Lejre Kommune og Ledreborg Slot inviterer til åbning af skovbegravelsesplads

Kom med, når Lejre Kommune og Ledreborg Slot markerer, at man nu kan blive begravet i skovens dybe, stille ro, omgivet af tusinder af års historie.

Skrevet den. 18. august 2021

Mandag d. 23. august åbner Silvia og John Munroe fra Ledreborg Slot sammen med borgmester Carsten Rasmussen en ny skovbegravelsesplads ved Herthadalen midt i Lejre Kommune.

Efter flere års arbejde for Lejre Kommune og Ledreborg Slot er der nu skabt mulighed for at benytte de smukkeste, mest fredfyldte rammer for det sidste hvilested i bøgeskoven ved Knapsø ved Herthadalen.

Gravstederne er for alle, uanset trosretning. Der er således ikke tale om en gravplads, der er indviet til hverken den ene eller den anden religiøse trosretning, men derimod en urnenedsættelsesmulighed, hvor det er naturen, der sætter scenen – under træernes kroner.

-   Jeg kan ikke forestille mig et smukkere sted at blive begravet. Midt i naturen, midt i historien, midt i Lejre Kommune. Jeg er sikker på, at den nye skovbegravelsesplads vil udfylde et behov for mange mennesker, der ikke ser sig selv blive sat på en klassisk kirkegård. Tænk at blive sat til hvile under en stjerneklar himmel, siger borgmester Carsten Rasmussen.

Allerede nu er skovbegravelsespladsen begyndt at blive taget i brug, men grundet Corona er den officielle åbning nu mandag d. 23. august kl. 9.30, hvor alle interesserede kan møde frem på parkeringspladsen ved Herthadalen, Slangealleen 1, 4320 Lejre – for derefter at blive ført op igennem skoven og deltage i det efterfølgende program.

Pressen er mere end velkommen.

Link:

Læs mere om skovbegravelsespladsen her: https://ledreborg.dk/skovbegravelse/ 

Kontakt:

Kulturkonsulent Trine Lindhardt-Roux, Center for Kultur og Fritid, Lejre Kommune. Tlf. 21 16 88 30. E-mail: trli@lejre.dk 

Presse- og Kommunikationsansvarlig Jesper Benzon Jørgsholm, Lejre Kommune. Pressetelefon 40 30 77 22. E-mail: jebjo@lejre.dk 

Borgmester Carsten Rasmussen, Lejre Kommune. Tlf. 20 26 13 00. E-mail: carr@lejre.dk