Fiskegrej og fællesskab

Børn og voksne har nu mulighed for at låne fiskegrej på Bramsnæsvigskolen. En ny grej-bank er åbnet og skal få endnu flere ud med snøren i Lejre Kommune.

Skrevet den. 10. april 2019

Det kan være svært at komme ud at fiske, hvis man ikke lige har udstyret til det. Og det er en skam, for mange flere børn og voksne kan få glæde af lystfiskeriet – hver for sig eller i samlet flok.

Med det udgangspunkt har gode frivillige kræfter netop slået dørene op til Det Fantastiske Fiskehus. Huset er faktisk blot et skur på Bramsnæsvigskolen fyldt med fiskestænger, blink, kroge, waders, net og hvad der ellers er brug for, når en fisk skal på krogen.

Det Fantastiske Fiskehus blev officielt indviet ved et arrangement ved Munkholmbroen tirsdag. Her talte Lejre Kommunes viceborgmester, Leif V. Nielsen, og han takkede initiativtagerne:

”Det Fantastiske Fiskehus er ikke bare et udlån – det er først og fremmest en mulighed for at gøre noget sammen. Og derfor passer det så godt til Lejre Kommune: Vi har fokus på naturen, og vi har fokus på gode fællesskaber. Begge dele styrker I med Det Fantastiske Fiskehus. Mange tak for det”.

Lystfiskeri bringer mennesker sammen

Det er især naturguide Carsten Christiansen og SFO-leder Jens Aaholm fra Grønhøjgård i Ejby, som står bag Det Fantastiske Fiskehus. De har udvalgt og indkøbt grejet med støtte fra Lejre Kommune og Fishing Zealand. Og meningen er, at alle kvit og frit skal kunne låne udstyret.

Det kan være enkeltpersoner, foreninger, turister, virksomheder eller andre, som gerne vil opleve fiskeriet i Lejre Kommune. Og ved åbningen deltog såvel en 2.-klasse fra Bramsnæsvigskolen som senior-fiskeklubben Knæk og Bræk fra Østergaard aktivitetscenter.

Viceborgmester Leif V. Nielsen kunne fortælle, at han som dreng selv havde fisket i Ejby Å:

”Når man kommer så tidligt i gang med at fiske, så skaber det en interesse for naturen. En interesse og glæde, som typisk varer hele livet. ”

Og han håbede, at mange ville benytte muligheden til at skabe nye fællesskaber:

”Det er jo noget af det, lystfiskeri kan: Bringe mennesker sammen på tværs af alle mulige skel: Yngre og ældre. Mænd og kvinder, piger og drenge. Folk fra landet og folk fra byen. Eksperter og begyndere.”

Og både yngre og ældre vendte hjem fra Munkholmbroen rigere på oplevelser og fangster. Seniorerne havde fanget adskillige skrubber på børsteorm. Skolebørnene havde fundet rejer på det lave vand i fjorden. Og alle havde fået farve og kølig april-vind i kinderne.