Fire nye erhvervsgrunde til salg ved Gevninge

Hver af de fire grunde er på mellem 5.000 og 6.000 kvadratmeter. Det er ikke tit, at nye grunde kommer til salg i Lejre Kommune, og borgmester Carsten Rasmussen melder om stor forhåndsinteresse.

Skrevet den. 21. december 2018

 ”Jeg taler jævnligt med virksomheder, som ønsker sig nye arealer at bygge på i Lejre Kommune. Derfor er jeg glad for, at vi nu har muligheden for at sætte de fire grunde til salg. De ligger godt lige ved motorvejen, og jeg forudser, at der bliver rift om dem”, siger borgmesteren.

Udbudsmaterialet ligger på Lejre Kommunes hjemmeside. Her står, at mindsteprisen for grundene er 375 kr. pr. kvadratmeter. Det svarer til, at den mindste grund som minimum skal koste lige omkring to millioner kroner.

Udbuddet løber til den 24. januar kl. 12.

”I kommunalbestyrelsen har vi lagt vægt på en hurtig og effektiv proces. Når nu, der er virksomheder, der tripper efter at komme i gang, er det godt at kunne imødekomme dem forholdsvis hurtigt”, siger Carsten Rasmussen.

De fire grunde byggemodnes i løbet af foråret og forventes at være klar sidst på sommeren. Det tidlige udbud giver virksomheder mulighed for at forberede byggeriet, samtidig med at byggemodningen står på.

Flere arealer i Lejre Kommune er udlagt til erhverv. Men de er på private hænder, og borgmesteren håber, at der snart vil komme mere ledig erhvervsjord til salg.

Læs mere om udbuddet på www.lejre.dk/byggegrunde