Vores Sted omsat til fysisk virkelighed

Lejre Kommuneplan 2017 er sendt i høring. Dermed er debatten i gang om, hvordan de fysiske rammer for livet i Lejre Kommune skal være i de kommende år.

Skrevet den. 22. september 2017

 - Hvordan sikrer vi, at vores byer er gode at bo i? Hvad ønsker vi, at arealerne i Lejre Kommunes byer og på landet skal bruges til? Hvordan forstærker vi samspillet mellem det at bo og drive erhverv i kommunen? Det er nogle af de spørgsmål, Kommuneplanen giver svar på, og som vi gerne vil i dialog med borgere, foreninger og virksomheder om, siger borgmester Carsten Rasmussen. 

”Kommuneplan”. Navnet i sig selv lyder måske ikke som den mest spændende læsning. Men interesserer man sig bare lidt for udviklingen i lokalområdet, så er Kommuneplanen værd at kende til.

De fysiske rammer, som Kommuneplanen beskriver, sætter nemlig retning for udviklingen af hele vores kommune i de kommende år.

Lejre Kommuneplan 2017 tager afsæt udviklingsstrategien Vores Sted. Eller med andre ord: Kommuneplanen er Kommunalbestyrelsens bud på, hvordan intentionerne i Vores Sted-strategien kan omsættes til fysisk virkelighed i Lejre Kommunes byer og landsbyer.

Velkommen i vognen

Med oplægget til Kommuneplanen under armen, ruller politikere og administrative medarbejdere fra Lejre Kommune i den kommende tid ud i de små byer for at tale med alle interesserede om, hvordan kommunen skal udvikle sig. Med sig har de Vores Sted-vognen; et rullende byudviklingskontor, som kan flyttes lige derhen, hvor debatten skal være.

 - Vi vil gerne ud til borgerne, ud på de steder som det hele handler om. Derfor har i planlagt en rundtur med Vores Sted-vognen i september og oktober, hvor vi kommer ud til otte små byer, og hvor vi byder indenfor til en dialog om kommuneplanen og hvilken udvikling, vi sammen ønsker, siger borgmester Carsten Rasmussen.

Debut i Gøderup

Første stop for den mobile kommuneplan-dialog var i Gøderup, en lille landsby i den østlige del af Lejre Kommune. Her mødtes lokale borgere og ildsjæle med politikere og administrative medarbejdere til en god snak.

 Et par dage senere kom vognen til Osted, og de kommende uger er der stop i Gevninge, Herslev, Ejby, Gershøj, Kirke Sonnerup og Kirke Såby. Og i slutningen af måneden, nærmere bestemt den 25. oktober, inviterer Lejre Kommune til borgermøde på Hvalsø Skole. Her vil politikere og administration præsentere Kommuneplan 2017, samle op på dialogen i Vores Sted-vognen og lægge op til dialog om den fysiske udvikling af Lejre Kommune.

 Faktaboks

  • Kommuneplan 2017 er i høring indtil den 1. november 2017.

  • Find Kommuneplanen her, hvor du også kan se en oversigt over, hvor Vores Sted vognen holder.

  • Har du input til kommuneplanen skal du sende dem pr. mail til plan@lejre.dk, eller pr. post til Lejre Kommune, Møllebjergvej 4, 4330 Hvalsø senest den 1. november 2017.