Der findes et sted, vi med stolthed kan vise frem  

Vil du gerne blive bedre til at bruge dit lokalområde, eller vise dine gæster det gode liv på landet – så find inspiration i det nye Visit Lejre magasin.

Skrevet den. 6. april 2018

 Der findes nemlig et sted, vi med stolthed kan dele med vores gæster. Et sted, hvor naturen er vild, hvor sagnene lever, og hvor maden smager af noget. Visit Lejre Magasinet 2018 er fyldt med ideer til gode oplevelser i Lejre Kommune. Læs blandt andet om tre lokale Lejreborgeres bedste oplevelser og minder fra området, og bliv inspireret til at skabe dine egne. 

Formand for Udvalget for Erhverv & Turisme, Grethe Nørtoft Saabye, glæder sig over det nye magasin:

 - Vi vil gerne invitere gæsterne indenfor og vise dem det gode liv på landet, så de kan få del i nogle af de oplevelser og fællesskaber, som borgerne i Lejre Kommune nyder hver dag. Vi er selv aktive brugere af vores natur og kulturtilbud, og vi deler gerne vores glæde med vores omverden, hvilket også kommer til udtryk gennem de personlige fortællinger i magasinet, udtaler Grethe Nørtoft Saabye.

Hun ser frem til, at sæsonen for alvor går i gang og håber, at der kommer mange besøgende og går på opdagelse, får nye indtryk og tager dejlige minder med sig hjem. 

Lejre Turistforening glæder sig også over, at magasinet præsenterer de mange unikke og gode oplevelser, der er i Lejre Kommune. Hans Jørgen Lych Larsen, formand for Turistforeningen, siger:

- Vi har her i Lejre en smuk og varieret natur, et aktivt kulturliv, og en spændende historie, der har både national og international interesse. I Lejre Turistforening er vi glade for det nye magasins lokale fortællinger og gode oplysninger om Lejre. Vi arbejder i vores forening netop for, at gøre disse mange muligheder synlige, for både den besøgende og for kommunens egne borgere. Det er derfor glædeligt med et kort bagerst i magasinet, der er lige til at gå til, hvis man ønsker at dyrke Lejres mange tilbud i naturen til fods, på cykel eller i og på vandet. Lejres grønne tilbud på madfronten kan ligeledes ses i form af gårdbutikker og spisesteder. Visit Lejre Magasinet er en god kilde til at lære Lejre Kommunes mange kvaliteter at kende - det gælder for den besøgende, men så sandelig også for borgerne i kommunen.

Fakta om Visit Lejre Magasinet
Du kan få Visit Lejre Magasinet 2018 i Turistinspiration i Sagnlandet, på biblioteker og rundt om hos aktører i kommunen.
Magasinet kan i øvrigt findes på turistbureauer og større tankstationer i hele landet. Magasinet er gratis. Læs mere på www.visitlejre.dk
Du kan også læse en elektronisk bladreversion af magasinet her.