Lejre Kommune med i Giftfri Have

Lejre Kommune har netop tilmeldt sig initiativet Giftfri Have og kan dermed kalde sig Giftfri Kommune. Det er Danmarks Naturfredningsforening og Praktisk Økologi, der sammen står bag Giftfri Have. Formålet er at undgå brugen af gift i private haver og på offentlige arealer.

Skrevet den. 2. september 2019

Borgmester Carsten Rasmussen mener, det er naturligt, at Lejre Kommune nu går med i initiativet:

”Det er mange år siden, vi holdt op med at bruge gift på de offentlige arealer i Lejre Kommune. Det er egentlig ikke noget, vi har skiltet så meget med. Det har været en del af vores samlede bestræbelser på at passe på naturen, miljøet og kommunens borgere. Men det bliver stadig mere tydeligt, at grundvandet er truet af forurening. Derfor giver det mening at gå med i en landsdækkende kampagne. Forhåbentlig kan vi på den måde få endnu flere med – både private haveejere, virksomheder og foreninger”, siger borgmesteren.

Og det er en melding, som Danmarks Naturfredningsforening tager godt imod.

”Det er overordentligt glædeligt, at Lejre kommune nu – som den syvende kommune – tilmelder over 6 millioner kommunale kvadratmeter til Giftfri Have. Det er et stærkt signal til landets øvrige kommuner og til kommunens borgere om at lægge giftsprøjten på hylden til gavn for vores grundvand, vores biodiversitet og os selv", siger præsident i Danmarks Naturfredningsforening Maria Reumert Gjerding.

Helt præcist er det 6.124.306 m2, Lejre Kommune har tilmeldt Giftfri Have. 

”Vi vil nu tage kontakt til vandværker i kommunen og foreslå en fælles oplysningskampagne. Den skal opfordre især private haveejere til at holde sig fra kemiske ukrudtsmidler, sneglegift og den slags. Det vil måske kræve lidt mere manuelt lugearbejde, men det er en investering i vores fælles grundvand og biodiversitet. I øvrigt er jeg overbevist om, at mange af kommunens haveejere allerede er gået den vej”, siger Carsten Rasmussen.

Fakta:
Initiativet Giftfri Have er startet i 2015 af Danmarks Naturfredningsforening og Landsforeningen Praktisk Økologi med det formål at motivere haveejere til at droppe giften i haven. Det Giftfri Have-fællesskab har rundet 20.240 medlemmer, der dækker alt fra parcelhushaver og kolonihaver til haver på landet og ved sommerhuset. Derudover har flere vandforsyninger, virksomheder, kommuner registreret deres arealer som giftfrie. Tilsammen dækker Giftfri Have et areal på næsten 115 millioner kvadratmeter på danmarkskortet. Det svarer til 20 kvadratmeter per dansker. Man kan tilmelde sig på www.giftfri-have.dk

Læs meget mere om Giftfri Have på https://www.giftfri-have.dk/om-os/