International inspirationstur til Lejre Kommune

Som en del af Fødevareministeriets topmøde i København, ”World Food Summit”, havde 25 danske og internationale gæster onsdag den 23. august lagt billet ind på en tur til nogle af Lejre Kommunes fødevareproducenter. – Det I gør her er virkelig inspirerende, sagde madskribent og forretningsudvikler Claudia Vasques fra Barcelona.

Skrevet den. 25. august 2017

Med bus fra København ankom delegationen af internationale forskere, journalister og andre fødevare entusiaster til markerne ved Herslev Bryghus, hvor Angus-kvæget lå og gumlede i solen. Her blev de budt velkommen af Tina Unger, som ud over at være programleder for fødevarer i Lejre Kommune, også er tovholder for det nye partnerskab ”En del af Herslev”.

Bæredygtighed, job og kvalitetsprodukter

Netop de gumlende køer på marken er en del af samarbejdet mellem Herslev Bryghus og landbruget Østagergård. Køerne fra Østagergård spiser nemlig en del af restproduktet ved ølproduktionen hos Herslev Bryghus: Masken. Dermed er masken ikke bare et restprodukt, som bliver pløjet ned, men kommer i stedet køerne til gode som foder, og giver bedre smag i kødet, når køerne bliver slagtet.

- Samarbejdet om køerne er bare ét eksempel på de fælles gevinster og synergier, der opstår, når man begynder at samarbejde, fortalte Tina Unger. -Det er et eksempel som viser, at vi både kan styrke en bæredygtig udvikling, at vi kan skabe job i lokalområdet, og at vi kan producere fødevarer af høj kvalitet, som eksempelvis restauranter i hovedstaden efterspørger.

Borgmester Carsten Rasmussen glæder sig over, at kommunens landmænd og iværksættere skaber opmærksomhed også uden for kommunens - og landets - grænser:

- Produktionen af bæredygtige kvalitetsfødevarer er en af Lejre Kommunes centrale styrkepositioner, som kan være med til at udvikle vores lokalområde. I kommunen har vi en strategi for ”Vores Sted”, hvor maden smager af noget, og hvor der er frirum til initiativ. Kommunen er en aktiv medspiller, og det skal vi fortsætte med at være, når lokale iværksættere har en god idé, der kan sætte gang i en ny forretning eller et nyt samarbejde, siger Carsten Rasmussen.

Inspiration lokalt og i hele verden


Tina Unger gav deltagerne et indblik i Lejre Kommunes arbejde med økologi gennem de senere år og de mange forskellige initiativer, som er blomstret op drevet af borgere og virksomheder, der selv har grebet mulighederne og gjort økologien til en forretning og lokal attraktion.

At der er stor interesse for udviklingen af økologiske kvalitetsfødevarer i Lejre Kommune, bekræftede deltagerne på dagens tur.

- Jeres initiativer kan inspirere både små landsbyer og store nationer. Det er vigtigt, at lære nye generationer, hvordan vi kan udnytte naturens ressourcer på en god måde, samtidig med at vi skaber vækst og udvikling, sagde madskribent og forretningsudvikler Claudia Vasques fra Barcelona.

Efter besøget i Herslev tog delegationen videre med bus til Abbetved i Gevninge, hvor de skulle besøge Michelinkok Christian Puglisis ”Farm of Ideas”, og det afsluttende inspirationsbesøg i Lejre Kommune var hos Johanne Schimming på Hegnsholt Hønseri lige uden for Allerslev by.

Fakta
• World Food Summit er Fødevareministeriets initiativ, og afholdes i år for 2. gang i København under sloganet Better Food for more People.
• World Food Summit fokuserer på globale fødevareudfordringer, og inviterer regeringer, kokke, forskere og fødevareeksperter til at mødes og finde løsninger sammen.
• Deltagere i World Food Summit kunne vælge mellem 10 såkaldte ”Food trips” hvoraf den ene gik til Lejre Kommune.