøres i marts 2022. Spørgeskemaet er sendt til de 300.000 danskere i deres e-boks eller med postvæsenet. 

Om undersøgelsen:
Du kan tjekke, om du er udtrukket til at være med i undersøgelsen ved at se, om du har fået spørgeskemaet ”Hvordan har du det?” i din digitale postkasse. Dem, der udfylder spørgeskemaet, deltager i lodtrækningen om en række forskellige præmier.

Deltagerne i undersøgelsen er tilfældigt udvalgte. Det er frivilligt, om du vil deltage. Spørgeskemaet vil enten komme fra din region eller fra Statens Institut for Folkesundhed. Du kan kende skemaet på, at det hedder ”Hvordan har du det?” 

Resultaterne fra undersøgelsen bliver samlet på hjemmesiden danskernessundhed.dk, hvor man også kan læse resultaterne fra tidligere undersøgelser.

Yderlige oplysninger
Alice Ordrup, Leder af Centerstab Sundhed og udvikling
Center for Velfærd og Omsorg
Lejre Kommune
29367132
alon@lejre.dk

Erik Barfoed, Kommunikations- og presseansvarlig (konst.)
Kommunikation og Udvikling
Center for Sekretariat og Implementering
2148 1569