Ny hotline giver virksomheder én indgang til arbejdskraft på tværs af kommunegrænser

En ny landsdækkende hotline - 72 200 350 – giver nu virksomheder med større rekrutteringsbehov én indgang til at rekruttere arbejdskraft på tværs af kommunegrænserne. Hotlinen er samtidig et tilbud til virksomheder, som umiddelbart har vanskeligt ved at finde kvalificerede medarbejdere.

Skrevet den. 2. april 2014

Bag det landsdækkende virksomhedsberedskab og den fælles hotline står de 4 beskæftigelsesregioner i samarbejde med jobcentrene i Danmark.

- Det lokale jobcenter vil stadig være det naturlige valg for de fleste virksomheder, som søger nye medarbejdere. Det regionale virksomhedsberedskab træder til i de situationer, hvor en virksomhed har behov for én indgang til større opgaver med fx at rekruttere eller opkvalificere medarbejdere fra flere kommuner. Virksomhedsberedskabet kan også bistå virksomheder, som har svært ved at få ansøgere, som matcher jobbene, siger fungerende regionsdirektør Merete Bingen-Jakobsen, Beskæftigelsesregion Hovedstaden & Sjælland.

Virksomheder, som bruger hotlinen 72 200 350 får én indgang til service, hvor flere jobcentre samarbejder på tværs af kommune grænser om hurtigt og professionel at skaffe kvalificerede ansøgere eller finde andre løsninger, der kan opfylde virksomhedens behov for nye medarbejdere.

Når en virksomhed kontakter hotlinen, vil den blive kontaktet af en virksomhedskonsulent fra et jobcenter inden for 1 arbejdsdag. Virksomheden vil inden for 3 arbejdsdage få tilbudt kvalificerede kandidater eller andre mulige løsninger. Det tværgåede samarbejde mellem jobcentre og fælles servicestandarder skal være med til at styrke samarbejdet mellem virksomheder og jobcentre.

Venlig hilsen
Beskæftigelsesregionerne i Danmark

Spørgsmål til virksomhedsberedskabet kan rettes til:

Beskæftigelsesregion Hovedstaden & Sjælland
Fungerende regionsdirektør Merete Bingen-Jakobsen
T: 7222 3501
E: mbj@star.dk